Der er ingen grund til at undre sig over forløbet af Sass-Larsen sagen – den er udtryk for 2 meget enkle problemstillinger, som ikke bør komme bag på nogen. Det væsentligste er at Sass Larsen er blevet ofret i en klassisk socialdemokratisk pamper-kabale.
Den ene problemstilling er banal, både i sit forløb og i sit indhold; Sass Larsen er blevet indhentet af sin fortid, og det har været indvarslet gennem hele valgkampen. Indtil videre er der intet der tyder på at sagen har et egentligt indhold, hvis ikke det var fordi Sass Larsen har store politiske ambitioner. Det er kendt, at de fleste politikere bliver udsat for krav om at have en højere moral end almindelige mennesker. Jeg ved ikke hvad Sass-Larsen har gjort, men med det der indtil videre er kommet frem er svaret vel nærmest ”ingenting” - men han har gjort sig sårbar, og det er en af de største fejl man kan begå i politik.
Jeg skriver at ”de fleste” bliver udsat for sådanne krav, for når man sammenligner det Sass-Larsen (tilsyneladende) har gjort sig skyldig i, så kan man undre sig over hvordan Helle Thorning kan blive statsminister, eller Ole Sohn erhvervsminister, men det er en anden sag.
Den anden problemstilling handler om godt gammeldags socialdemokratisk pamperi og tjenestebytteri, og der virker som om 10 år er lang nok tid til at alle har glemt hvad det indebærer:
Der er tjenester, der skal belønnes – bogstaveligt talt, der er venner der skal ”klappes på ryggen”, og der er i det hele taget politisk kapital der skal forrentes.
Helle Thorning og hendes nærmeste indså for længe siden, at de ikke kunne ”slå Anders Fog” og tilsyneladende heller ikke hans efterfølgere, og derfor blev der smedet en ny strategi.
Første trin i strategien var en usædvanlig tæt sammentømringen med SF; Her var timingen perfekt, for i sin politiske karrieres efterår havde ministerambitionerne også meldt sig hos Villy Søvndal. Han har i lang tid kun haft et fokus, og det har været at blive vicestatsminister og udenrigsminister.
Andet trin var en målrettet valgkampsstrategi, som kom til at løbe over 2-3 år, og hvor der blev opbygget et vidt forgrenet apparat af spindoktorer, rådgivere, officielle og uofficielle alliancepartnere o.s.v. Resultatet er, at Helle Thorning i dag sidder tilbage med et kæmpe bogholderi af politiske kreditter og tjenester, der skal forrentes og betales tilbage.
Det store problem for Helle Thorning er, at valget blev så ringe som det blev; Det dårligste valg for S i 108 år og et kæmpe mandattab til SF. Kursen på den radikale gæld er steget voldsom, og Helle Thorning er i bekneb for "kapital" til at indfri alle løfterne.
Den første overraskende konsekvens blev åbenbaret, da rygterne begyndte at svirre med hensyn til vicestatsminister posten. Det var/er ikke længere en post som Villy Søvndal kan gøre sig forhåbninger om – nu er det Margrethe Vestagers. Spørgsmålet er om også Udenrigsministerposten er på spil?
En af de helt store gældsposter er tilsyneladende til Bjarne Corydon, og man kan undre sig over om det alene er hans indsats som rådgiver og spindoktor, der er på den balance – eller om hans ”indsats” rækker helt tilbage til opgøret med Frank Jensen, som Corydon dengang var tæt knyttet til.
Måske skiftede hans loyalitet til Helle Thorning lang tid før det gik op for Frank Jensen? Det kunne forklare, hvorfor der bliver gjort så ekstraordinært meget for at belønne netop hans indsats; Først skulle han i al hastværk transporteres til Esbjerg, hvor en populær lokal kandidat skulle trynes for at gøre plads til det politisk ubeskrevne blad. Det lå allerede dengang i kortene, at der også var en ministerpost med i regnestykket. Dernæst viser det sig nu, at der skal en Finansministerpost til at indfri gælden. En meget høj pris – spørgsmålet er for hvad?
Regnestykket går ganske enkelt ikke op for Helle Thorning længere, og et nyt synligt resultat er at Sass Larsen må ofres. Ikke fordi han har talt med et vælger, som ”tilfældigvis” kører motorcykel med vest på, og ikke fordi han er gode venner med en lidt for ”dygtig” lokalpolitiker, men fordi han har gjort sig sårbar og først og fremmest fordi der mangler stole.
Sagen er, at vi kun har set begyndelsen på den store gældsafvikling; Der vil blive ansat spindoktorer og rådgivere i hobetal (det har allerede været annonceret), der vil blive uddelt bestyrelsesposter og udvalgsposter, der vil blive etableret nye udvalg og kommissioner, og der vil blive støttet op om en række lokale valgkampe, når der skal vælges borgmestre i det næste kommunevalg.
Det handler dels om at betale for indsatsen i den netop afsluttede valgkamp, men det handler også i høj grad om at indhente 10 års efterslæb i den socialdemokratiske pampermaskine.
Vi har kun set begyndelsen, og måske er fyringen af Sass Larsen også kun en mellemregning; Hvem ved hvilke løfter der er blevet givet til ham for at gå i stilhed - så meget stilhed som pressen og oppositionen nu vil tillade. Mulighederne er mange, lige fra diverse lukrative bestyrelsesposter til en plads i EU-parlamentet - og måske endda en kommissærpost. Bliv ikke overrasket.
