I denne tid, hvor IS, Det svenske Establishment, EU og en hel del andre totalitære bevægelser er signifikante stemmer i det politiske landskab, er det nok værd at få defineret fascisme, kommunisme og islam (jeg tror, at IS, ayatollaherne i Iran, salafisterne i Saudi-Arabien, Hisbollah, Hamas osv. osv. ved, hvad Islam er, og de er jo i egne øjne muslimer – ikke islamister.)
”Det er ikke særligt kontroversielt at betegne Den franske Revolution som terroristisk, nationalistisk og populistisk. Den frembragte de to første moderne diktatorer: Robespierre og Napoleon og fungerede ud fra det princip, at nationen skulle styres af en oplyst avantgarde, som tjente som den autentiske og organiske stemme fra det almindelige folks vilje.
Robespierre samlede revolutionens totalitære logik i: ”Der er kun to partier i Frankrig: folket og dets fjender. Vi må udrydde disse miserable forbrydere, som evig og altid konspirerer mod menneskers rettigheder. Vi må udrydde vore fjender!”
Hvad der imidlertid først og fremmest gør Den franske revolution til den første fascistiske er dens forsøg på at gøre politik til religion.” (Jonah Goldberg)
Derfor blev der erklæret krig mod kristendommen, Notre Dame blev gjort til kirke for den sekulære tro på ”Den højeste Fornuft”. Kalenderen blev nyindrettet, og månederne fik nye navne. De nationale fest- og fridage blev viet til abstrakte begreber: Fornuftens dag, Nationens dag, Dagen for Broderskab, Dagen for Friheden etc. Staten skulle fremstå i et guddommeligt lys og derfor være uangribelig.
Det er imidlertid i høj grad kontroversielt at kalde Den franske Revolution fascistisk. Hvorfor? Fordi denne revolution er forbillede for alle venstreorienterede revolutioner siden. I modsætning til Den amerikanske Revolution i 1776, der kan karakteriseres som højreorienteret eller konservativ.
Robespierre og andre ledende jakobinere var præget af filosoffen Jean Jacques Rousseau og hans guddommeliggørelse af ”folket” med begreber som ”almenvellet” og den mytiske ”folkevilje”, der naturligt fandtes i befolkningen, og som kun en tilstrækkeligt oplyst avantgarde kunne udtrykke og give politisk form. Rousseau brød sig ikke om demokrati eller folkestyre. Det var unødvendigt, ja uheldigt, fordi almindelige mennesker stadig var præget af falsk bevidsthed og derfor ikke havde det rette klarsyn til at forme den radikale og revolutionære fremtid.
Det er ikke svært at se, at Marx og Engels i høj grad var påvirket af Rousseau og Den franske revolution, idet de opererer med nøjagtig de samme begreber og politiske fremgangsmåde (udført af bl.a. Lenin, Stalin, Mao, Pol Pot og Fidel Castro). Stadig færre vil formentlig nægte, at forrige århundredes forskellige kommunistiske bevægelser skal placeres på venstrefløjen, og at de dannede fejlslagne og forbryderiske stater.
Det ser imidlertid anderledes ud med fascisme. Hvad er det?
Det generelle indtryk er nok, at de, der bruger begrebet i angreb mod anderledes tænkende, ser fascister her og dér og alle steder, undtagen i spejlet. Det skyldes nok, at fascisme med tiden har fået et særligt bredt betydningsfelt: fascisme er slet og ret det, ”vi” ikke bryder os om.
Men det er jo en noget upræcis definition.
Det er imidlertid en historisk kendsgerning, at den moderne fascismes fader er Benito Mussolini. Han var både gennem sin opdragelse og af egen overbevisning glødende socialist og ateist. Han hadede den kristne kirke og dens ”slavereligion”. Han beundrede det stærke menneske i nietschesk form, og han dyrkede fremskridtet, det progressive.
Mussolini var tilhænger af den futuristiske bevægelse, der var dannet i begyndelsen af det 19. årh. af digteren og milaneseren Marinetti. Futuristerne var progressive. De troede på fremtiden, den tekniske udvikling, fart, ungdom, racerbiler, flyvemaskiner og maskingeværer. Bevægelsen fik begejstret opbakning blandt intellektuelle i både Europa og USA. I Danmark var Johs. V. Jensen blandt de mest begejstrede; men syd- og østpå var Lenin, Stalin og Hitler lige så fascinerede (!).
Men mange kunstnere, progressive og intellektuelle var med på vognen – Toscanini f.eks. Den store stjerne – elsket af kvinder i hele verden som den mest mandige af alle mænd var dog Bernito Musolini. Han blev futuristernes og siden de beundrede fascisters fører, Il Duce.
Winston Churchill (og ikke mindst Clementine), kaldte ham ”den største levende lovgiver”, Freud sendte ham sin nyeste bog med inskription: ” To Bernito Musolini, from an old man who greets in the Ruler, the Hero of Culture” , han skrev med Albert Einstein, og Puccini beundrede ham.
Musolini så sit forbillede i Rosseau og Den franske Revolution. Han kaldte sin venstreorienterede bevægelse fascisme (fasces = knippe eller bundt af stokke med en økse i miden, som tjente som tegn på autoritet for romerske øvrighedspersoner), fordi han ønskede at binde an til Romerrigets storhedstid – og bundtet af stokke var tillige et symbol på fællesskab, koorporation.
Hvad var hans program? Her er et par punkter:
Valgalder ned til 18 og almindelig valgret – også for kvinder.
Afskaffelse af Senatet og oprettelse af et nationalt teknisk Råd bestående af intellektuelle, håndens arbejdere, repræsentanter for industri, handel og kultur.
Afskaffelse af værnepligt.
Afskaffelse af adelstitler.
En udenrigspolitik med det mål at udvide Italiens vilje og magt i modstand mod fremmede imperialistiske kræfter.
8 timers arbejdsdag og minimumsløn.
Skabelse af forskellige regeringsudvalg med repræsentanter for arbejderne.
Alderdomspension.
Indehavere af jord skulle tvangsopdyrke og afvande. Land skulle eksproprieres til veteraner og bondekollektiver.
Folkeskoler med det formål at fremme proletariatets moral og kulturelle formåen.
Progressive skatter og delvis ekspropriation af de rige.
Inddragelse af al gods tilhørende den katolske kirke.
Genforhandling af alle militære kontrakter og inddragelse af 85 % af al fortjeneste på krig.
Nationalisering af våben- og ammunitionsindustrien.
Mussolini skal helt åbenlyst ikke placeres på den politiske højrefløj!
Men nazismen da?
Nej, Hitler var indtil midten af 30- érne en stor beundrer af Mussolini (mens det omvendte ikke var tilfældet: Mussolini efter deres første møde: ”Hitler er en harmonika med 7 melodier, når han er igennem dem, starter han forfra”).
Nazime er desuden forkortelse for nationalsocialisme og Hitler kendte udmærket det politiske kompas.
Det gælder dem begge, at de var totalitære (d.v.s.: alt var politik: sex, sundhed, mad, idræt, opdragelse, underholdning, fritid), antidemokratiske, imod kristendommen og for kooperative sammenslutninger i landbrug og industri.
Staten blev guddommeliggjort, og Führer og Duce var ufejlbarlige. Hitler og hans nazistiske udgave af fascismen var - i modsætning til Mussolinis – antisemitisk og racistisk. Desuden var Hitlers ambition naturligt nok at genskabe et storgermansk – ikke et romersk – verdensrige.
De kommunistiske despoters gerninger og deres idealer kunne indtil murens fald for mange intellektuelles, kunstneres og mediemenneskers vedkommende beskrives på en skala fra beundringsværdig til forståelig.
Det er selvfølgelig pinligt og behøves naturligvis ikke evig og altid at gentages – men at de hørte til på venstrefløjen – kan altså ikke nægtes.
Summa summarum: Fascisme, nazisme og kommunisme i enhver aftapning hører til på venstrefløjen og har alle deres oprindelse i Rousseaus tanker og Den franske Revolutions praksis.
Er islam forskellig fra disse tre politiske bevægelser? Egentlig ikke!
Utopierne: kommunismens ”arbejd efter evne, nyd efter behov” – fascismens romerrige, og nazismens germanske storhedsdrømme var for avantgarden kun ydre staffage – opium for folket. Sådan er det også med Islam. Allahs storhed og de 70 jomfruers dejlighed skal sælge et totalitært, voldspræget, kollektivistisk, racistisk sharia-budskab til en befolkning, der ikke ser anden mening med tilværelsen.
Den før citerede Jonah Goldstein (Liberal Fascism – Broadway Books, New York, 2007) skriver, at fascismen naturligvis ikke kommer tilbage som sortklædte personer i strækmarch med fasces, hammer og segl eller hagekors.
Tværtimod! De er der allerede med karakteristisk fascistisk ungdomsdyrkelse, smileys og venlig omsorg til alles bedste. De afslører kun deres fascistiske grundindstilling, når de møder modstand fra alle de forkerte. Så går de til kamp og erklærer ”krig mod uret”, ”krig mod kapitalen”, ”krig mod usund mad”, ”krig mod kvindeundertrykkelse”, krig mod cigaretterne”, ”krig mod kræft”, ”krig mod alkohol” osv. osv. Krigsmetaforikken følger med….
Hvad der forener dem, er deres følelsesmæssige og intuitive tilgang, såsom kampen for fællesskab, bestræbelsen på at komme ”ud over” politik, en tro på menneskets mulighed for det perfekte, troen på eksperters autoritet, besættelsen af ungdommens æstetik, aktivitetskulten og behovet for en altfavnende stat, som kan koordinere samfundet både nationalt og globalt.
Frem for alt deler de den tro – som kan kaldes den totalitære fristelse – at med den rette bearbejdelse af mennesket kan vi virkeliggøre den utopiske drøm ”at skabe en bedre verden”. (Goldberg).
Fascismen er en totalitær venstrefløjsbevægelse, der blomstrer på begge sider af Øresund og nogle steder står den i fuldt flor – den har bare fået et nyt ansigt.
