Marlene Wind har forfattet endnu en kronik, men før en analyse opridses nogle mulige, grundlæggende årsager til den udbredte euroskepsis, der p.t. findes i befolkningen.
Ti generelle grunde til, at danskerne er euroskeptiske
(1) Et massivt flertal af danskerne vil ikke være med i den nye finansielle europagt. Så burde den ged være barberet i et demokrati. Men ikke i Danmark, hvilket skaber mistillid til politikerne og meningsdannerne.
(2) Befolkningerne bliver kun spurgt af EU-systemet, når et ja forventes. Det skaber formentlig også en vis skepsis blandt borgerne.
(3) Kontinentaleuropa har en lang historisk tradition for Stor-Europa-fantasier, der har affødt totalitarisme, krige og tab af frihed. Vi nævner i flæng Romerriget, Middelalderkirken, Napoleons Kontinentale alliance, Hitlers Tusindårsrige og Warszawa-pagten. Den slags gør efterhånden mange nordeuropæere skeptiske overfor endnu et politisk ledet Storeuropa.
(4) EU-systemet er særdeles centraliseret, og er indtil videre blevet ledsages af markante tab af nærdemokrati, hvorunder afstanden mellem borgere og beslutninger øges. Samtidig er den kritiske mediedækning slet ikke fulgt med magtskiftet, hvilket efterlader et tomrum for magten i Bruxelles.
(5) Euroskeptikerne advarede om, at europrojektet var farligt, fordi landenes økonomier var for forskellige, hvorimod eurotilhængerne havde uret dengang, kan vi se nu. Nu vil de redde euroen ved at indføre ”nødvendige” finanspagter, der eliminerer det finansielle nærdemokrati. Da tilhængerne har fejlet tidligere, har euroskeptikerne en fornemmelse af, at tilhængerne sikkert kan fejle igen.
(6) EU's planøkonomi og kvoter medfører spild af naturressourcer (f.eks. fiskesagen) og dumping af landbrugsvarer med støtteordninger forarmer den tredje verden. Planøkonomi i den skala har kun været prøvet et sted før, og det var i Sovjetunionen. Derfor er mange borgere skeptiske over Unionens overordnede tilgang til planøkonomi.
(7) EU-tilhængerne benytter en mystisk retorik, som virker fremmed på demokratisk-sindede borgere og øger skepsis. George Orwell advarede os imod totalitarismens antilogiske sprog, som Morten Crone, Marlene Wind og andre benytter. Typiske eksempler er EU-systemets brug af nysproget ”tvivl = usikkerhed”, jfr. Orwells ”ignorance = styrke”, samt ”EU = Europa” (EU-skepsis = ”anti-europæisk”), og ensretning = ”harmonisering ”.Denne retorik har formentlig øget EU-skepsis blandt borgerne.
(8) Harmonisering kræver i øvrigt flere toner og variationen er et af frihedens kendetegn, men ensretningen er den totalitære kollektivismes kendetegn. Derfor skaber det en del skepsis, at EU med tvang indfører den type håbløse one-size-fits-all anakronismer, som historien har vist, fører til totalitarisme, oven i købet under nysprog som ”harmonisering”.
(9) EU-systemet har udviklet et omfattende, centralt styret bureaukrati, særlige skoler og institutioner, som bringer mindelser om andre systemer, som ikke ville borgerne det godt.
(10) Og vigtigst af alt: Ingen af disse problemer bliver taget ordentligt op af de gamle mediers redaktører, som dermed forhindrer disse afgørende vigtige spørgsmål i at blive debatteret til fælles bedste. Den omfattende fornægtelse af væsentlige problemstillinger er helt sikkert med til at styrke det demokratiske underskud og dermed EU-skepsis blandt borgerne.
Alle disse ti punkter ville være oplagte for en ærlig EU-tilhænger at forholde sig til, hvis han eller hun havde gode, retfærdige hensigter om at overtale sine medborgere til at være med i EU.
Danskernes skepsis overfor den nye finanspagt
Der er altså en række årsager til, at borgerne i EU, ikke mindst i Nordeuropa, er skeptiske overfor EU i sin nuværende form. Angående den nye finanspagt, så skyldes skepsis dog nok primært, at danskernes indflydelse på deres egen opsparede produktivkraft via skatterne på finansloven er en sidste rest af nærdemokrati, som man nødigt også vil miste til EU-systemet: Og i en ny finanspagt vil ikke-folkevalgte teknokrater de facto kunne få afgørende kontrol over de enkeltes landes finanslove.
Denne udvikling ligner en generalisering af det, man for nylig så i Sydeuropa, nemlig direkte indsættelse af såkaldte ”teknokrater” uden om de folkevalgte i Italien og Grækenland. Et markant skift i Sydeuropa væk fra det repræsentative demokratis borger-nære kontrol med sin egen finanslov.
De forskellige fakta og konsekvenser for vores finansielle nærdemokrati beskrives som sædvanligt ikke af de tre-fire EU-finansierede akademikere, der igen og igen bliver brugt til at fremføre ganske kliché-prægede og substans-svage påstande til fordel for EU.
En af eurotilhængernes mest fascinerende påstande, som fremføres af de gamle politikere i S-SF, R, V og K (de unge er ligesom befolkningen overvejende imod mere EU), er formentlig banaliseringen af euroforbeholdet som om, det blot handler om at have en valuta af navn, hvilket naturligvis er ukorrekt.
Det handler om vores ret til at bestemme over vores egne, tjente penge. Et mønt-forbehold er fuldstændig ligegyldigt, hvis vi ikke har forbehold for det langt stærkere krav om indflydelse på vores egne penge via finansloven. Ved at reducere euroforbeholdet til valuta af navn vil S-SF, R, V og K formentlig afvikle forbeholdet af gavn og svigte demokratiet endnu engang.
Englændernes euroskepsis set fra England
I anledning af Camerons foreløbige nej til europagten, har Marlene Wind i Politiken fået lov til at fremføre en ”analyse” af Englands modvilje mod EU's finanspagt. En kronik, der sammen med dusinvis af andre ensidige artikler om EU fra alle de store dagblade, afslører misforholdet mellem folket og meningsdannerne.
Først - som altid – fakta, der minder meget om Sverige og Danmark: 40% af alle englændere vil helt ud af EU. 70% mener, at Storbritannien har klaret sig bedre udenfor euroen, og ni ud af ti er bekymret over eurozonens betydning for Englands økonomi.
Dertil kan nævnes, at England har stået overfor mindst fire tidligere kontinentaleuropæiske politiske forsøg på at skabe et Storeuropa, nemlig Napoleon, Østrig-Ungarn-Tyskland under 1. verdenskrig, Hitlers Tredje Rige med en drøm om et storeuropæisk tusindårsrige, og den kommunistiske Warszawa-pagt. Der er formentlig en god grund til, at englænderne nærer sund skepsis overfor et nyt politisk Storeuropa, især i lyset af Unionens udvikling indtil videre (se de ti punkter ovenfor).
Med disse fakta på hånden er sagen for en demokrat ganske simpel: Uanset, hvad Cameron måtte sige, så har han blot handlet fuldstændigt i det repræsentative demokratis ånd ved at afvise europagten i sin nuværende form i respekt for sit lands borgere.
Dermed gør Cameron som den græske premierminister, der også kortvarigt forsøgte at bringe sig på linje med sit folk ved at sende troikaens plan til folkeafstemning. I begge tilfælde – både Grækenland og England – satte EU-systemet hurtigt en stopper for disse aspirationer.
Englændernes euroskepsis ”bortforklaret” af Wind
Blandt de EU-finansierede meningsdannere er som vi ved Marlene Wind, som jo er professor på Københavns Universitet, og som har været afsløret i ensidig EU-bias. Lad os se, hvordan Marlene Wind forklarer Camerons skepsis, som jo ikke burde kræve megen forklaring, da han er helt på linje med de borgere, han skal repræsentere.
Lad os ignorere den saftige titel,”Storbritannien er blevet verdens politiske pygmæ”. Vi læser forventningsfuldt videre i forventning om mere substans og mindre spin.
Efter at have beskrevet, hvordan Englands ”blokering” […] “tvang eurozonen til at løfte deres samarbejde uden for EU-traktaterne og over i en mellemstatslig aftale: en såkaldt finansiel pagt, hvis juridiske status stadig er meget uklar”, vælger Wind at nævne en primær årsag til Camerons nej, nemlig The City of Londons modvilje mod en skat på finanstransaktioner. Dermed kommer Wind med eet slag på bølgelængde med alle Politikens venstreorienterede læsere, idet al euroskepsis er nu leflen for finanssektoren.
Wind undgår desværre fuldstændigt at analysere engelsk euroskepsis i hele resten af kronikken, selvom det burde være kronikkens substans. Det er tankevækkende. Engelsk euroskepsis er reduceret til finanslobbyisme. Politologisk videnskab, når den er bedst. Borgernes euroskepsis, hvoraf jeg pegede på en række årsager ovenfor, ignoreres fuldstændigt og systematisk af den EU-finansierede professor.
Men den brede skepsis, selvom Wind ikke vil røre den med en ildtang rent analyse-mæssigt, dukker alligevel indirekte op i en mageløs motiv-analyse af Camerons handlinger, i respekt for den lange videnskabelige tradition for motivanalyser, som Center for Europastudier har: “Cameron så en kortsigtet fordel i at please sit yderst EU-skeptiske bagland og en antieuropæisk tabloidpresse, der havde jagtet ham, siden han rykkede ind i Downing Street 10 for halvandet år siden.”
Man undres over, at en professor på KU skal benytte et slangudtryk som ”please”, som har en negativ konnotation, i stedet for f.eks. ”Cameron handlede i overensstemmelse med det repræsentative mandat i kraft af landets udtalte euroskepsis”. Denne sproglige degeneration vidner om, at videnskabens sprog, som er så vigtigt for substantiel debat, for længst er ofret på politiseringens alter. Men man ser også endnu et eksempel på EU-nysprog, i dette tilfælde den velkendte form ”EU = Europa”, ”EU-skepsis = Anti-europæisk”, som andre pro-EU meningsdannere benytter.
Udover den indlysende absurditet i, at disse aviser skulle være indædte modstandere af det kontinent, de selv er en del af, så er påstanden, at engelske ”tabloid-aviser” er ”anti-europæiske”, ganske typisk for den kløft, der er mellem befolkningerne og de skatteyderbetalte EU-meningsdannere: Marlene Wind savner at forklare, hvis al euroskepsis i England skyldes kapitalisterne i The City, hvorfor tabloidaviserne, som disse kapitalister næppe er primære læsere af, også er euroskeptiske?
Der er åbenbart sneget sig en bredere euroskepsis ind mellem linjerne på Marlene Winds kronik, som ikke kan undergraves som ond kapitalisme, men nu nærmere må sættes i bås som proletarer, der læser ”anti-europæiske” tabloidaviser. Dette er et godt eksempel på det niveau af videnskabelig analyse, der kommer ud af Center for Europæisk Folkeopdragelse.
Mellem linjerne i Marlene Winds kronik siver en ubehagelig sandhed ud om den virkelige, brede engelske EU-skepsis, som bare ikke vil gå væk, lige meget hvor meget, Wind prøver at process-analysere den væk.
Afslutningen af kronikken er derudover en foruroligende hoveren over, at man enten afleverer sit finansielle nærdemokrati, eller også bliver isoleret og marginaliseret. EU-systemets fremtidige politik er nemlig at fortsætte ufortrødent.
---
Konklusionen på denne kritiske modanalyse af Marlene Winds kronik er desværre, at professoren endnu engang har tjent sin månedsløn for godt arbejde med folkeopdragelsen, men der er ikke rigtig nogle af os, der er blevet klogere.
