Af Lotte Noer
I december afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) en dom om opbevaring af DNA-profiler, som også ser ud til at få konsekvenser for den måde, vi herhjemme gemmer DNA-profiler indhentet som led i politimæssig efterforskning.Dommen er vigtig at fremhæve som et lyspunkt i en praksis fra EMD, som i øvrigt på mange områder er præget af en ekstremt dynamisk fortolkning, som - især vedrørende sociale rettigheder - understøtter borgeres kræveri i et omfang, ingen medforfatter af rettighederne kunne have forudskikket.
Dommen blev afsagt på baggrund af to britiske kriminalsager og afgør enstemmigt, at opbevaringen af dna-profiler og fingeraftryk fra personer, der ikke er dømt for en forbrydelse, er i strid med disse folks ret til et privatliv. Sagen begyndte med, at britisk politi nægtede at destruere dna-profiler fra to britiske mænd, hvis sager om henholdsvise et røveriforsøg og chikane mod en kvinde blev frafaldet. Politiet havde til støtte for fortsat opbevaring argumenteret for opbevaring af dna-profilerne af hensyn til fremtidig efterforskning. En slags "der går ikke røg uden brand"-argumentation.
Også i Danmark bliver dna-profiler og fingeraftryk i visse tilfælde ikke slettet, selvom en sigtet frifindes, eller sigtelsen opgives. I den forgange uge meddelte Justitsministeriet derfor Folketingets retsudvalg, at Danmark må ændre retspraksis på området. I praksis betyder dommen, at Danmark må ændre sin praksis, så dna-profiler og fingeraftryk af borgere, som ikke er blevet kendt skyldige ved en domstol, skal slettes.
Dommen er vigtig, fordi den må antages effektivt at kunne sætte en stopper for de røster om behovet for et generelt dna-register, indeholdende dna-profiler fra samtlige borgere, som af og til får spalteplads. Begrundelsen er altid den samme: de, der ikke har noget at skjule, kan jo være ligeglade!
Intet kunne være mere forkert.
Den generelle opfattelse af, at man som god samfundsborger må tåle at blive overvåget på forskellig vis og ikke bør brokke sig over det, da man jo bare kan opføre sig ordentligt, er decideret ubehagelig. At man er nødt til fortsat at argumentere for det uholdbare i den argumentation er alene et udtryk for, at kendskabet til historien i f.eks. østblokken i store grupper af samfundet er helt fraværende. Det ubehagelige i et gennemovervåget samfund er netop potentialet for kontrol, ensretning og dominans af borgerne. Som frit individ har man ret til at være sig selv i uovervåget form.
Og hvad betyder argumentet egentlig lige. Betyder det, at de, der potentielt kunne finde på at begå en forbrydelse, ikke har krav på beskyttelse af retten til privatliv eller andre rettigheder? I givet fald er jeg uforstående. Det er da netop, hvis man er ude på et skråplan, at man har behov for sine menneskerettigheder.
Med dommen fra EMD og kendskab til den udvidede fortolkning, som domstolen anvender vedrørende andre rettigheder, er der håb for, at der fra denne uventede kant kan forventes hjælp til afskaffelse af overvågning på gader og stræder, overvågning i boligkvarterer, overvågning foran banker, overvågning via roadpricing, overvågning af tele- og internetkommunikation og mange andre af de indgreb i almindelige borgeres frihed, som har sneget ind gennem bagdøren de senere år.
Lotte Noer er jurist og arbejder som advokatfuldmægtig
