S-SF vil gå over åen efter vand, Regeringen vil købe sig til lidt vand fra åen, mens Liberal Alliance vil vise os, hvor åen er, og lære os at hente vand fra den selv.
Valg 2011: Mens vi venter på respekt for det repræsentative demokrati
Valgkampen 2011 har vist sig at blive akkurat ligeså ansvarsforflygtigende, substansundvigende og mudderkastende, som ventet i et land, hvor det at blive genvalgt er langt vigtigere end at løse fælles problemer på den bedste, mest objektive måde. Kritikken gælder begge de to blokke, hvis ledere taler om få tusind nye arbejdspladser i en krise, hvor 200.000 er tabt og Danmark står overfor massive strukturelle problemer.
Vi har fast kurs mod afgrunden, og de to flokkes lemmingeførere har ingen vilje til at lede flokkene på nødvendig ny kurs, fordi kursændringen er svær og upopulær. De sætter med andre ord lemmingeførertrøjen højere end flokkens bedste. At 200.000 af os allerede har betalt prisen tages med et skuldertræk fra både de ”blå” og de ”røde”, mens de fokuserer på at bevare førertrøjen. Det er situationen for begge blokkes mildest talt ynkelige planer for nationens genopretning.
Men lad os et øjeblik her i valgkampen se bort fra, at S-SFs 2020-plan Fair Løsning dels 1) ikke forklares til borgerne, dels 2) er brudt sammen, fordi arbejderbevægelsen modsætter sig en ekstra times arbejdstid, og 3) desuden ikke er gennemregnet af DREAM eller andre uafhængige modeller, og derfor ikke kan sammenlignes med andre planer punkt for punkt til oplysning for borgerne.
Lad os antage, at S-SFs plan rent faktisk kunne lade sig gøre efter et valg og ikke var et luftkastel skudt ned af Sugar-daddy Børsting. Hvis Villy og Helle turde diskutere denne plan med landets borgere i respekt for det repræsentative demokrati, og lade den gennemregne og sammenligne, så det gav mening for borgerne, og indrømmede deres fejl, så ville den sikkert afsløre, at den – ligesom regeringens plan i øvrigt - ikke ændrer kursen mod afgrunden.
Der findes dog i landet en eneste plan, der på formastelig vis prøver at ændre flokkens kurs, nemlig Liberal Alliances plan, som netop forsøger at gribe om ondets rod – de strukturelle problemer – og ikke lyver for folket om, at mindre end det kan redde os. Den plan, som forties og undviges i stedet for undersøges og diskuteres af lemmingeførerne, skaber alt andet lige 200.000 nye arbejdspladser. Er der andre bud på løsninger? Det får vi aldrig at vide, for borgernes valg- og beslutningsgrundlag ties ihjel. Det er triste dage for demokratiet, for hvad skal vi så bygge vores valg på?
Derfor bliver min sammenligning her grov, kort, summarisk og præget af en lægmands opfattelse af, hvad S-SF mon har tænkt sig at gøre ved vores land. Sammenligningens udgangspunkt må være, hvorvidt man kan løse vores strukturelle problem, de svage produktionsfaktorer (og dermed den svage konkurrencedygtighed), og skabe den vækst, der sikrer jobs og finansierer vores velfærd. Alt derefter er et spørgsmål om finanspolitisk prioritering og omfordeling, men væksten og arbejdspladserne er den nødvendige præmis, de fugle på taget, som ingen af blokkene endnu har formået at vise vælgerne, hvordan de vil fange.
Et gæt på, hvorfor LAs plan klarer sig så godt i DREAM
Jeg er ikke økonom, men jeg respekterer viden og kan forstå, at LAs plan tilsyneladende er ganske lovende, ifølge den mest autoritative model, DREAM, alt andet lige. Jeg stoler her på fagkundskaben og finder det samtidigt afslørende, at Fair Løsning ikke køres gennem DREAM. Som lægmand kan man dog alligevel – uden S-SFs afslørende eksamensangst - med en vis common sense forstå, hvorfor LAs plan mon virker, og hvorfor S-SFs plan nok ikke gør.
I LAs plan kommer væksten nemlig som den nødvendigvis må ved at tage fat om ondets rod og styrke produktionsfaktorerne. Danmark har mistet konkurrencedygtighed, mister jobs til resten af Europa og Asien, og derfor har vi meget store underskud på finansloven, fordi jobs og produktion er fundamentet for en stærk økonomi og for de skatteindtægter, der finansierer velfærd.
Produktionsfaktorerne er f.eks. kapital, arbejdskraften og dens effektivitet (kvalitet og pris), samt råstoffer, herunder materialer og energi, og infrastruktur. Tilsammen skaber de den produktion, der skal finansiere vores sagnomspundne og meget ombejlede velfærd.
Når Liberal Alliances plan virker så godt overfor andre planer går jeg ud fra, selv uden at være fagøkonom, at det skyldes, at man:
(1) Styrker kvaliteten af kapitalinvesteringerne ved at gøre dem private, fordi firmaer selv er bedre til at investere end politikere og embedsmænd – det har været kendt siden Sovjetunionens sammenbrud, at pick-the-winner planøkonomi ikke virker.
(2) Øger arbejdskraftens effektivitet ved at øge arbejdsstyrken (højere pensionsalder, afskaffelse af efterløn).
(3) Styrker vidensniveauet som forbedrer kvaliteten af arbejdskraften, som så langsigtet forbedrer produktiviteten, ved at investere i forskning, teknologi og innovation.
(4) Styrker den innovative og produktive infrastruktur ved at afbureaukratisere samfundet og dermed øge produktiviteten i den offentlige og private sektor. Vi skal holde op med at gå over åen efter vand, den slags gør samfund fattigere.
Fair Løsnings ideologi og ophav
Når S-SFs Fair Løsning ikke diskuteres i detalje af ophavsmændene (M/K), når den ikke gennemregnes og testes og præsenteres i konkurrence med andre løsninger til vælgerne, så skyldes det sandsynligvis, at Fair Løsning er et inkompetent og fantasiløst forsøg på at symptombehandle et fundamentalt og strukturelt problem. Man mistænker, at gamle Keynes igen skal misbruges efter 70 år og at S-SF vil fremrykke offentlige investeringer for at konjunkturudjævne og flytte vækst fra fremtiden til nu, og dermed gå udenom den varme grød, produktiviteten. Er denne mistanke korrekt?
Lad os kigge på Fair Løsning: Planen bygger på fire punkter, og hele grundpræmissen for, at den kan lade sig gøre, er enhver økonomisk plans Akilleshæl, nemlig påstanden om, at man kan få gang i væksten. Derefter kommer jobs og finansiel konsolidering jo altid nemmere. Af de fire punkter burde hele slaget og hele valgkampen derfor stå om det første, nemlig præmisserne for at skabe vækst.
Inden man kigger på, hvordan S-SF vil skabe vækst, så får man bange anelser ved at læse i planens Boks 1 på side 11. Her viser S-SF deres plans ideologiske ophav og roser Obamas ultra-keynesianske politik: "I USA har Obama gennemført en stor vækstpakke […] på 787 mia. USD. Samtidig har centralbanken i USA af flere omgange opkøbt statsobligationer. Senest besluttede nationalbanken i november 2010 at opkøbe US-statsobligationer for omkring 600 mia.$. frem mod sommeren 2011. Det sikrer højere likviditet i markedet og sænker renten.”
I dag kender vi konsekvensen: Arbejdsløsheden er uændret, inflationen galopperer, gælden er ude af kontrol og landets kreditværdighed er netop nedgraderet. Kig på kaffepriserne, benzinpriserne, fødevarepriserne og guldpriserne, eller kig desuden på USA's sidste arbejdsmarkedsrapport, der viser et arbejdsmarked i fuldstændig stagnation. Jeg forstår godt, S-SF har mistet lysten til at diskutere deres plan om offentlige investeringer i lyset af det sidste års tids hændelser.
De økonomer, der rent faktisk har forudset krisen, har igen og igen sagt, at denne type offentlige indgreb ikke virker. Det var derfor ikke en overraskelse, at USA's politik nu fører til et tabt årti og at den seneste jobrapport var katastrofal, og at guld fortsat er en langt bedre investering end aktier. Derimod er det bekymrende, at S-SF ikke har indrømmet, at deres ideologiske ophav har selvdetoneret, og lagt kortene på bordet til danskerne.
Tværtimod, som S-SF skriver: ”Vi danskere står overfor nogle store beslutninger. Vi kan gå to veje. Enten bliver vi mere som andre lande, vi normalt ikke sammenligner os med. Hvor fællesskabet fylder mindre, uligheden er større og den bedste velfærd er for dem, der kan betale.”
I virkelighedens verden langt væk fra socialistiske luftkasteller er de lande, vi normalt sammenligner os med, formentlig primært Sverige, Norge, Finland, og Tyskland. Hvis vi vælger S-SFs vej, bliver vi mere forskellige ikke bare fra disse lande, men fra alle andre lande, thi vi allerede har verdens største stat. Hvis vi derimod skærer i de offentlige udgifter, bliver vi mere som andre lande, vi normalt sammenligner os med. Det er naturligvis altid fascinerende at decifrere politisk manipulation, men lad os nu gå direkte til S-SFs vækstinitiativ.
S-SFs vækstplan giver formentlig et negativt resultat
Hovedpunktet i Fair Løsning er at skabe vækst på to måder: 1) Fremrykke offentlige ”investeringer” for 10 milliarder og 2) tillade 100% afskrivninger af erhvervslivets investeringer i maskiner og udstyr i 2012: ”Vi skal mindske ledigheden i den private sektor ved at fremrykke offentlige investeringer for 10 mia. kr. Det skal sikre, at private virksomheder får til opgave at renovere og udbygge skoler, sygehuse, institutioner, ældreboliger, kloakker og veje. Derudover vil Socialdemokraterne og SF straks efter et folketingsvalg indføre 100 pct. afskrivning på alle nyinvesteringer i maskiner. Det vil forøge investeringerne i virksomhederne med mindst 9 mia. kr. i 2012.”
Når penge tages fra fremtiden, skal de lånes af S-SF. Det koster renter. Pengene betales til private virksomheder, der så kan renovere og udbygge velfærdens institutioner. Så vidt jeg kan se, så koster dette initiativ statskassen 10 milliarder, der skal indhentes i skatter senere for at lukke finansieringen, men uden, at der skabes ny varig vækst. For styrker man produktiviteten? Nej. Man sætter håndværkere til at renovere skoler, sygehuse og veje nogle år før ellers planlagt. Ganske fantasiløst. Hvis man havde investeret pengene i viden eller produktiv infrastruktur, så ville der være et afkast, der måske kunne opveje renterne på statens lån gennem merskatter. Men det gør man ikke. Gang i væksten? Ja, indtil pengene er brugt. Men ingen langsigtet effekt, når produktiviteten ikke forbedres.
Det var så 10 milliarder, der enten er vand hentet fra åen, som senere skal spares, eller at gå over åen efter vand. Men hvad så med de 9 milliarder ekstra investeringer i 2012? Hvis det første af de to forslag var Gøg, så er dette andet forslag helt sikkert Gokke. Der er tre gode grunde til, at jeg tror, Villy og Helle går rigtig mange gange over åen efter vand:
(1) Kun firmaer med overskud kan afskrive 9 milliarder i investeringer i nye maskiner, og de vigtigste nye gazellevirksomheder mangler nærmere kapital til at realisere deres innovation og har ganske sikkert meget sjældent overskud indtil da.
(2) Og hvilke type maskiner taler vi mon om? Vi har været igennem et historisk investeringsboom, hvor der blev købt alt for mange maskiner, så vi nu har overkapacitet i industrien verden over, undtagen i mineindustrien og visse defensive industrier, hvilket er helt naturligt under stagnationslignende forhold. Virksomheden skal innoveres, have kapital, frihed og konsolideres, ikke købe maskiner ligesom de gjorde for få år siden.
(3) 100% afskrivninger i 2012 giver kapital til selskaber, der gerne vil investere her og nu og som har så stort overskud, at de kan afskrive hele beløbet. Selv hvis sådanne selskaber skulle findes, så er der sandsynligvis negative effekter af at skabe incitament til at nedskrive 100% i et enkelt år, 2012. For normalt investerer virksomheder løbende, efter rationelt behov.
Det banale resultat af S-SFs forslag bliver formodentlig, at firmaer allokerer investeringer fra mere rationelle tidspunkter til dette ene år, hvorved investeringens effektivitet falder: Derfor bliver der formentlig tale om en dårligere taktik end bare at sænke virksomhedsskatterne. Med andre ord: Gå over åen efter vand.
---
Det var min lægmands opfattelse. Nu forstår jeg pludselig, hvorfor S-SF ikke vil teste deres plan på f.eks. DREAM, og hvorfor de ikke taler om planens detaljer i medierne: Kejseren har ganske simpelt ikke nogle klæder på. Fair Løsning er den mest fantasiløse måde, vi nogensinde er blevet bedt om at gå over åen efter vand på, og vi ændrer ikke kurs mod afgrunden på den konto.
