Med statsministerens nytårstale må det være slået fast med syvtommersøm, at der med den socialdemokratiske valgsejr dybest set er tale om en afsporing af demokratiet. Hvis det fortsætter på den måde, bliver det meningsløst at føre valgkamp i Danmark – og det er et dybtliggende og alvorligt problem, der kommer oveni i den håbløse politik, Thorning lægger op til i talen, om ikke andet så for de næste fire år, hvor vælgerne har mulighed for at skifte regeringsflertallet ud. For mig at se er problemet med talen ikke, at den var indholdsløs, som mange af de første reaktioner har gået på. Det er en flot tale, en god tale, og den indeholder også masser af politisk substans.
Den siger overordnet, at vi skal spare. Det er det modsatte af, hvad socialdemokraterne lagde op til i Fair Løsning. Her hed det, at vi ikke kunne spare os ud af krisen. På flere af de valgmøder, jeg selv deltog på, blev der da også delt ud med rund hånd fra rød bloks side, om det så gjaldt sundhedsvæsenet eller kulturen. Der var flere penge i vente til salens tilhørere. Efter valget blev løfterne taget af bordet, og når debatten har handlet om de penge, så må den jo efterfølgende opleves som meningsløs. I får et lille tragikkomisklink med et eksempel fra rød lejrs dækning af valgkampen til sidst.
Samtidig siger talen – selv om bluffnummeret med de 12 minutter er opgivet for længst – at nogle vil blive ”bedt om at tage en ekstra tørn”. Det må i tråd med talens afsnit om de ledige og passiv forsørgelse handle om aktivering. Men ingen havde vist regnet med, at de ledige skulle ud i mere meningsløst gøgl hos anden aktør, eller at kontanthjælpsmodtagerne skulle sendes ud og gøre rent i ældreplejen landet over. Det er en kunstig form for beskæftigelse, som kun øger de offentlige udgifter. Men så føler socialdemokratiet åbenbart, at man gør noget. Men vi må og skal hele tiden se på, om der kommer noget ud af den førte politik. Og det gør der ikke, selv om det kan føles umiddelbart rimeligt, at de ledige holdes under kontrol og sættes i sving. Det virker bare ikke – og koster i dyre domme. Ni milliarder om året koster beskæftigelsescirkusset. Det er rigtig mange penge. Dem kunne man sænke skatten for – så der kom gang i væksten og rigtige job i den private sektor. Samtidig hæver regeringen kontanthjælpen og forlænger dagpengeperioden. Men en af grundene til, at vi har mange ledige er, at det er for dyrt at lønne mennesker i Danmark. Forskellen er for lille. Kom skatten ned, kunne man sænke såvel de social ydelser som lønningerne rundt omkring, så vi kom på niveau med Sverige. Der er mange gode grunde til, at halvdelen af de ansatte i min døgnnetto er pendlende svenskere. Og nu skal flere danskere holdes kunstigt aktiveret i dyre domme. Mest i den offentlige sektor må man forstå, med masser af god, dyr konsulentbistand . Det var ikke det, der blev sagt før valget.
I den kommende valgkamp bliver det både svært og let at tage diskussionerne. For man kan med rette tilbagevise de fleste af socialdemokraternes oplæg med, at det jo nok ikke bliver det, de fremlægger, når valgkampen er overstået alligevel. Og så giver det faktisk ingen mening at føre valgkamp i gammeldags forstand. Det er en afsporing af demokratiet, som det er næsten umuligt at finde en god vej ud af.
------
(Socialdemokraterne lovede at sløjfe besparelserne på kulturministeriets område og tilføre kunstarterne ekstra 100 millioner. Ingen af delene blev til noget. Men det tog man helt pænt i kunstkredse, som det fremgår af Arbejderens reportage http://arbejderen.dk/artikel/2011-09-13/gteskabet-mellem-gget-og-h-nen og Dansk Kunstnerråds første nyhedsbrev efter valget. Men hvad var det så egentlig, vi diskuterede?)
Læs også:
http://politiken.dk/debat/ECE1495543/saadan-forloeb-mit-aar-som-hofnar/
