Advarsel: nedenstaaende er en raekke frustrationer og observationer jeg skulle ha ud af systemet, og selvom jeg mener mine pointer er Ganske gode vil nogen maaske foele at mine pointer er aabenlyse
Jeg er foedt og opvokset i Danmark, og boede i de foerste 21 aar af mit liv i en af de rigeste dele af landet eller i KBH K. Jeg oplevede gennem min opvaekst et skolesystem der ikke bare beloennede de dovne men som tilmed straffede de arbejdsivrige (efter min foerste matematik time syntes jeg plus og minus var ret sjovt, saa jeg gik hjem og loeste resten af aarets opgaver - dagen efter fik jeg 2 ugers eftersidning og fik at vide at jeg skulle viske det ekstraarbejde jeg havde lavet ud saa de andre elever ikke foelte at jeg virkede overlegen). Gymnasiet var ikke meget bedre: jeg kom igennem med et snit paa ~11 efter den gamle skala med mindre end tre timers studier om ugen - ikke fordi jeg er et specielt stort geni, men blot fordi niveauet ikke kraevede mere.
Jeg laeste paa KU et relativt teknisk studie, og gennemfoerte studiet paa hurtigere tid end normeret. Jeg havde store maengder studiearbejde ved siden af studiet (hvilket medfoerte at jeg skulle betale store maengder ind paa en pension eller betale SU tilbage), og havde generelt intet behov for det offentlige - det eneste tidspunkt jeg havde en lille smule brug for sundhedsvaesnet fejlede det totalt og mine foraeldre betalte i stedet for en privat behandling.
Ovenstaaende er nok en typisk profil paa en systemhader, paa en person der til alle tider vil oenske skatten ned til 0% og fjernelse af alle sociale ydelser. Overraskende nok havde jeg ikke denne holdning - jeg foelte altid at saa laenge man fik noget for sine penge saa var det paa sin vis ok - Danmark er jo paa mange maader et dejligt sted synes jeg, hvilket jeg synes den dag i dag. Den folkeskole som jeg finder saa uduelig og arbejdsiverdraebende havde trods alt formet mange mennesker til det som jeg holdt af. Det skatte- og ydelsessystem som var saa aandssvagt, holdt jo trods alt haand om folk omkring mig som blev syge, og sikrede folk i medgang som modgang.
Da jeg var 21 fik jeg et internship i England, hvilket blev efterfulgt af et studieophold paa et eliteuniversitet i USA - alt sammen selvbetalt. Derefter flyttede jeg tilbage til England til det job der var der til mig, hvilket senere fik mig til at flytte til Hong Kong. Alt dette gjorde jeg ikke pga "had" til Danmark - det var ikke skattesatsen der fik mig til at flytte, men snarere de stoerre muligheder indenfor mit felt i udlandet.
Efter nogle aar i udlandet er min opfattelse af Danmark aendret fundamentalt.
Jeg har altid ment at et ideelt samfund faar alle til at goere deres bedste og holder haanden om dem der OPRIGTIGT har brug for det - "yde efter evne, nyde efter behov", som det sig hedder(!). Danmark evner intet af dette.
Som sagt, jeg har ikke noget imod at betale hvis jeg synes jeg faar noget igen. For 15% i skat i Hong Kong faar man: et gratis sundhedsvaesen der fungerer bedre end det danske, offentlig transport og veje som er i bedre stand end i danmark, gratis arbejdsulykkesforsikring hvis man skulle komme galt afsted og ikke laengere vaere i stand til at arbejde selvom man gerne ville. Hvad faar jeg for de 50% ekstra jeg skulle betale i Danmark? Og hvad andet har man brug for? Ja, jeg faar gratis uddannelse, men det kan man ogsaa faa i HK - og HK har trods alt et skolesystem der er det danske langt overlegent (hvis eller man stoler paa PISA, hvilket jeg goer efter at have oplevet begge dele) - og selv dem der vaelger privatskoler har raad til det med de mange penge de sparer i skat. Grundet de store incitamenter er konkurrencen for studiepladser i topskolerne og arbejdspladserne i de store firmaer benhaard. Dette er selvfoelgelig ikke optimalt hvis man selv staar og skal i gang, men nok ikke saa slemt for samfundet som saadan.
Som velfaerdskommisionen skrev i deres (glemte) rapport - det danske system haenger ikke sammen, den gennemsnitlige dansker faar mere af regeringen end den giver tilbage. Der er tre grunde til Danmark ikke allerede er gaaet fallit: 1) heldig demografi, 2) olie i undergrunden og 3) en international hoejkonjunktur af enorme dimensioner som med et lille bump I 2000-2001 varede fra 1993 til 2007. De offentlige finanser haenger ikke sammen, og der er ingen der har incitament til at arbejde.
Jeg laeste at HTS udtalte: “jeg ved godt vi ikke har raad til efterloennen, men jeg vil ikke vaere den der forringer velfaerden” – det er jo hul I hovedet. Hvis jeg gik ned I banken og de sagde “du har overtraek” og jeg saa sagde “jeg ved godt jeg ikke har raad til at drikke mig I hegnet hver uge, men jeg vil ikke forringe min velfaerd”, saa er jeg ret sikker paa at der ville blive lukket og slukket. Hvordan kan den floej faa taet paa 50% af stemmerne? Jeg vil da heller ikke forringe velfaerd hvis jeg kan undgaa det, men naar nu de barske realiteter er saadan at jeg kan vaelge mellem velfaerd og fallit eller mindre velfaerd og oekonomisk overlevelse, saa burde valget da vaere klart. (I oevrigt er jeg glad for at se at vores potentielt kommende statsminister er klog nok til at sende sine boern I privatskole og gemme sine penge udenfor landet – et eller andet har hun da fattet). Det staar ikke bedre til paa den anden floej – en “liberal” regering som har beroeringsangst overfor alle ydelser I systemet og som vedbliver med skattestigninger. Jeg forstaar slet ikke hvad der foregaar.
Faktum er, at Danmark (og store dele af Europa udenom os) er ved at doe. Det er sket mange gange igennem tiderne, men en ting er anderledes denne gang – vi er ikke I en situation hvor vi dummer os mens resten af verden dummer sig endnu mere. Denne gang er det kun os der dummer os, og vores eksistens er oprigtigt truet, og vi mangler folk med indflydelse (dvs ikke Liberal Alliance, som er Ganske fornuftige men trods alt ret smaa endnu) der stiller sig op og raaber op. Det er saa indlysende hvad der er galt – hvorfor er der ingen der har loest problemerne?
Undskyld stavefejl, min autokorrektur er Ganske skrap
Jeg er foedt og opvokset i Danmark, og boede i de foerste 21 aar af mit liv i en af de rigeste dele af landet eller i KBH K. Jeg oplevede gennem min opvaekst et skolesystem der ikke bare beloennede de dovne men som tilmed straffede de arbejdsivrige (efter min foerste matematik time syntes jeg plus og minus var ret sjovt, saa jeg gik hjem og loeste resten af aarets opgaver - dagen efter fik jeg 2 ugers eftersidning og fik at vide at jeg skulle viske det ekstraarbejde jeg havde lavet ud saa de andre elever ikke foelte at jeg virkede overlegen). Gymnasiet var ikke meget bedre: jeg kom igennem med et snit paa ~11 efter den gamle skala med mindre end tre timers studier om ugen - ikke fordi jeg er et specielt stort geni, men blot fordi niveauet ikke kraevede mere.
Jeg laeste paa KU et relativt teknisk studie, og gennemfoerte studiet paa hurtigere tid end normeret. Jeg havde store maengder studiearbejde ved siden af studiet (hvilket medfoerte at jeg skulle betale store maengder ind paa en pension eller betale SU tilbage), og havde generelt intet behov for det offentlige - det eneste tidspunkt jeg havde en lille smule brug for sundhedsvaesnet fejlede det totalt og mine foraeldre betalte i stedet for en privat behandling.
Ovenstaaende er nok en typisk profil paa en systemhader, paa en person der til alle tider vil oenske skatten ned til 0% og fjernelse af alle sociale ydelser. Overraskende nok havde jeg ikke denne holdning - jeg foelte altid at saa laenge man fik noget for sine penge saa var det paa sin vis ok - Danmark er jo paa mange maader et dejligt sted synes jeg, hvilket jeg synes den dag i dag. Den folkeskole som jeg finder saa uduelig og arbejdsiverdraebende havde trods alt formet mange mennesker til det som jeg holdt af. Det skatte- og ydelsessystem som var saa aandssvagt, holdt jo trods alt haand om folk omkring mig som blev syge, og sikrede folk i medgang som modgang.
Da jeg var 21 fik jeg et internship i England, hvilket blev efterfulgt af et studieophold paa et eliteuniversitet i USA - alt sammen selvbetalt. Derefter flyttede jeg tilbage til England til det job der var der til mig, hvilket senere fik mig til at flytte til Hong Kong. Alt dette gjorde jeg ikke pga "had" til Danmark - det var ikke skattesatsen der fik mig til at flytte, men snarere de stoerre muligheder indenfor mit felt i udlandet.
Efter nogle aar i udlandet er min opfattelse af Danmark aendret fundamentalt.
Jeg har altid ment at et ideelt samfund faar alle til at goere deres bedste og holder haanden om dem der OPRIGTIGT har brug for det - "yde efter evne, nyde efter behov", som det sig hedder(!). Danmark evner intet af dette.
Som sagt, jeg har ikke noget imod at betale hvis jeg synes jeg faar noget igen. For 15% i skat i Hong Kong faar man: et gratis sundhedsvaesen der fungerer bedre end det danske, offentlig transport og veje som er i bedre stand end i danmark, gratis arbejdsulykkesforsikring hvis man skulle komme galt afsted og ikke laengere vaere i stand til at arbejde selvom man gerne ville. Hvad faar jeg for de 50% ekstra jeg skulle betale i Danmark? Og hvad andet har man brug for? Ja, jeg faar gratis uddannelse, men det kan man ogsaa faa i HK - og HK har trods alt et skolesystem der er det danske langt overlegent (hvis eller man stoler paa PISA, hvilket jeg goer efter at have oplevet begge dele) - og selv dem der vaelger privatskoler har raad til det med de mange penge de sparer i skat. Grundet de store incitamenter er konkurrencen for studiepladser i topskolerne og arbejdspladserne i de store firmaer benhaard. Dette er selvfoelgelig ikke optimalt hvis man selv staar og skal i gang, men nok ikke saa slemt for samfundet som saadan.
Som velfaerdskommisionen skrev i deres (glemte) rapport - det danske system haenger ikke sammen, den gennemsnitlige dansker faar mere af regeringen end den giver tilbage. Der er tre grunde til Danmark ikke allerede er gaaet fallit: 1) heldig demografi, 2) olie i undergrunden og 3) en international hoejkonjunktur af enorme dimensioner som med et lille bump I 2000-2001 varede fra 1993 til 2007. De offentlige finanser haenger ikke sammen, og der er ingen der har incitament til at arbejde.
Jeg laeste at HTS udtalte: “jeg ved godt vi ikke har raad til efterloennen, men jeg vil ikke vaere den der forringer velfaerden” – det er jo hul I hovedet. Hvis jeg gik ned I banken og de sagde “du har overtraek” og jeg saa sagde “jeg ved godt jeg ikke har raad til at drikke mig I hegnet hver uge, men jeg vil ikke forringe min velfaerd”, saa er jeg ret sikker paa at der ville blive lukket og slukket. Hvordan kan den floej faa taet paa 50% af stemmerne? Jeg vil da heller ikke forringe velfaerd hvis jeg kan undgaa det, men naar nu de barske realiteter er saadan at jeg kan vaelge mellem velfaerd og fallit eller mindre velfaerd og oekonomisk overlevelse, saa burde valget da vaere klart. (I oevrigt er jeg glad for at se at vores potentielt kommende statsminister er klog nok til at sende sine boern I privatskole og gemme sine penge udenfor landet – et eller andet har hun da fattet). Det staar ikke bedre til paa den anden floej – en “liberal” regering som har beroeringsangst overfor alle ydelser I systemet og som vedbliver med skattestigninger. Jeg forstaar slet ikke hvad der foregaar.
Faktum er, at Danmark (og store dele af Europa udenom os) er ved at doe. Det er sket mange gange igennem tiderne, men en ting er anderledes denne gang – vi er ikke I en situation hvor vi dummer os mens resten af verden dummer sig endnu mere. Denne gang er det kun os der dummer os, og vores eksistens er oprigtigt truet, og vi mangler folk med indflydelse (dvs ikke Liberal Alliance, som er Ganske fornuftige men trods alt ret smaa endnu) der stiller sig op og raaber op. Det er saa indlysende hvad der er galt – hvorfor er der ingen der har loest problemerne?
Undskyld stavefejl, min autokorrektur er Ganske skrap
