Efter den borgerlige kulturkamp er 1864 en velrettet knytnæveretur, som efterlader højrefløjen med en brækket næse, skriver Carsten Jensen og roser Ole Bornedal for hans ubekvemme version af historien om Dybbøl
Heldigvis er det den ubekvemme version, Ole Bornedal har lagt til grund for sin serie om nationens traume-år, 1864. Også i den grad. For nogle år siden aflyste de borgerlige deres selvopfundne kulturkamp, vistnok fordi de troede, de havde vundet den. Her kommer der en velrettet knytnæve retur, som efterlader højrefløjen med en brækket næse.
Søndagen vil være ødelagt for Søren Krarup, der i disse dage skoggerler over de syriske flygtninges lidelser. Hans datter, ytringsfrihedsaktivisten og medlem af DR’s bestyrelse Katrine Winkel Holm er allerede nu, mens dette læses, på telefonen med en svovlsø af fyringstrusler til alle ansvarlige programredaktører. Alene det burde skaffe Ole Bornedal et ridderkors.
Når en ny, blæksort højreregering, der i inkompetence og nationalistisk råddenskab vil være på omgangshøjde med krigsmagerne fra 1864, efter næste valg kommer til magten, må instruktøren dog nok indstille sig på at få sin opholdstilladelse inddraget og stille sig op i asylansøger-køen, hvis han nogen sinde igen skulle driste sig til at lave film for offentlige penge.