Al den indvandring og familiesammenføring!
I 11-1200-tallet inviterede kongemagten og de rigeste slægter en række fremmede mænd til Danmark. Munke, der bosatte sig i en slags ghettoer, klostre. Trods deres selvvalgte isolation var de i stand til at lære danske bønder en hel del om moderne landbrug.
I det følgende århundrede ankom en anderledes gruppe af mænd: tiggermunke, som levede af at tigge og modtage almisser.
Siden modtog vi andre grupper altid af samme køn, mest mænd, som var specialister i medicin og sygdom. De tog sig af en del syge og invalide etniske danskere.
Sidst i middelalderen kom en flok karmelitermunke, som havde fine uddannelser. Deres lærdom kom det danske undervisningssystem til gode.
Alle talte de det internationale sprog latin og deres eget modersmål. Da de skulle leve i cølibat krævede ingen af dem familiesammenføring. Selv nasserøvene fik adgang til Mor Danmark, og hurtigt skrabede de formuer til sig på andres bekostning.
Reformationen i 1536 kvalte deres indsats og stoppede enhver indvandring.
I begyndelsen af 1500-tallet importerede kongen hollandske bønder til Amager for at de kunne lære vores etniske forfædre m/k noget om grøntsager og landbrug i det hele taget. De tog formodentlig hele familien med sig fra starten, da tidens produktionsform var baseret på samarbejde mellem mand og kone.
Senere i århundredet kom en del flygtninge hertil på grund af stridigheder om den rette tro. Blandt andet opstod i Helsingør en gruppe af skotter, som tilpassede sig samfundet lynhurtigt. Efter en generation finder vi skotske navne i byens råd, sågar i borgmesterstolen.
Byen var ret international og havde en stor tysk befolkningsgruppe, som reddede vores smukkeste kloster Sct. Mariæ fra undergang. Kirken blev udlagt til hestestald, men tyskerne overtog den, og den er virkelig et besøg værd. En passant nævner jeg St. Petri tyske kirke i København.
1773 gav kongen skattefrihed til hernnhuterne i ti år og statstilskud på 10% til deres byggeri i Christiansfeld. Byen er smuk og berømt for sine honningkager.
I slutningen af 1700-tallet inviterede kongen en gruppe tyskere til Danmark for at opdyrke heden. De blev lokket med løfter om en gård med jord, husdyr, udstyr, penge, skattefrihed i 20 år og ingen militærtjeneste. De løfter blev ikke indfriet, og mange rejste videre.
I årtierne før og efter 1900 ankom mange polakker for at grave roer især på Lolland. De var sæsonarbejdere, hvorfor de fleste kun opholdt sig her i landet periodevis.
I århundreder har især tyske betydningsfulde slægter bosat sig i Danmark, hvor de opnåede store embeder. Struense blev henrettet og Reventlow statsminister. Men der var mange og sproget mere tysk end dansk.
Kartoffeltyskerne og roepolakkerne havde ingen uddannelse og deres sprogfærdigheder ville ikke være acceptable efter vor tids krav. De var ikke længe i Danmark, selvom de gjorde gode indsatser.
Et rids gennem indvandringens historie i Danmark indtil begyndelsen af 1900-tallet giver et indtryk af mangfoldighed og forskelsbehandling. Et forlænget rids til i dag skaber ikke et skønmaleri.
