11.000 danske børn får medicin mod ADHD.
Så lige nu har de forskellige interessenter travlt med at tørre ansvaret af sig.
For eksempel udtaler Per Hove Thomsen - den læge der om nogen har profiteret på diagnosen - pludseligt at »ADHD-diagnosen kan godt gå hen og blive en for modepræget diagnose, der kan blive for nem at stille”.(1)
Mode?
Et lune hos flokken?
Joh, bestræbelsen er bestemt at fremstille ADHD som et folkekrav.
En uberegnelig strømning i ”folket”.
Men er det nu også en sand fremstilling?
Hvad nu, Per Hove, hvis stærke politiske grupper i det danske samfund, har arbejdet for at gøre ADHD til mode? At gøre "ADHD" til førstevalg, når et barn ikke trives med institutionslivet?
Hvad hvis det for nogen har været et politisk mål, at give de pligtopfyldende, hårdtarbejdende forældre denne diagnose i hånden, for at forhindre dem i at kritisere institutionaliseringen?
Pædagogerne forholder sig som sædvanligt fuldstændigt tavse.
Hvilket er påfaldende.
Men det har jo været deres strategi i årevis.
De skulle jo også nødig gøre opmærksom på sig selv.
For så kunne det jo være at nogen ville få øje på, at netop pædagogerne og deres politiske bagland er - og altid har været - den allerstørste interessent, når det gælder institutionaliseringen af danske børn.
Og at målet med institutionaliseringen, altid har været - og er - at opnå politisk og social magt til at forme danskerne og til at operere som sociale entreprenører i det ellers så uhåndterbare civilsamfund.
I forhold til dette mål er medicinalindustrien og lægernes interesser, penge, sekundært.
Pædagogerne, diagnoseudviklerne og deres røde bagland, har over 40 år udviklet en kontekst, hvor det er almindeligt accepteret at kapital og marked er onde og grådige. Og hvor de offentligt ansatte og venstrefløjen altid er de "gode", der giver flokken det den vil ha.
Så - hvad ADHD angår - venter pædagogerne nu kun på, at befolkningen selv får øje på de forbindelseslinjer de og deres venner har lagt ud: mellem medicinalindustri, diagnose og marked.
De venter - tavst - på, at befolkningen lægger 2 og 2 sammen.
For det giver jo den bedste læring når eleven selv opdager og knytter forbindelseslinjerne.
Man er vel pædagog!
Og pædagoger er vel også en slags politikere?
Det er derfor pædagogerne er tavse om ADHD.
Hvis de engagerede sig aktivt i skyldfordelingen, ville de måske træde for meget frem.
Og så kunne nogen måske kunne få den tanke, at pædagogerne selv og deres politiske bagland havde interesser at forsvare.
Pædagogerne vil for enhver pris forhindre, at nogen får øje på forbindelseslinjerne mellem pædagogernes arbejde og socialismen som politisk mål.
Derfor er de tavse.
Men efter min mening er børnenes reaktion, tegn på at institutionslivet er usundt.
Siden 70 er antallet af børn med psykiatriske diagnoser jo steget markant. Især ADHD.
De offentligt ansatte forretningsudviklere (læger, forksere m.m.) begrunder dette med, at vi er "blevet bedre til at spotte dem".
Men realiteten er , at ingen har arbejdet mere indædt for at institutionalisere danske børn end netop pædagogerne og deres bagland på den politiske venstrefløj.
I dag er institutionalisering norm.
Men jeg mener det er en norm vi må gøre op med.
For de mekanismer, som er virksomme i det tætte samarbejde mellem forældre/børneflok og pædagoger, ligner til forveksling de mekanismer der er centrale for alle totalitære systemer.
Hvis man kigger på sociologien i 30ernes Tyskland ser vi for eksempel en social dynamik centreret om en fuldkommen, formende og styrende magt i civilsamfundet, opnået gennem social infiltration (Hitlerjugend, skolerne og partiet).
Denne magt var derudover kombineret med en legitimering fra det politiske establishment, af de redskaber (sociale, fysiske og strukturelle) som mobberne benyttede sig af.
Dengang gik det bl.a. ud over jøder, psykisk syge, kunstnere og politiske opponenter.
Men man ser det samme mønster i alle totalitære systemer: at det politiske infiltrerer civilsamfundet for at opnå magt via alliancen med pøbel.
Nogen forveksler den slags samarbejde med demokrati.
Men i virkligheden er der tale om en afart af demokratiet - efter min mening en perversion: det totalitære demokrati.
Samarbejdet mellem MOB og magt er - altid - en totalitær, facistoid dynamik.
I den danske version er pædagogernes fuldkomne magt over barnets hverdag, helt central.
Ingen i institutionen stiller spørgsmålstegn ved pædagogernes legitimitet eller gode intentioner.
Og på den måde finder enhver konflikt, hvad enten den nu handler om politik, seksualitet på tværs af ægteskaber, dårlig kemi eller religionskrig – sin syndebuk.
Det er pædagogerne der legitimerer og sanktionerer.
Evt. støttet af et par offentligt ansatte psykologer.
Pædagogerne kan stemple og legitimere stempler.
De kan definere hvad der er acceptabelt og hvad der ikke er.
Og de har den fysiske og strukturelle magt.
Pædagogerne er både lovgivere, dommere og udøvere.
Og udfra dette handler både pædagoger, system og flok, unisont.
Samlet. Som en enhed.
Eller som et knippe (italiensk: fasces.)
Spørgsmålet er efter min mening hvad vi vil som befolkning.
Vil vi videre ad denne vej?
Eller vil vi tage et opgør?
Jeg ved godt hvad jeg mener.
Mvh
Ane K
