A: "Efterlønsreform er uhyre brutal"

Kære socialdemokrater Jeres parti bliver ved med at nægte at tage ansvar og fortsætter de forudsigelige, populistiske udfald mod ethvert reformfor...

Kasper P. Kepp,

15/01/2011

Kære socialdemokrater

Jeres parti bliver ved med at nægte at tage ansvar og fortsætter de forudsigelige, populistiske udfald mod ethvert reformforslag til at løse Danmarks problemer. Men nu skærper I retorikken og kalder efterlønsreformen "uhyre brutal". Jeres adfærd er simpelt hen ikke længere acceptabel.

Statens underskud er på måske 80 milliarder. Det er tabt velstand og dermed velfærd. Det er det, I skal forholde jer til. Så gør det! Efterlønnen giver måske 15 milliarder. Jeres klynkerier er derfor helt ude af proportioner. Der skal FEM efterlønsreformer til at rette op på statens underskud og skabe fast grund under fødderne. Hvad har I tænkt jer at gøre ved det?

I nægter at tage del i løsninger og er dermed ikke bare kontraproduktive, men direkte uansvarlige og skadelige for Danmark som helhed. For hver gang, I bremser reformudviklingen, koster det endnu mere tabt velfærd til vores børn. I er i fuld gang med at skabe en tabt generation af danskere ved stædigt at nægte at se sandheden i øjnene.

Hermed tre gode råd, hvis I skulle få regeringsmagten:

Bliv voksne. Forhold jer til tallene og virkeligheden. Og begynd at føre ansvarlig politik.