Af Nikolaj Gammeltoft
Da jeg var 25, ville jeg være Danmarks William F. Buckley Jr.Buckley, der døde 82 år gammel i sidste måned, stod for mig som definitionen på et borgerligt menneske: Oplyst og intellektuel, samtidig med at han var anti-konform og unik. Hans form var cool, hans holdninger var (næsten altid) rigtige og hans karriere forekom mig uendelig attraktiv: Yalie, CIA agent, forfatter, tv-vært, grundlægger af tidsskriftet National Review og en af de mest indflydelsesrige personer i den moderne konservative bevægelse i USA.
På den ene side udstrålede William F. Buckley Jr., eller WFB som han ofte underskrev sig, hele den amerikanske protestantiske supermand-stil - de Ivy League uddannede mænd der byggede USA, CIA og bekæmpede kommunisterne rundt om i verden. Og på den anden side var han lige præcis det modsatte: Katolik, interesseret i 1960ernes modkultur og til sidst i livet kritisk over for de voksende offentlige udgifter og Irak-krigen under præsident George W. Bush.
Jeg stiftede først rigtigt bekendtskab med ham i 1999, da jeg arbejdede på den liberale amerikanske tænketank Cato Institute i Washington, DC. Her var de andre "right wing hippies" særligt begejstrede for historien om Bill Buckleys mediestunt til fordel for legalisering af marihuana. Efter sigende skulle Buckley være sejlet ud i sin båd for at ryge sig skæv udenfor USA's søgrænse. Ude i internationalt farvand kunne amerikansk politi ikke anholde provokatøren for at nyde det ulovlige stof.
Men Buckley var meget mere end opfindsomme anti-autoritære happenings. Han skrev bogen God and Man at Yale som 25-årig i 1951. Bogen var en kritik af det venstreorienterede fakultet på Yale, der underviste i keynesianisme i stedet for i frimarkedsøkonomi, mens det undergravede kristne værdier. Underviserne var ateistiske socialister, som WFB kaldte dem i forordet til sin bog.
Da jeg bladrede gennem bogen for et par et måneder slog det mig, at sådan en bog burde være blevet skrevet om Københavns Universitet og ikke mindst om mit eget studie, Statskundskab, som jeg oplevede det fra min immatrikulation i 1993 og studietiden ud.
Ikke fordi jeg kunne identificere mig med Buckleys katolske tro og hans kritik af Yales anti-religiøse værdier. Det var alligevel for langt væk fra min egen sekulære opdragelse som lægebarn i 1980erne og 1990erne i Danmark. Men Buckleys faglige kritik af Yale fakultetet var til en vis grad identisk med min egen frustration med Københavns Universitet.
I midten af 1990erne var hele Københavns Universitet på et absolut lavpunkt i forhold til den nogenlunde konstante kvalitetsmæssige nedtur, som universitetet havde oplevet siden 1968. Institut for Statskundskab var særligt hårdt ramt, fordi det var blevet grundlagt i starten af 1970erne og stadig var formet af den tid: Karaktergivning og eksamener var onder pålagt af Undervisningsministeriet, pensum drejede sig i alle fag fra sociologi til politologi lidt for meget om Karl Marx, og lærerstaben var en gang livstrætte cand.mag.'ere. Til sammenligning ville Buckleys Yale i slutningen af 1940erne sandsynligvis have fremstået som en bastion af akademisk seriøsitet og nøgtern søgen efter sandhed.
Nu er Buckley gået bort efter et fantastisk liv, hvor han bidrog til verden på så ufatteligt mange måder. Han bar den amerikanske oplysningstradition videre og forsvarede dens kerneværdier mod modstandere fra højre såvel som fra venstre. Han var en af den slags personer, hvor man som yngre ærgrer sig over, at man ikke var tilstede i den tid, hvor han agerede og udviklede sig i det offentlige rum. Til gengæld vil Buckleys arv vedvarende inspirere os til at stræbe efter den samme grad af indsigt og indflydelse, som han opnåede.
Og så til sidst endnu en klagesang over de danske mediers politiske snæversyn. Som næsten altid når store udenlandske intellektuelle på højrefløjen går bort, så er omtalen i de danske medier mildest talt sparsom. For Buckley begrænsede det sig til indlæg fra tre borgerlige debattører, Henrik Gade Jensen, David Gress og Jesper Beinov (sidstnævnte havde pakket dødsfaldet ind i en kommentar om et muligt comeback for præsident George W. Bush). Læg dertil den eneste journalistiske omtale af Buckleys bortgang i form af Marcus Rubins nekrolog i Politiken. At de mange USA-korrespondenter på Berlingske Tidende, Morgenavisen Jyllands-Posten og andre steder ikke fik fat i Buckleys død er underlødigt.
Det kan virke småligt sådan at måle spaltemillimeter for omtalen af døde mennesker, men de danske journalisters fravalg af dækning af borgerlige personligheder som William Buckley siger vel et eller andet om journalisternes smålighed (selv ved dødsfald kan de ikke ære deres politiske modstandere) og om deres nærsynethed (de har ikke overblikket til at kunne identificere betydningsfulde historiske personer, når disse ikke kommer pakket ind i journalisternes egne let identificerbare venstreorienterede holdninger).
Lad os for eksempel se om omtalen vil være lige så karrig, når to af Buckleys venstreorienterede hovedmodstandere i tidens løb, forfatteren Gore Vidal og debattøren Noam Chomsky en dag går bort (nyd i øvrigt Buckleys debat med Chomsky på tv-programmet Firing Line fra 1969 på YouTube).
Nikolaj Gammeltoft er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og studerende ved London School of Economics
