Af Andreas Junge
De smilende ansigter hænger over det hele. Under nogle få ansigter hænger et budskab - "Velfærd eller Skattelettelser" er et dem, men de fleste ansigter hænger bare på lygtepælene uden noget medfølgende budskab andet end det, som de påklistrede smil måtte indebære. "Vælg mig" er vel det eneste budskab, som det er nogenlunde sikkert, at sælgersmilene forsøger at overføre til de forbipasserende.Spørgsmålet er naturligvis om ambitionerne om at blive levebrødspolitiker kan give kandidaterne mod til mere end den appel. Det skuffende svar ser ud til at være nej. Vi er i en valgkamp, hvor kandidaternes grundlæggende valgløfter ligner hinanden så meget, at forskellene dybest set kan aflæses direkte på de intetsigende valgplakater - har den ene et skævere valgsmil end den anden, er det en han eller hun, er hun ung eller gammel, lider han af hårtab eller ej. Med andre ord; vi er i en verden hvor, den i øvrigt skaldede magtmatematiker Henrik Qvortrups lødige ugemagasin "Se & Hør" alene kunne stå for dækningen af valgkampen.
En ligegyldig TV-kendis, hvis vigtigste valgløfte er at indføre morgensang i folkeskolen, slås med (og vinder sikkert over) en Helle Sjelle, hvis højest prioriterede valgløfte ser ud til at være "lavere priser på sunde fødevarer" (vi er her inde i den betonkommunistiske forestilling om, at priser skal afgøres af politikere i stedet for af efterspørgsel og udbud). Valgkampen er således fuld af valgløfter, hvis betydning næppe ville kunne vride gennemsnitsdanskeren fri af den nationalpsykose, der udspiller sig foran TV-skærmene under "Vild med Dans", såfremt dette vigtige TV-program blev henlagt til valgaftenen.
Man kunne hævde, at betoningen af disse overfladiske forskelle i en valgkamp er et symptom på, at de fleste i befolkningen er enige om de grundlæggende værdier, men under idyllen lurer en enorm samfundsmæssig og personlig udfordring for danskerne. Denne udfordring bliver konsekvent proportionsforvrænget, benægtet og udeladt af politikerne, fordi den indebærer et grundlæggende opgør med de værdisæt og den livsindstilling, der er fremherskende i store dele af befolkningen.
Udfordringen består ganske enkelt i at sikre velfærdssamfundets overlevelse. Den vigtigste, og dybest set eneste, forhindring for velfærdssamfundets overlevelse er bevarelsen af velfærdsstaten. Forestillingen om, at det er staten og politikerne der "sikrer" eller "garanterer" velfærden, forestillingen om at man, som Helle Thorning udtrykker det, kan "vælge velfærd" ved et kryds på stemmesedlen i stedet for ved hårdt arbejde, forestillingen om at velfærd kommer fra skattebetalinger og ikke fra kreativitet, innovation og benhårdt arbejde i den private sektor, er så udbredt blandt danskerne, at vi risikerer - nej ikke "amerikanske tilstande" - men derimod "franske tilstande".
Danskernes selvopfattede afhængighed af den offentlige sektor og politikernes konstante, insisterende løgn om de offentlige systemers nødvendighed for velfærd har underlagt velfærdssamfundet et enormt pres. I en nær fremtid kan velfærdssamfundet gennemgå en dødskamp i stil med den man fx har kunnet se udspille sig i Frankrig over de seneste 10 år. I Frankrig er det højeste ønske for flertallet af unge under 25 år en dag at blive fastansat i staten. Film og medier fra det såkaldt "kunstneriske vækstlag" i Frankrig omhandler næsten uden undtagelse temaet "truslen mod den lille mand fra den globale kapitalisme". Det er en nation i frygt for fremtiden, en nation hvor initiativ, ønske om forandring og entrepreneurship er udskiftet med tryghedsnarkomani, bureaukrati, pampervælde og, vigtigst af alt, med en grotesk forestilling om, at staten kan løse det problem, som i al sin grusomme enkelthed består i eksistensen af en overudviklet almægtig velfærdsstat.
Der er kommet et nyt parti, der i hvert fald foreløbig tør stå ved, at de ønsker en skat på 40 pct. Det kræver mod i et samfund, hvor over halvdelen af vælgerne enten er offentligt ansatte eller modtager overførsler fra de offentlige kasser. Desværre forsvinder modet fra selv de braveste politikere, når spørgsmålet om finansieringen af skattelettelser rejses af de evige velfærdsdisciple - journalisterne.
Som regel bliver det til noget tåget snak om lettere reguleringer af efterløn og omlægning af afgifter. Men den afgørende debat, som er pinedød nødvendig, fordi den handler om grundlæggende spørgsmål for vores fremtidige velfærd, glimrer ved sit fravær. Det er den debat, der handler om, hvem der skal tage ansvaret for vores liv. Om det skal være (velfærds)staten eller os selv. Socialdemokraterne siger det lige ud: Det skal staten. Den skal nok "garantere" vores "velfærdsrettigheder". Venstre siger det samme, bare indirekte og mere hyklerisk.
Med den ene hånd nedsætter staten kommissioner, der skal komme med bud på, hvordan danskerne kan blive mere ansvarlige. Med den anden hånd beslaglægger den så stor en del af de produktive danskeres værdiskabelse, at den reelt fratager os muligheden for selv at udøve et ansvar. At tage ansvar for din situation forudsætter selvfølgelig, at du selv kan påvirke din situation, og din livssituation er selvfølgelig afhængig af, hvor meget du kan beholde af din værdiskabelse. Spørgsmålet om finansieringen er derfor lige så vigtigt som spørgsmålet om skattelettelserne per se.
De brave politikere behøver ikke at slå øjnene ned. De kan svare helt enkelt: "Ved at reducere den offentlige sektors indblanding i borgernes liv, sådan at det bliver borgeren selv, der bestemmer, hvad hendes penge skal bruges til."
Der står langt mere på spil i spørgsmålet om skattelettelser end blot de sædvanlige tekniske spørgsmål om elasticiteter i arbejdsudbudet og incitamentpåvirkninger. Det, der står på spil, er, om du vil overlade ansvaret for dit liv til staten eller til dig selv. Det er det spørgsmål, der rejser sig i mit hoved, når jeg går ind i stemmeboksen den 13. Hvad rejser sig i dit?
Andreas Junge er cand. oecon og partner i VBM Training Partner
