Af Nicolai Sennels
Som tidligere psykolog i Københavns Kommune har det altid været mig en gåde, at venstrefløjens og en række borgerlige integrationsministres udokumenterede påstand om integrationens langsomme, men sikre succes, lever så velgående. Denne vandrehistorie har desværre fået samme sandhedsværdi som ordsproget om, at tiden læger alle sår. For det gør tiden jo som bekendt ikke altid: Efter lange skænderier ender mange med at blive skilt, og efter et overbevisende antal trafikuheld bliver fatale vejkryds heldigvis nedlagt.I virkeligheden ...
Her kommer et udpluk fra virkeligheden: LO og Rockwoolfonden er enige om, at parallelle indvandrersamfund knopskyder i en lang række danske byer. Ifølge Københavns Politi steg andelen af indvandrere blandt ungdomskriminelle i hovedstaden med 20 procent i 2008. 2. generationsindvandrere er næsten dobbelt så kriminelle som generationen før. Nationalbanken regnede sig sidste år frem til, at ikke-vestlige indvandrere i gennemsnit koster den danske stat 2 mio. kroner alene grundet manglende deltagelse på arbejdsmarkedet. En Catinét-rundspørge viste i 2006, at kun 14 procent af de herboende muslimer føler sig som danskere og demokrater. Budgettet til socialt arbejde på det urohærgede Nørrebro runder 220 mio. kr. inden jul, og skatteborgerne er allerede blevet varskoet om større udgifter næste år. Og en nylig CEPOS-rapport dokumenterer, at muslimer, der er født og opvokset i Danmark, nærer nøjagtig ligeså stor modstand mod ytringsfrihed og demokrati som muslimske indvandrere, der er født og opvokset i muslimske lande. Hm.
Trods røde tal på alle bundlinjer fortsætter vandrehistorien. Bedraget er desværre godt hjulpet på vej af, at et kor bestående af kommunalpolitikere og en enkelt integrationsminister med deres evige sang, "Det går fremad - send flere penge!", forsøger at sikre deres egen eksistensberettigelse ved at sælge os kalorietomme håb om lysere tider.
Stærke psykologiske kræfter
Læser man udenlandske aviser, vil man opdage, at disse problemer ikke kun findes i lille Danmark. Kloge og medfølende mennesker i hele Europa med milliarder af euro til deres projekter har ikke kunnet rette op på problemet. Tværtimod. Men hvorfor?
Som tidligere psykolog for muslimer i København vil jeg her give mit faglige bud på den mislykkede integration. Det har nemlig været min klare oplevelse gennem psykologiske samtaler med omkring 150 unge indvandrere med muslimsk baggrund, at deres væsentligt anderledes kultur er helt central for deres identitet og tilhørsforhold. Skal muslimer integrere sig, er de derfor nødt til at lade sig kulturelt konvertere ved at give afkald på værdier, som er afgørende for deres selvforståelse. Rent psykologisk er dette en ekstremt krævende proces, og som i alle andre tilfælde hvor mennesker skal ændre sig selv, er det en forudsætning, at man er særdeles motiveret. Det er der tilsyneladende meget få muslimer, der er. Af samme grund virker omgivelsernes pres på integration som en upassende form for kulturel missionering, hvilket blot skaber endnu mere modstand mod integration og vestlige værdier blandt herboende muslimer.
Mine professionelle erfaringer siger mig, at mange ganske enkelt undervurderer betydningen af disse psykologiske og kulturelle kræfter. I stedet forklares problemet med det fantasifulde stigmatiseringsargument om, at problemerne forsvinder, hvis bare vi lader være med at tale om dem: "Tryk avler modtryk", er lommepsykologernes udokumenterede forklaring på hele miseren. Argumentet udstiller en katastrofal mangel på menneskekundskab, for selvfølgelig har opdragelse, kultur og religion langt større indflydelse på vi menneskers adfærd, end hvad fremmede folk mener om os. Den kulturelle kløft, som i øvrigt er hverken vesterlændinges eller muslimers skyld, eksisterer, uanset om vi læser om den i aviserne eller ej.
Jeg vil her indskyde en kort kommentar til de mange, som nu kaster deres håb på de muslimske piger, fordi de har vist sig at være væsentligt mere interesserede i at uddanne sig end deres brødre og fædre. Er det ikke lidt optimistisk at tro, at dette er tilstrækkelig modgift mod de stærke psykologiske og kulturelle kræfter, som ligger bag den stigende indvandrerkriminalitet, de stadigt mere selvstændige muslimske parallelsamfund og den øgede trussel fra muslimske fundamentalister? Ikke mindst når man tænker på, hvilken plads kvinden har i den muslimske kultur og religion? Og hvem siger, at uddannelse er lig med integration? Der er stadigvæk katastrofal mangel på danske undersøgelser på området, men en undersøgelse fra det tyske indenrigsministerium peger på, at ekstremistiske følelser netop trives bedst blandt landets mest veluddannede muslimer. Desuden viser en større undersøgelse blandt muslimske universitetsstuderende i England, at 32% anser drab i islams navn som helt i orden, og at hver tredje ønsker sharia-lovene indført i hele verden. Så meget for uddannelsen som halmstrået, der skal redde os fra civilisationernes sammenstød.
Demografisk hasard
Hvad nu hvis det viser sig, at integrationsoptimisterne tager fejl (hvilket ovennævnte liste af undersøgelser tyder på)? Hvad nu hvis det har vist sig, at de med fine ord og unødvendigt komplicerede forklaringer har solgt os en drøm, som ikke har hold i virkeligheden? Så vil vi stå med et Danmark og et Europa, bestående af to kulturer med vidt forskellige værdier på afgørende områder. Og man behøver ikke skue langt tilbage i historien (København i uge 7, 2008, og jævnlige muslimske oprør i bl.a. Frankrig, England og Holland er friske eksempler) for at se, hvilken etnisk krudttønde, dette meget vel kan blive. Hvorvidt man i så tilfælde kan trække de politikere i retten, som trods alle fakta og bekymrede formaninger fra store dele af befolkningen har spillet demografisk hasard med vores samfund, vil vise sig.
Tiden læger ikke alle sår, og tingene ender ikke nødvendigvis lykkeligere af, at man går grueligt meget igennem. Nogle gange går det bare rigtig galt: Nogle mennesker skulle aldrig have giftet sig, og nogle vejkryds burde aldrig være blevet bygget. På samme måde er der kulturer, som har det bedst af at leve hver for sig. Vandrehistorien om, at integrationen går støt og roligt fremad, kan vise sig at være Vestens farligste af slagsen, og derfor er det på tide, at vi gør op med den. Integrationsoptimisterne har ikke belæg for deres påstande, men ved at fremføre dem gør de sig skyldige (på grænsen til det kriminelle) i en sprængfarlig udvikling, hvor den eneste fredelige løsning kan blive, at vi betaler dårligt integrerede indvandrere for at udvandre.
Kilder til oplysninger i kronikken:
Politiken, d. 31. august 2008, "Unge nydanskere fylder op i Dommervagten".
Nyhedsavisen, d. 19. januar 2008, "Unge efterkommere er de mest kriminelle".
Weekendavisen, 26. september 2008, "Nationalbanken om indvandring: Sats på superindvandring".
Demokratiske Muslimer, 2006, "Nyhedsbrev 3".
Jyllands-Posten, d. 5. marts 2009, "Skyderier trods massiv indsats".
Jyllands-Posten, d. 11. februar 2009, "Muslimer vil forbyde religionsangreb".
Ugebrevet A4, d. 15. august 2005, "Danske ghettoer knopskyder".
Rockwool Fonden, juni 2006, "Danskerne bor stadig socialt blandet".
Nicolai Sennels er psykolog og forfatter til bogen "Blandt kriminelle muslimer. En psykologs erfaringer fra København"
