Vesselbo: DF-retorik smitter af på regeringen

Dansk Folkepartis udtalelser om udlændinge og andre politiske emner skal modsiges af regeringspartierne - ellers ender man med at må give efter på ...

Slettet Bruger,

09/11/2009

Dansk Folkepartis udtalelser om udlændinge og andre politiske emner skal modsiges af regeringspartierne - ellers ender man med at må give efter på et tidspunkt, eller ligefrem foreslå deres politik selv. Det siger Venstres folketingsmedlem, Eyvind Vesselbo, i dag i et interview med Ugebrevet A4.

Som eksempel på DF-inspirerede forslag nævner Eyvind Vesselbo de Konservatives forslag om et burkaforbud.

"Jeg er ganske overbevist om, at det forslag ikke alene kom, fordi de konservative syntes, at det var en god idé. Det kom også, fordi DF på et tidligere tidspunkt havde nævnt noget lignende. Og derfor tog de Konservative det op som en del af et politisk spil. På den måde rykker DF grænser - også i mit eget parti. Men jeg mener ikke, at det er vores opgave at konkurrere på skarp retorik. Vi skal føre vores egen politik, som i substansen handler mere om frisind og kreativitet end om evige stramninger og forbud. Og så må vi se, hvad vi kan mødes med DF om," siger Eyvind Vesselbo til A4.

Andre eksempler på DF's ifølge Vesselbo hårde retorik fra den seneste tid er forslagene om pædofili-løbesedler, lokale folkeafstemninger om moskébyggerier og kravet om genindførelse af grænsekontrollen efter det seneste afværgede komplot mod medarbejdere fra Jyllands-Posten. Alle tre forslag er dog blevet pure afvist af samtlige andre partier. Ifølge Eyvind Vesselbo med god grund, da udspillene er udtryk for politik, der ikke griber fat ved ondets rod.

"Det er eksempler på politik, der på den ene side går længere ud, end hvad der er vedtaget i forvejen. Og på den anden side ikke vil pege på løsninger, fordi de både er på kant med vores grundlov og internationale forpligtelser. De forslag er mere med til at udskille dele af befolkningen, end de bidrager til at løse problemer," siger Vesselbo og fortsætter:

"Uden at jeg skal sige, hvad DF står for, så har jeg ikke indtrykket af, at de på samme måde som jeg mener, at vejen til at klare udlændingeområdet går gennem en bedre integration."

Klik her for at læse mere på ugebreveta4.dk

[email protected]

Kilde: