Af Kasper Elbjørn
Den 11. september 2001 ændrede verden sig for altid. Siden Murens fald, fløjlsrevolutionerne i Østeuropa og Tysklands genforening havde Europa lullet sig i søvn i et mix af forfængelighed og en naiv tro på, at historien var slut. Alt var godt. Det var sket før. I tiden op til Anden Verdenskrig tog Europas ledere heller ikke nye trusselstegn alvorligt. På nær én mand. Denne mand var Winston Churchill. Og den 19. september 1946 holdt den nu forhenværende britiske premierminister sin berømte Zürich-tale.Talen tog udgangspunkt i den Verdenskrig, som han havde forudset, og siden hen vundet, og det var under denne tale, han første gang fremførte ideen om en form for "United States of Europe". Talen på Zürichs Universitet begyndte med en advarsel, men repræsenterede i sin helhed et tilbud om håb, fred og frihed.
Vesteuropa tog Winston Churchills tilbud til sig og skabte med tiden det, vi i dag kender som den Europæiske Union. Imens planøkonomi og statsterror udviklede sig til et helvede for østeuropæerne, blev Vesteuropas nationer frie og velfungerende demokratiske nationer bygget på markedsøkonomi. Det Indre Marked udviklede en sammenhængskraft, som Europa aldrig før havde kendt magen til. Udfordringen i dag er, at holde Europa på sporet og ikke bukke under for de udfordringer, verden har mødt siden terrorangrebet i 2001, men tværtimod bygge videre på den samhørighed, der opstod efter den tragiske dag i september.
Udover Fulton-talen, hvor Winston Churchill første gang definerede Jerntæppet mellem Øst- og Vesteuropa, og fortalte, at Sovjetunionen ikke længere var den frie verdens allierede, men derimod vores dødsfjende, er talen på Zürichs Universitet hans mest berømte og berygtede.
Churchill begyndte talen med en advarsel om, at han i dag ville tale om Europas tragedie. Derpå fremhævede han Europas gunstige vækstvilkår, traditioner og kulturhistorie. "Dette noble kontinent, der uden tvivl omfatter de mest retfærdige og mest kultiverede regioner på Jorden, som nyder et tempereret og roligt klima, er hjem for de største beslægtede racer i den vestlige verden. Det er kilden til den kristne tro og den kristne etik. Herfra stammer næste al kultur, kunst, filosofi og videnskab både fra gammel og moderne tid," sagde han. Men så kom opsangen til de unge universitetsstuderende, der lyttede med.
Churchill slog med forundring ned på de mange gange, hvor hovmod og meningsløs nationalisme havde gjort en ende på freden og friheden og forhindret menneskeheden i at lægge planer for fremtiden. Han opfordrede Europa til en gang for alle at lægge fortiden bag sig og se fremad. Kun herved kunne Europa blive reddet. Målet var at samle hele den europæiske familie af stater under en form for Europas forenede stater, og hvis alle ikke ville være med, måtte andre gå videre. Frankrig og Tyskland skulle gå forrest. Storbritannien og USA - og hvis også Sovjetunionen ville være med, ville alt blive godt - skulle støtte projektet, så meget som muligt.
Da Jerntæppet mellem Øst- og Vesteuropa hævede sig efter Murens fald i 1989, kan man sige, at Churchills vision om at samle alle Europas nationer i én Union så ud til at kunne blive til virkelighed. Desværre gik det ikke sådan. I 2001 - mere end 10 år efter fløjlsrevolutionerne og Sovjetunionens opløsning - havde Unionen stadig ikke åbnet sine døre for de mange europæere, der siden 1946 havde drømt om at blive en del af Churchills europæiske familie af frie, demokratiske stater. Og ikke nok med det. I mellemtiden havde en ulækker krig udspillet lige udenfor Unionens tykke mure. Først da USA greb ind blev krigen på Balkan stoppet.
Det var dette Europa, der vågnede op af tornerosesøvnen, da USA blev angrebet af terrorister i både New York og Washington DC om eftermiddagen den 11. september 2001.
For en gangs skyld mandede Europas stats- og regeringschefer sig op, og erklærede, at Europa stod side om side med USA i kampen mod terroristerne og de stater, der støtter terrorisme. De brød sig ikke om USA's absolutte erklæring om, at man enten var med USA eller imod USA, men det gjorde mange af de arabiske stater, der hidtil direkte eller indirekte havde støttet terrorister, heller ikke, og de stoppede derfor med det samme deres støtte til alverdens terroristorganisationer. Den barske erklæring virkede, og derfor accepterede Europa den kontante udmelding.
En anden konsekvens af angrebet var, at udvidelsen af EU endelig kom op i omdrejninger. Det krævede et veltilrettelagt EU-formandskab og en dedikeret dansk statsminister, og så var Europas familie så godt som samlet indenfor for Unionen. Andet skulle der ikke til. Men da kampen mod terrorisme også blev en kamp mod totalitære stater, der truede den frie verden, sagde mange af de gamle EU-medlemmer fra. Det var de i deres gode ret til, men resultatet var, at Europa splittedes på et tidspunkt, hvor ikke bare Europa, men hele den frie verden havde brug for at stå samlet om de fælles værdier, vi har bygget vores samfund på.
Der var optræk til samme splittelse, da det nye autokratiske Rusland angreb Georgien i sidste måned, i hvad der blev en kort seksdages krig, men en de facto besættelse af store dele af den lille demokratiske nation. På den ene side stod lande som Tyskland og Italien, der ikke ønskede konfrontation med Rusland - og på den anden side lande som Polen og Litauen, der alt for godt ved, at en underskrift på et papir ikke hjælper meget, når først russerne folder sig ud.
Lang tid inden angrebet havde Rusland iværksat en systematisk indsats for at fordrive georgiere fra Syd-Ossetien, ligesom russerne var begyndt at rykke ind gennem tunnelen mellem Nord- og Syd-Ossetien, da georgierne rykkede ind i Syd-Ossetien sydfra. Georgiens præsident Mikheil Saakashvili gjorde, hvad enhver anden leder ville have gjort: Han beskyttede landets grænser og borgere, ligesom NATO havde sagt, han skulle, hvis organisationen skulle begynde optagelsesforhandlinger med landet. EU så måbende til, og den franske præsident, der er EU-formand i dette halvår, forhandlede en fredsaftale igennem, som Rusland så stort på - og det kan man egentlig godt forstå. Med Churchills ord var holdningen til Rusland, at man var enige om ikke at have besluttet noget, sikker på at være i tvivl, holdt fast i at lade tingene glide, ubøjelig på at være medgørlige.
Man kan vist roligt sige, at EU's generalsekretær Javier Solani havde ret, da han forleden sagde, at EU's udenrigspolitik ikke bygger på "blåøjet idealisme". Nej, EU render simpelthen rundt med bind for øjnene.
Det mest foruroligende var dog ikke, at EU's såkaldte diplomatiske indsats led nederlag, ligesom den gjorde i forhold til Irans ambitioner om at fremstille atomvåben, men en begivenhed der nærmest ingen dækning fik i de europæiske medier. Midt under krigen i Georgien tog Syriens Præsident Bashir Assad til Moskva. Efter topmødet bekræftede Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov, at Rusland vil levere våben til Syrien, men ikke af en type, der vil forstyrre magtbalancen i regionen.
Syrien repræsenterer af alle lande i Mellemøsten den største fiasko i den mere ideologiske del af kampen mod totalitære stater. Landets økonomi ligger nærmest i ruiner og i stedet for at presse Præsident Assad til at indføre demokrati, menneskerettigheder og markedsreformer ved at tilbyde landet økonomisk hjælp, har Syrien fået lov til fortsat at støtte terrorvirksomhed i hele området. Syrien var således sammen med Iran medvirkende til, at den irakiske borgerkrig udviklede sig efter befrielsen af Irak i 2003. Besøget i Moskva illustrerede, at EU's diplomatiske indsats og NATO's afvisning af optagelsesforhandlinger med nabolande som Georgien og Ukraine, bidrog til denne uskønne samhørighed mellem det autokratiske Rusland, diktaturet i Syrien og det teokratiske styre i Iran. Man må desværre konstatere, at der efterhånden er nok stof til en ny Fulton-tale, hvis denne Bamudatrekant for alvor låser sig fast.
Udfordringen i dag er med alle midler at fortælle russerne, at den frie verden ikke finder sig i en magtdemonstration, som den vi så i Georgien i sommer. Vi må vise, at vi har lært af vores fejl, og at de mange ofre den 11. september 2001 ikke døde forgæves. Hvis EU's stats- og regeringsledere ikke tør eller vil følge Churchills vision for Europa, der i dag er ligeså relevant som efter Anden Verdenskrig, så er der her en oplagt opgave for de folkevalgte i Europa-Parlamentet at slå til lyd for. Som Churchill sagde, må Frankrig og Tyskland gå forrest, ligesom Storbritannien og USA burde støtte projektet, og hvis også Rusland vil være med, vil alt blive godt.
Kasper Elbjørn er cand. scient. pol.
