Ventetiden for voldssager vokser

Slettet Bruger,

26/09/2007

Siden 1997 har de danske byretter arbejdet under et politisk krav om, at sager med grov skulle for retten i løbet af 37 dage. I 2005 var man tættest på målet, men nu går det igen ned ad bakke. Ifølge Domstolsstyrelsen nåede man kun målet i 47,8 procent af alle grove voldssager i første halvår af 2007. Det skriver 24Timer.

"Det nytter ikke at skælde hunden ud tre uger efter, at den har tisset. Både tiltalte og offer har det bedst med en hurtig afgørelse, så de ikke skal spekulere over, om de kan huske det hele. Samtidig krænker det retsfølelsen, at tiltalte går rundt og venter på straf," udtaler bistandsadvokat Helle Hald.

Retsreformen, der fra årsskiftet reducerede antallet af byretter fra 82 til 24, får skylden for den øgede ventetid.

"Det er prisen vi betaler for et bedre retssystem," siger Adam Wolf, der er direktør i Domstolsstyrelsen.

Han tilføjer, at selv når de nye retter kommer til at fungere optimalt, bliver det svært at nå målet om 37 dage for alle sager. Nogle forsinkelser skyldes at tiltalte skal mentalundersøges og nogle, at advokaterne ikke har plads i deres kalender.

Peter Skaarup er ikke tilfreds
Formanden for Folketingets retsudvalg, Dansk Folkepartis Peter Skaarup er ikke glad for at se de nye tal og tvivler på domstolenes muligheder for at oppe sig.

"Vi har i årevis krævet, at domstolene skal blive bedre på det her område. Men der er ikke sket forbedringer, så jeg ved ikke, hvad jeg skal regne med, når domstolene er kommet på plads," siger Peter Skaarup.

Holbæk er den absolutte bundskraber blandt landets byretter med kun lidt over femte sag klaret inden for lovens tidsramme.

I den anden ende finder man Bornholm. Her har der ikke været sammenlægning af retten, og man har været i stand til at få samtlige 10 sager for retten inden for 37 dage.

[email protected]



Kilde: