Venstre vil have styr på kommunernes økonomi

Slettet Bruger,

29/12/2007

Efterårets budgetforløb i landets kommuner, hvor overskridelserne var væsentligt højere, end det regeringen og Kommunernes Landsforening i fællesskab havde aftalt, skal ikke gentage sig. Derfor foreslår Venstres kommunalordfører Erling Bonnesen nu at ændre systemet. Det skriver Fyens Stiftstidende.

"Aftalesystemet skal kort og godt moderniseres, så man ikke det ene år efter det andet laver aftaler, som ikke holder alligevel," siger Bonnesen til Fyens Stiftstidende.

Bonnesen vil have indført en rammestyring, hvor kommunerne på samme måde som for eksempel en daginstitution får hver deres pose penge. Hvis de bruger for meget, er der mindre året efter, men hvis de bruger mindre, kan de tage pengene med.

"Det har udviklet sig til, at der er en række - typisk socialdemokratiske kommuner - som ikke vil hjælpe med at få det til at hænge sammen. Det her er et forsøg på at få styr på de slemme drenge i klassen," siger Erling Bonnesen.

S åbne for nye modeller
I KL er formand Erik Fabrin ikke begejstret for sin partifælles ide.

"Det bygger på den opfattelse, at en aftale, der styrer hele den kommunale økonomi, er noget, der tåler sammenligning med en pose penge til en daginstitution," siger Fabrin og fortsætter:

"Vores overskridelse svarer til, at en families julebudget på 100 kroner bliver overskredet med 30 øre. Jeg bagatelliserer ikke, at vi ikke har overholdt aftalen, men man skal have proportionerne på plads."

Til gengæld vil den socialdemokratiske kommunalordfører i Folketinget, Rasmus Prehn, godt være med til at kigge på, hvordan man kan få bedre styr på kommunernes økonomi.

"Vi har været glade for aftalesystemet, men vi er åbne for nye modeller, og det at man styrer med rammer tiltaler mig personligt. Vi skal selvfølgelig undgå, at man fra centralt hold skal sidde og afregne med hver kommune," siger Prehn til Fyens Stiftstidende.

[email protected]



Kilde: