Venstre gav frihedspris til social bedrager

I november 2005 blev dansk-irakeren Samia Aziz Mohammad hyldet på Venstres landsmøde, da hun modtog partiets frihedspris

Slettet Bruger,

06/08/2009

I november 2005 blev dansk-irakeren Samia Aziz Mohammad hyldet på Venstres landsmøde, da hun modtog partiets frihedspris. Nu er hun afsløret som social bedrager.

Ifølge Ekstra Bladet skjuler Samia Aziz Mohammad, der har folkeregisteradresse i Næstved, sine betydelige irakiske indtægter for de danske myndigheder.

Den 62-årige flygtning fik prisen for sit arbejde i det irakiske parlament, men i dag skriver Ekstra Bladet, at Samia Aziz Mohammad, der har dansk statsborgerskab, begår skattesnyd og socialt bedrageri i Danmark, mens hun får en tårnhøj løn nede i Irak.

Som medlem af det irakiske parlament i Bagdad tjener hun ifølge internationale kilder cirka 46.000 skattefrie kroner om måneden plus et væld af frynsegoder og livslang pension. Herudover får hun knap 900.000 kroner om året til bodyguards, skriver Ekstra Bladet.

Men Samia Aziz, der har folkeregisteradresse i Næstved, skjuler sine betydelige irakiske indtægter for de danske myndigheder. Hun har derfor uberettiget modtaget førtidspension og samtidig undladt at betale skat af sin indtægt i Irak.

Formand i Region Syddanmark Carl Holst(V), der var hovedmanden bag valget af Samia Aziz Mohammed som vinder af frihedsprisen, erkender i dag, at hun aldrig skulle have haft den.

"Hun fik prisen for at have modet til at rejse tilbage til Irak og genopbygge landet. Men det er klart, at havde jeg kendt til de oplysninger, du giver mig i dag, så havde hun aldrig fået prisen. Det er 100 procent sikkert," siger han til Ekstra Bladet og fortsætter: "Det er jo dybt beskæmmende og dybt ærgerligt."

Samia Aziz Mohammad erkender over for Ekstra Bladet , at hun modtager førtidspension i Danmark. Men hun benægter, at hun får én krone i løn fra det irakiske parlament.

"Alle mine penge fra parlamentet bruger jeg på bodyguards. Derudover betaler parlamentet min repræsentation, min bil og lejlighed i Bagdad," siger hun til Ekstra Bladet.

Næstved Kommune vil nu undersøge sagen nærmere, fortæller borgerservicechef Carsten Egevang Nielsen.

"Vi kommenterer ikke enkeltsager i pressen. Men vi vil undersøge Ekstra Bladets oplysninger grundigt i vores kontrolgruppe. Hvis de er korrekte, vil vi bede politiet om at efterforske sagen," siger han til Ekstra Bladet.

[email protected]

Kilde: