Venstre: Dog grænser for offentlig forbrugsfest

Slettet Bruger,

14/11/2007

Valgkampen er slut, og Venstre strammer nu tøjlerne på den offentlige forbrugsfest. Regeringen har allerede lagt op til en vækst i det offentlige, der har fået økonomer til at advare om overophedning, men der må dog være grænser for spenderlysten, siger finansminister Thor Pedersen (V). Det skriver Børsen i dag.

"Efter et valg må man se virkeligheden i øjnene omkring alle de ting, man gerne vil bruge penge på. Virkeligheden indtræffer hurtigt, når vi skal lave en finanslov. Det er nok urealistisk at bruge mindre end det, vi har lagt frem. Hvis du spørger om, hvad der er seriøst og ansvarligt, så er det den ramme, som vi har lagt frem, der er den ansvarlige," siger Thor Pedersen til Børsen.

K siger stop
Den nyfundne økonomiske ansvarlighed kan gøre det svært at opfylde Dansk Folkepartis ønsker om at bruge 600 mio. kr. på at øge ældrechecken og 400 mio. kr. på løntilskud til plejepersonale i kommunerne. Også Ny Alliance har været på banen med krav om en højere ulandsbistand.

Den mere moderate kurs møder opbakning fra den konservative skatteordfører, Lars Barfoed.

"Jeg har meget svært ved at se en mere ekspansiv finanspolitik end den, der allerede ligger i finanslovsforslaget. Kommer der nye forslag ind, må vi skære andre steder," siger Lars Barfoed.

Kammer over
Hos Socialdemokraterne hæfter Henrik Sass Larsen sig ved den forestående skattelettelse, som han mener er mere ekspansiv end de øgede offentlige udgifter, som hans eget parti vil bruge pengene på.

"Det, regeringen har gang i, er utroligt farligt. Man risikerer at overophed arbejdsmarkedet mere, end det er i forvejen. Vi vil styre privatforbruget, så det ikke kammer over," siger den politiske ordfører til Børsen.

[email protected]

Kilde: