Af Henrik Bang-Møller
I et demokratisk samfund som det danske er der naturligvis grænser for, i hvor høj grad man kan 'tvinge' mennesker til at være en del af et bestemt fællesskab. I Sovjetunionen var der frit slag. Alligevel kunne heller ikke velfærdsideologien nære sig. I løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede opbyggede den en simpelthen enorm stat, som skulle styre, regulere og fra navnlig 70'erne også helst holdningsbearbejde og gennempolitisere de som udgangspunkt ellers frie og ansvarlige borgere. Alt er politik, sagde man i 70'erne.Det beviser, at heller ikke velfærdsideologien har meget fidus til det enkelte menneske, men næsten altid som udgangspunkt anser det for ikke bare potentielt, men faktisk svagt - uanset konkret livssituation; et offer for ondsindede kapitalister og det borgerlige samfunds subtile undertrykkelsesmekanismer. I sin iver for at være 'hjælpsom' over for alle og enhver, trængte velfærdsideologien sig længere og længere ind på det enkelte menneskes frihed og ansvar.
I velfærdsbureaukratiet kan man til sidst kun tænke i fastlagte skemaer, regler, systemer og blanketter, men ikke i konkret, individuel situationsorienterethed. Det var også årsagen til, at velfærdsstatens håndlangere med støtte i marxistisk frigørelsesromantik for en sikkerheds skyld gjorde os alle uden forskel til klienter og ofre og derved sikrede velfærdsideologien en altid stor opbakning i vælgerbefolkningen. Uanset hvilken slags socialdemokratisk regering, der er ved magten.
I Sovjetunionen blev det enkelte menneske tvunget ind i det sociale fællesskab. I Danmark blev vi først lokket og dernæst gjort afhængige af det i en art klient-patronforhold. Derfor også det store antal mennesker på en eller anden form for overførselsindkomst - selv i en tid med alarmerende mangel på arbejdskraft!
Og det er tilmed bekvemt for begge parter. For den såkaldt 'svage' (klienten) fjerner det enhver motivation til selv at gøre noget ved sin egen situation og derved vinde stolthed og selvrespekt. Man modnes af modgang, men ikke i den danske velfærdsstat. Her hjælpes man til at forblive svag, selvom hensigterne er så gode. Mens 'den stærke' (også klient!) kan nøjes med anonymiseret over skattebilletten at betale andre for at tage sig af sine svage familiemedlemmer, så han kan bruge sin egen styrke på - ja: sig selv. Næstekærlighed på afbetaling.
Vi vil kun have det frie valg til at vælge os selv. Det blev frigørelsens resultat. Alle andre forpligtende valg, udløst af en stærk ansvarsfølelse eller dårlig samvittighed, der sætter grænser for selvrealiseringen, vil vi helst ikke have med at gøre. Dét er alene statens 'frie' valg.
Statens af de frie borgere bekvemt legitimerede intimidering går så vidt, at den endog forventes at forvalte vores moralske skrupler, så vi kan give forvalterne (politikerne) skylden for svigt i forhold til de gamle, børnene, de handicappede, narkomanerne, m.fl. - selvom de bor lige ved siden af os. Indignationen får ingen personlige konsekvenser. Kun politiske!
Og hævder nogen alligevel den frie, demokratiske mulighed for at vælge anderledes og træffe et personligt valg om selv at træde i karakter uden anden tilskyndelse end sin egen empati og medfølelse med 'de svage', så råbes der ikke sjældent minimalstatsliberalist efter én. Så er man per definition moralsk forkastelig, umenneskelig og på nippet til at være regelret ondskabsfuld.
Vi trænger bl.a. af denne grund til omsider at få taget opgøret med dén fantastiske forestilling, at den socialdemokratiske velfærdsstat og dens kultur er alle andre måder at indrette et samfund på moralsk og menneskeligt overlegen.
Vel er den ej! Den er blevet sin egen kompromitterende karikatur.
Henrik Bang-Møller er sognepræst og cand. theol.
