Af Torben Mark Pedersen
Forløbet af folketingsvalget var ganske lærerigt og resultatet ganske tilfredsstillende. Omstændighederne taget i betragtning.Man kan som bekendt trække et uendeligt antal rette linier gennem et enkelt punkt, og skal af samme grund være varsom med at drage lærer af et enkelt folketingvalg. Alligevel var valget lærerigt.
Selv om Liberalisterne fokuserer meget på at blive opstillingsberettiget, så er det godt at have in mente, at selve opstillingen absolut ikke en garanti for valg. Tre partier endte tæt på spærregrænsen. Der er selvfølgelig den afgørende forskel, at to af de tre partier knap er til at skelne fra Kristendemokraterne, Radikale, S, SF, og Venstre på de fleste punkter (kun afviger NA fra alle de nævnte mht. skattepolitikken), hvorimod Liberalisterne ingen konkurrence har om sin politik (til dels bortset fra skattepolitikken).
"Nok er nok" var Gitte Seebergs begrundelse for stiftelsen af Ny Alliance, men det var tydeligvis ikke nok at have kendisser i spidsen, hvis de ikke har andet at byde på end at være vild med dans eller vild med sig selv som den politiske amatør Lars Kolind, der uden blusel udråber sig selv til at være en bedre statsminister end Anders Fogh Rasmussen.
Det er tydeligvis heller ikke nok at være kendt og voldsomt eksponeret i god tid inden et valg, hvis man ikke kan kommunikere en sammenhængende politik. Det kræver både en partileder med kommunikative evner og en sammenhængende politik. Ny Alliance manglede begge dele. Med et politisk program der nærmest var en tro kopi af SF's, kombineret med et ufinansieret forslag til skattelettelser der ville kunne få selv garvede SF'ere til at rødme, var det svært at se, at NA hørte hjemme i blå blok, og kravet om en dronningerunde var uforståeligt, hvis det ikke var hensigten at pege på rød stue uden at tage ansvaret for at vælte en borgerlig regering.
Det er heller ikke nok at være en fremragende kommunikator. Helle Thorning-Schmidt gjorde det fantastisk godt, men det er svært at kommunikere et sammenhængende projekt, når man midt under valgkampen skifter side i skattepolitikken, indvandringspolitikken og skolepolitikken.
Samlet førte valget ikke til forskydninger mellem blokkene, hvis man ellers kan regne NA med til blå blok. DF blev styrket, og K tabte ikke. Venstre blev derimod igen valgets store taber og indkasserede sit fjerde valgnederlag i træk (2005, kommunalvalg, EU-parlamentsvalg og 2007). Det er ikke nok at stå for stabilitet, hvis ens vælgere ønsker forandring.
Det synes derimod at være nok for at holde valgresultatet at have ro på de indre linier og stå fast på sin politik og kommunikere den klart og tydelig gennem hele valgkampen som de Konservative.
Det var derimod ikke nok at give økonomisk støtte til skatteborgervenlige politikere, hvis de stiller op for partier, hvor de alligevel ikke har nogen indflydelse. Enhver liberalist har måttet spørge sig selv, hvad det skulle gavne at stemme på en liberalist, hvis vedkommende stiller op for Venstre? Der var nok, der svarede "intet" til det spørgsmål til, at en af de få liberale kandidater, Kasper Krüger, ikke blev valgt for Venstre. Og det viste også, at det ikke er nok med økonomisk støtte og annoncekampagner i dagbladene til, at borgerlige vælgere stemmer på et skatteborgervenligt parti, hvis ikke hele pakken er i orden. Og for mig personligt var pakken slet og ret uspiselig.
Jeg hører ellers til dem, der mener, at lavere skatter er nøglen i en liberal strategi (inklusive nøglen til at vinde kulturkampen), og jeg kunne såmænd have slugt mange kameler for en troværdig skattesænkningspolitik. Når NA ikke fik min stemme, så var det fordi, jeg på ingen måde følte mig overbevist om, at NA ville forsøge at få skattepolitikken igennem med VKO, eller om de ikke ville foretrække at få de øvrige 95 pct. af deres politik igennem sammen med S, R og SF.
Når NA's erklærede hovedmål er at sætte DF uden for indflydelse, så giver det ingen mening at pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister. NA's politik strittede i alle retninger og mest af alt mod rød stue. Ikke så underligt, at mange borgerlige vælgere alligevel ikke ville give dem deres stemme.
Og her er vi henne ved valgresultatet, som jeg faktisk er ganske godt tilfreds med - omstændighederne taget i betragtning. Det er ganske vist intet mindre end deprimerende, at vi ikke har borgerlige politikere af betydning, der tør tale vores - de liberale/borgerlige vælgeres - sag, og det er ikke mindre deprimerende, at den reformuvillighed, der har præget VKO i de seneste 6 år, ser ud til at skulle fortsætte. Når det er sagt, så er jeg alligevel ganske godt tilfreds med, at NA ikke blev tungen på vægtskålen, af alle de ovennævnte grunde.
Man kan være sikker på, at blot en uge efter valget vil Anders Fogh Rasmussen have blikket rettet mod at vinde næste valg, og hvis hans analyse siger ham, at det vil være klogt i højere grad at føre politik hen over midten, så skal der alligevel findes fælles fodslag mellem NA og DF. Det bliver den store udfordring, og på indvandrings- og skattepolitikken vil NA alligevel ikke kunne blive enige med rød stue, så derfor mener jeg ikke, at der er noget tabt ved, at NA ikke fik den afgørende indflydelse set fra en borgerlig synsvinkel.
Efter valget har både NA og Konservative gentaget kravet om skattelettelser, og selv fra Venstre har der lydt positive udmeldinger. Måske er der alligevel lys i mørket.
Torben Mark Pedersen er formand for "Liberalisterne - Frihed og Velstand"
