V, S og SF: Fjern forbeholdene nu

Irernes ja til Lissabontraktaten har fået EU-tilhængerne i Folketinget til at understrege, at en afskaffelse af de danske EU-forbehold bør stå høj...

Slettet Bruger,

04/10/2009

Irernes ja til Lissabontraktaten har fået EU-tilhængerne i Folketinget til at understrege, at en afskaffelse af de danske EU-forbehold bør stå højt på den politiske dagsorden netop nu. Men der er endnu ingen planer om en folkeafstemning, skriver Berlingske Tidende.

Venstres EU-ordfører, Michael Aastrup Jensen, fastslår, at Danmark hurtigst muligt skal af med de fire forbehold på rets-, forsvars-, valuta- og unionsborgerskabsområdet.

"Venstres position er uforandret. Vi skal være fuldbyrdede medlemmer. Euroen er den vigtigste undtagelse at få fjernet hurtigst muligt. Finanskrisen har vist, at det er dyrt økonomisk og politisk at være et lille valutaområde. Men ja-siden skal stå sammen i sine signaler. Der mangler jeg virkelig klare toner fra SF," siger han til Berlingske Tidende.

SF's EU-ordfører, Anne Grete Holmsgaard, vil også gerne af med et par af forbeholdene, men hun mener ikke, at det er SF som står i vejen for en folkeafstemning.

"Det er ren taktik. Venstre ved godt, at vi gerne vil af med rets- og forsvarsforbeholdet. Euroen skal vente, som det ser ud nu. Jeg må bare konstatere, at vi har holdt et møde med Lars Løkke før sommerferien, siden er der ikke sket noget. Men det er da regeringen, der har ansvar for at spille ud med en strategi," siger hun.

Kim Mortensen, Socialdemokraternes EU-ordfører, er enig med SF-ordføreren.

"Lars Løkke Rasmussen kan ikke blive ved med at løbe fra ansvaret, men må tage noget initiativ. Han har skudt det ud og lagt det i hænderne på SF. Vi synes, han skal indkalde partierne og tage en snak om, hvordan vi kan få et opgør med de her forbehold," siger Kim Mortensen, der også ønsker en afstemning om forbeholdene hurtigst muligt, til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: