VUere vil have Venstre til at genoverveje EU-medlemsskab

I den kommende weekend har Venstre landsmøde i Herning, og her skal partiets politiske program frem til Europa-Parlamentsvalget næste år vedtages

Slettet Bruger,

14/11/2008

I den kommende weekend har Venstre landsmøde i Herning, og her skal partiets politiske program frem til Europa-Parlamentsvalget næste år vedtages.

Blandt de indsendte ændringsforslag er der især et, der skiller sig markant ud fra mængden. Det er stillet af Lars Friis Farsøe og Martin Lünell, som begge sidder i VU's forretningsudvalg. Ifølge forslaget skal Danmark tage EU-medlemsskabet op til genovervejelse, hvis ikke EU får afskaffet landbrugsstøtten på sigt.

"Vi mener, at det er afgørende, at landbrugsstøtten bliver afskaffet hurtigst muligt. Den er hamrende uliberal og holder den 3. verden nede i fattigdommen. Det går simpelthen alt for langsomt med at få den afskaffet. Derfor er det nødvendigt, at vi i Venstre og i Danmark skærper retorikken og sender et klart signal om, at nu kræver vi handling," siger Lars Friis Farsøe.

Imidlertid er der ikke meget, der tyder på, at forslaget finder opbakning i Venstres ledelse.

"Jeg gør mig ikke nogle urealistiske forhåbninger om, at vores forslag bliver vedtaget. Det falder helt sikkert ikke i god jord hos ledelsen, men jeg tror dog på, at der alligevel vil være nogle liberale kræfter i Venstres bagland, der er lidt skeptiske overfor EU og som kan se fornuften i forslaget," vurderer Martin Lünell, der håber på en hård kamp på talerstolen:

"Jeg ser frem til debatten på talerstolen. Jeg mener ganske seriøst, at vi bør overveje, hvordan vi med 100% ren samvittighed kan være så varme fortalere for et EU, hvor en så uliberal landbrugsstøtte fylder så meget," siger han.

[email protected]

Kilde: