VU: Vi vil også have "ungdomshus"

Venstres Ungdom i Århus har sendt et åbent brev til formand for teknisk udvalg, Keld Hvalsø Nedergaard fra Enhedslisten, hvori de præsenterer sig s...

Slettet Bruger,

15/01/2008

Venstres Ungdom i Århus har sendt et åbent brev til formand for teknisk udvalg, Keld Hvalsø Nedergaard fra Enhedslisten, hvori de præsenterer sig som en gruppe af unge, som Århus Kommune - ligesom bz'erne - heller ikke tilbyder et specifikt kulturtilbud. Det skriver jp.dk.

Keld Hvalsø Nedergaard sagde i sidste uge, at han gerne vil hjælpe bz'erne med at få et ungdomshus i Århus, efter at de havde besat et hus på Viborgvej.

VU'erne kræver af kommunen, at huset skal stilles til rådighed betingelsesløst og uden modydelser, så de kan udfolde deres alternative syn på samfund og kultur. De opremser 4 krav til kommunen:

1) Vi vil have Ungdomshuset inden den 1. maj 2008 kl. 12.00.
2) Vi vil have fuld kontrol over Keld Hvalsø Nedergaards hus.
3) Vi vil selv bestemme - ingen indblanding fra politikere og embedsmænd.
4) Vi vil ikke betale mere end 1 kr. for huset.

"Vi har endnu ikke deltaget i besættelser, voldelige demonstrationer og hærværk, men håber, at du kan se igennem fingre med det, og alligevel kæmpe for vores sag. Alternativt går vi gerne hærgende gennem de århusianske gader, hvis det er en betingelse for din støtte," skriver formanden for VU Århus, Martin Pedersen, i brevet til Keld Hvalsø Nedergaard.

Keld Hvalsø Nedergaard roser VU for humoren, men beklager sig over, at de offentliggør hans adresse.

"Når man er almindelig byrådspolitiker, så er det et kæmpe problem overhovedet at få hevet sin privatadresse frem. Man skal værne om privatlivets fred," siger Keld Hvalsø Nedergaard til jp.dk, til trods for, at hans adresse er offentlig tilgængelig via De Gule Sider.

Samtidig afviser han, at VU'erne betingelsesløst kan få stillet et hus til rådighed.

"Kritikken er lidt malplaceret. Jeg har lige præcist udtalt mig modsat," siger han og tilføjer, at hans bolig ikke er til salg, men det kan den blive, hvis VU har mange penge.

[email protected]

Kilde: