VU-formand kritiserer Venstres folketingsmedlemmer: Hvorfor bakker I op om Obama?

Venstres Ungdoms formand, Thomas Banke, er stærkt forundret over, at størstedelen af Venstres folketingsmedlemmer ifølge en rundspørge bakker op om...

Slettet Bruger,

03/06/2008

Venstres Ungdoms formand, Thomas Banke, er stærkt forundret over, at størstedelen af Venstres folketingsmedlemmer ifølge en rundspørge bakker op om demokraten Barack Obama og ikke republikaneren John McCain som USA's næste præsident. Det skriver han i den nye udgave af magasinet Ræson.

Årsagen til hans undren er bl.a., at Obama modsat McCain var modstander af den Irak-invasion, som hele Venstres folketingsgruppe stemte for.

"Det virker som om, at de danske borgerlige politikere har glemt hvilken amerikansk politisk kurs, de selv har støttet; en offensiv og ansvarstagende udenrigs- og sikkerhedspolitik," skriver Thomas Banke i Ræson.

At Barack Obama desuden går imod bestræbelserne på at skabe yderligere frihandel på tværs af verdens landegrænser, bør ifølge VU-formanden være endnu en grund til at bakke John McCain op, hvis man er folketingsmedlem for Venstre.

"Obama er uanfægtet modstander af frihandel. Han vil trække USA i en anden retning. Clinton er ikke meget bedre; hun har bl.a. udtalt i utvetydige vendinger at USA har brug for en handelspolitik, der gør det muligt at 'stand up against nations like China'. Sagt med andre ord; vi må beskytte den amerikanske økonomi mod kinesisk konkurrence. I de afstemninger, der har været i senatet gennem de seneste år, har de to Demokrater også notorisk stemt imod friere handel. Og deres jobplaner skriger til himlen om flere subsidier og handelsbarrierer - til støtte for USA, men til gene for verden omkring. McCain derimod er for frihandel - og har arbejdet for den i sentatet. En politik, der er officiel dansk handelspolitik - og dybt forankret i Venstres værdigrundlag i form af vores principprogram. Det virker derfor helt uforståeligt, at så mange folketingsmedlemmer, ikke mindst fra Venstre, ikke har taget dette vigtige hensyn før deres støtteerklæring til den ene eller anden side," skriver Thomas Banke.

Han gætter på, at det er en ensidig fokusering i de danske medier på Demokraterne og deres politik, der er årsagen til misforholdet mellem, hvilken politik Venstre-folkene støtter herhjemme, og hvilken de støtter i USA:

"Jeg har en forståelse af, at den ubalancerede danske mediedækning, som prioriterer Demokraterne, sammenholdt med at Bush jo immervæk er republikaner, gør at danskerne vil have et skifte i demokratisk favør. Men Folketingets politikere bør vide bedre. Ikke mindst mine kollegaer i Venstre. Det virker ganske enkelt ikke som om, at de borgerlige politikere har sat sig ind i den amerikanske valgkamp," slutter Thomas Banke i Ræson.

[email protected]

Kilde: