VKO vil smide kriminelle bandemedlemmer ud af landet

En stor del af de mest kriminelle bandemedlemmer i Danmark har ikke dansk statsborgerskab

Slettet Bruger,

16/04/2008

En stor del af de mest kriminelle bandemedlemmer i Danmark har ikke dansk statsborgerskab. Det viser en opgørelse fra Rigspolitiet. Dermed er der flere muligheder for at udvise dem af Danmark. Og det har et flertal i Folketinget tænkt sig at benytte sig af, skriver tv2.dk.

Rigspolitiet oplyser, at 53 af de 141 mest kriminelle bandemedlemmer i Danmark ikke har dansk Statsborgerskab. Det svarer til 38 pct. Det får Venstre til at reagere.

"Hvis man er her i landet og begår så grov kriminalitet, som Rigspolitiet siger, de gør, så skal de ikke være her," siger Søren Pind, der er medlem af Folketingets retsudvalg for Venstre, ifølge tv2.dk.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, er klar til at ændre reglerne, så også mindre forseelser kan føre til udvisning.

"Hvis de ikke er danske statsborgere, skal de kunne udvises i langt større omfang, end der er tale om i dag. Det er i virkeligheden løsningen på bandeproblematikken. Der er, at dem der ikke er danske statsborgere, de må forlade landet," siger han.

De konservative bakker op.

"Hvis man kommer her til landet, og det eneste formål med at være her det er at være kriminel og lave kriminalitet, så må vi sige tak for denne gang og så er det ud igen så hurtigt som overhovedet muligt," siger partiets retsordfører, Tom Behnke.

I alt 14 grupper er nævnt i rapporten fra Rigspolitiet. Sidste år fik de 141 personer i alt 39 domme for alvorlig kriminalitet.

Socialdemokraterne mener lige som andre de andre nævnte partier, at det skal være lettere at udvise de kriminelle bandemedlemmer uden statsborgerskab.

[email protected]

Kilde: