Unge jyske Venstre-folk forsvarer Løkkes udligningsreform

En række unge Venstre-folk, som ved kommunalvalget er opstillet på Sjælland, krævede for nylig et opgør med den udligningsreform, som statsminister...

Slettet Bruger,

23/10/2009

En række unge Venstre-folk, som ved kommunalvalget er opstillet på Sjælland, krævede for nylig et opgør med den udligningsreform, som statsminister Lars Løkke Rasmussen fik gennemført, mens han endnu var indenrigsminister. Men nu bakkes udligningsreformen op af andre unge Venstre-folk, som til gengæld er opstillet i Jylland.

De fastholder, at udligningsreformen er en nødvendighed for bæredygtigheden i landet.

"Det er jo direkte en fejlfortolkning af reformen, når man kan påstå, at de overførte penge kan gå fra kernevelfærd på Sjælland til sportsanlæg i Jylland. Udligningsreformens primære opgave er at tage højde for de sociale skel, som findes på tværs af kommunegrænserne, og af den grund kan kommunerne heller ikke bare efter forgodtbefindende bruge pengene, som de lyster," siger Mads Duedahl, som er opstillet for Venstre til byrådsvalget i Aalborg kommune, og fortsætter:

"Udligningsreformen er vigtig, fordi den skaber et grundlag for at også de svageste i samfundet kan få en værdig tilværelse, ligegyldigt hvor de har valgt at bosætte sig i landet, og det er bestemt i den liberale ånd at tage vare om dem, som ikke kan klare sig selv."

Morten Østergaard, byrådskandidat i Herning bakker op:

"Det er jo ret ironisk, at mange skattekroner går fra Jylland mod Sjælland til eksempelvis ministerier og andre store offentlige institutioner, hvilket er med til at generere vækst og arbejdspladser. Men når pengene skal gå den anden vej for at sikre socialt udsatte en værdig levevis, så er man ikke længere villig til at flytte ressourcerne," siger han: "For mig er et liberalt samfund kendetegnet ved, at der skal være lige muligheder. Det skal kort sagt ikke være postnummer, men evner som afgør individets muligheder, og derfor er udligningsreformen bestemt en nødvendighed."

Udtalelserne bakkes op af andre unge Venstre-kandidater: Torben H Andersen opstillet i Viborg kommune, Mathias Schlippé-steffensen opstillet i Holstebro kommune, Kristian Skriver Sørensen opstillet i Skive kommune, Henrik Arents opstillet i Århus kommune, Anders Broholm opstillet i Frederikshavn kommune, Katrine Høgh kandidat i Randers kommune, Allan Mattesen opstillet i Tønder kommune og Martin Beck opstillet til regionsrådet i Region Nord.

[email protected]

Kilde: