Ungdomshusets ekstremisme er (endnu) værre end du tror

Af Rasmus JarlovUngdomshuset forsøger ofte at give indtryk af, at det bare er et sted, hvor man laver veganermad og punkkoncerter

Slettet Bruger,

26. marts 2008

Af Rasmus Jarlov

Ungdomshuset forsøger ofte at give indtryk af, at det bare er et sted, hvor man laver veganermad og punkkoncerter. Det er smart. For det ville næppe vinde bred opbakning, hvis aktivisterne bekendte kulør som en integreret del af en revolutionær undergrundsbevægelse, som ønsker den danske samfundsform hen, hvor peberet gror.

Ungdomshuset er tilholdssted nummer ét for danske anarkister. Anarkisme er en kompleks ideologi, som rummer mange retninger og har store interne diskussioner. Mange støtter kommunisterne, men langtfra alle. Fælles for det anarkistiske miljø omkring Ungdomshuset er, at man finder det danske samfund dybt undertrykkende og gennemsyret af fascisme, kønsdiskriminering, homofobi og kapitalisme. Det etablerede danske samfund er fjenden, og autoriteter respekteres derfor ikke. Det giver anledning til citater som, "Landsretten kan rende os. Det er mandagsmødet, der bestemmer".

Kamp er nødvendig, og mange er villige til at sætte handling bag ordene. På nettet kan man læse om dette flere steder. Eksempelvis på Anarkistisk Debatforum, hvor der findes opskrifter på uskadeliggørelse af politiets hollændervogne og mange andre slet skjulte opfordringer til deltagelse i voldelige aktioner til fordel for Ungdomshuset. Det mest bekymrende er næsten, at den slags ligger offentligt tilgængeligt. Det får i hvert fald undertegnede til at tænke på, hvad der så diskuteres uden for offentlighedens søgelys.

Et kort blik på Ungdomshusets historie viser også, at de unge mennesker ikke lader det blive ved snakken. Politimesteren i København har godt nok på et tidspunkt udtalt, at der før rydningen af Jagtvej 69 ikke var specielt meget kriminalitet inde i selve huset. Hvis man er lidt selektiv og ikke betragter hash som en ulovlighed, er det nok rigtigt. Man holdt sig til bløde stoffer og havde relativt god intern selvjustits. Men det omgivende samfund slap bestemt ikke billigt fra de unges krig mod autoriteterne.

Den tyske terrororganisation Rote Armé Fraktion var på gæstevisit i huset i 1989 og inspirerede måske de unge til den lange tradition for voldelige angreb på det omgivende samfund, som de siden har holdt stolt i hævd. De voldsomme EU-optøjer i 1993 blev startet af det autonome ungdomshusmiljø. Dertil har der været utallige andre voldelige optøjer. Der er dårligt gået et år i det sidste årti, uden at Ungdomshusets brugere har lavet optøjer, som er endt med brostenskast mod politiet, smadrede ruder og skilte, brande eller lignende. Huset var bevæbnet til tænderne, hvilket fundet af et stort våbenlager i 2001 bevidnede. De tre afbrændinger af Nørrebro indenfor det sidste halvandet år, husker vi alle. Ungdomshuset har ikke på nogen måde beklaget disse uroligheder. Man mener, at de var berettigede og forbeholder sig dermed retten til at gentage dem.

Det er altså på alle måder en bevægelse, som det er svært at have sympati for. Derfor kan det også undre, at der er så stor politisk opbakning til den.

De politiske partiers støtte til Ungdomshuset udspringer af flere forskellige standpunkter. Ungdomshusets mest trofaste støtter er logisk nok de revolutionære stormtroppers politiske arm, Enhedslisten. Også folkesocialisterne støtter de unge brostenskastere, hvis venstreorienterede kampgejst de formentlig nostalgisk genkender fra deres egen ungdom. Der sker da ikke noget ved at lade de unge ildsjæle lege lidt revolution, vel?

Derimod kan man undres mere over, at Socialdemokraterne støtter de venstreekstreme. Sosserne har historisk defineret sig selv som et værn mod revolutionær socialisme og har aldrig sympatiseret med kræfter, som vil undergrave det samfund, som Socialdemokraterne efter egen selvopfattelse har bygget op. Lokale socialdemokrater har da også stillet sig entydigt på naboernes side mod de autonome, både da Stevnsgade og Frederikssundsvejens Skole blev foreslået som ungdomshus.

I korridorerne på Rådhuset er det en udbredt opfattelse, at Socialdemokraterne støtter Ungdomshuset som betaling for støtte til Ritt Bjerregaards billige boliger. Boligerne kræver til tider stort politisk mod, når det eksempelvis er nødvendigt at nedlægge rekreative områder for at få dem opført. Støtten til dette projekt er ikke gratis. Overborgmesteren må derfor som betaling levere et klubhus til de venstreekstreme.

Der er altså tale om, at SF og Enhedslisten får gennemtvunget et projekt, som der egentlig ikke er hverken politisk eller folkelig opbakning til. For at dette kan lade sig gøre, er det en helt afgørende betingelse, at offentligheden ikke opdager, hvad Ungdomshuset er for en størrelse. Ellers ville ramaskriget fra befolkningen nå et punkt, hvor den positive særbehandling af Ungdomshuset simpelthen ikke ville kunne gennemføres.

Derfor er det utroligt ærgerligt, at de danske medier ikke engang har kradset i bevægelsens overflade. Der fokuseres alene på konflikten og billederne. Ingen gider bruge bare et par timer på at analysere de ekstreme holdninger, som Ungdomshuset står for.

Om et halvt år har København formentlig igen et Ungdomshus. Venstreekstremismens højborg er genetableret. Overborgmesteren fik sine billige boliger. Anarkisterne fik offentlig støtte og et gratis klubhus. Offentligheden fattede aldrig, hvad der skete.

Rasmus Jarlov er konservativ folketingskandidat og suppleant til Københavns Borgerrepræsentation. Han organiserede modstand mod et ungdomshus i Grøndalsvænge og på Frederikssundsvejens Skole