Udviklingshæmmede børn svigtes i København

Børn, der overfalder hinanden, fejlmedicinering, og udviklingshæmmede børn, der går rundt i trafikken uden opsyn

Slettet Bruger,

17/02/2008

Børn, der overfalder hinanden, fejlmedicinering, og udviklingshæmmede børn, der går rundt i trafikken uden opsyn. Alting sejler på Svanehuset, et bosted for stærkt udviklingshæmmede børn, føler forældrende, der forgæves har forsøgt at råbe ledelsen op. Det beretter Berlingske Tidende.

Problemerne skyldes ikke manglende penge, siger både ansatte og forældre. De skyldes snarere huller i vagtplanen, for mange vikarer og en ledelse, der jager de dygtigste pædagoger væk.

"I mine syv år på stedet har jeg set flere hundrede kolleger komme og gå. Det er hele grupper, som siger op ad gangen i frustration over pressede arbejdsforhold og en dårlig ledelse, som ikke formår at forbedre tingene. Uroen smitter af på børnene, som reagerer ret voldsomt," siger Pia Christensen til Berlingske Tidende. Hun arbejdede på Svanehuset frem til 25. januar, hvor hun sagde sin stilling op.

Bortforklaringer
Hun bakkes op af andre tidligere ansatte samt to forældrer, der fra oktober 2007 og frem har klaget til Socialforvaltningen i København over forholdene på Svanehuset. Forvaltningen aflagde i december tilsynsbesøg på stedet, men kommunen vil ikke skride ind, før der foreligger en tilsynsrapport. En rapport, der nu har været mere end to måneder undervejs.

"Institutionens håndtering af vores klager går langt overvejende på, at de bortforklarer tingene. Deres forklaring er altid den samme: Vi har ikke nok personale, vi har ikke nok ressourcer. Derfor gik vi til tilsynsmyndighederne, som har undersøgt forholdene, kun for at konkludere, at vi nok bør holde et møde. Derved er vi tilbage ved starten. Ansvaret kører i ring - og imens holdes børnene som gidsler," siger Heidi Thielsen, en af de forældre, som har klaget til kommunen.

Kommune: "Små fejl"
I Socialforvaltningen i Københavns Kommune bekræfter kontorchef Anders Bildsøe Lassen, at Svanehuset ligesom andre institutioner har problemer med at fastholde personale, men han genkender ikke beskrivelsen af Svanehuset som plaget af alvorlige problemer.

"Tilsynet beskriver et tilbud, som løser nogle uhyre vanskelige opgaver, men hvor der forekommer at være en god faglig udvikling og en god dialog mellem lederen og hovedparten af medarbejderne og de pårørende. Den peger på en række mindre procedurefejl med medicinhåndtering, og dem er der rettet op på," siger han til Berlingske Tidende.

Han forsikrer dog, at kommunen tager utilfredsheden med Svanehuset alvorligt, og lover at indkalde de utilfredse forældre til endnu et møde, "for præcis at høre hvad de synes problemerne er i dag."

[email protected]

Kilde: