Af Thomas Ladegaard
Hvis der var noget, Anders Fogh mestrede som få, var det en forrygende kontrol med medierne. Der var meget sjældent noget at komme efter, og hans professionelle håndtering af medierne har sat nye standarder for, hvordan politisk ledelse også kan eksekveres.Der er gået floromvundne historier om, hvordan Fogh og skiftende presserådgivere formåede at få garvede Christiansborg-journalister til at spise af hånden, og hvordan han på sit ugentlige pressemøde behændigt formåede at lægge mulige sager helt døde.
Ingen har som Anders Fogh kunnet tænke kommunikation som en strategisk disciplin. I en medieverden hvor færre journalister skal producere meget mere indhold til adskillige platforme, formåede Fogh effektivt at sætte sin dagsorden i nøje overensstemmelse med hans berømte drejebøger. Det var kontrolleret, strategisk og uhyre effektivt.
Samtidig evnede Fogh at kommunikere regeringens budskaber på en uhyre effektiv måde. Et ofte brugt eksempel kommer fra valgkampen i 2005, hvor han om Lykketofts vævende skatteudspil noterede sig, at når Lykketoft talte om skattestop, så mente han i virkeligheden skattehop. Fogh var altid "on message" og i evig samklang med velovervejede strategiske mål for regeringen. Nærmest en opvisning i strategisk kommunikation.
Foghs kommunikationsstrategi burde således være et eksempel til efterlevelse. Alligevel ser det foreløbig ud til, at Løkke som ny statsminister forsøger at gå nye og knap så tilknappede veje. Han har med det samme tilkendegivet, at han ønsker at bruge de nye sociale medier på internettet aktivt i en mere direkte dialog med borgerne - uden om det traditionelle filter som medierne udgør.
I et stort opsat portræt i Politiken kan man således læse, at han på sit kontor konstant har to åbne computerskærme; en til sit ministerarbejde og én til sin kommunikation med borgerne på Twitter og Facebook. Statsministerens dør står således åben hele tiden. Da der efterhånden ikke er nogen ministerier tilbage med åbningstid for borgerne, er det et stærkt signal at sende. Og signalet om åbenhed er ikke mindre stærkt i tiden efter Fogh.
De nye signaler kommer samtidig med, at Twitter-feberen rammer Danmark. Teknologien fik sit afgørende gennembrud, da Obama den 24. februar gav sin første tale til Kongressen. Flere medier bemærkede lynsnart, at mens præsidenten fortalte om dystre udsigter for økonomien, sad de folkevalgte og hamrede tekstbeskeder af sted på deres Blackberry. Nu har vi også her i Danmark fået twittertinget.dk, og denne kvidren tager til i styrke.
Lars Løkke vil tydeligvis gerne være med på denne nye bølge. Og han er ikke bange af sig. Ikke blot giver han slip på en del af kontrollen og forlader drejebøgernes verden. Men han lægger i den grad hovedet på bloggen ved at tage fat på nye sociale medier. Ikke så snart var han begyndt at skrive på Twitter, før Web 2.0 eksperter var klar med de sædvanlige ord om, at han ikke forstod mediet (læs: overlad det til os eksperter).
Reaktionen var helt forudsigelig. Man opnår ikke respekt ved at forsøge dialogen. Det er ironisk nok den totale kontrol, som Fogh repræsenterede, der vurderes som god politisk kommunikation - ikke dialogen.
Men her bør tvivlen komme Løkke til gode. Intentionerne er nemlig rigtige. Hans efterhånden berømte indlæg på Facebook den 10. April fra Lalandia i Billund viser en statsminister, der med sit "Gode idéer?" faktisk fik en egentlig samtale i gang på en helt enkel måde.
Det er nemt at være både ironisk og kynisk oven på disse forsøg. For er det ikke bare en pressemedarbejder, der sidder og skriver de her indlæg? Og hvad pokker skal vi egentlig med Twitter-beskeder, som "byder de nye ministre på et lille glas i Statsministeriet"?
Men efter Obama lever vi efter sigende i post-kynismens tidsalder, og måske er der grund til at give Løkke kredit for faktisk at have modet til at afprøve nye veje efter sin kontrollerede forgænger.
Der er ikke meget demokratisk samtale, når en Margrethe Vestager meget tidligt om morgenen kvidrer løs om "Navnet på en fugl der ligner en blishøne, lidt mindre med rød blis, sort krop, enkelte hvide fjer på siden og hvide mærker bag?" Det var noget, Facebook-fænomenet Ejler Nyhavn kunne have skrevet.
Men der er faktisk idéer i Lars Løkkes forsøg, og når vi svinger os op på Hal Kochs store demokratiske hest, skal statsministerens roses for at ville dialogen med borgerne. Indenfor kort tid skal det nok gå i sig selv, når hele Twitter-feberen går over igen, og når Løkke opdager, at han får langt færre problemer ved at spille sikkert og kontrolleret. Så vil han få ros for at have styr på tropperne og for en professionel omgang med medierne. Men indtil det sker, kan vi andre måske prøve at give ham svar på tiltale og få en dialog i gang.
Thomas Ladegaard er forfatter og partner i LADEGAARD A/S. Han har skrevet bøgerne Mordet på JFK 40 år efter og Bolsjedrenge og jernhårde ladies, og han twitter på twitter.com/thomasladegard
