Af Lennart Kiil
Engang var forholdet mellem stat og civilsamfund simpelt.Staten sikrede gennem lovgivning nogle helt basale spilleregler. Med tid gjaldt reglerne for alle mennesker - både mænd og kvinder. Det gav den stabilitet og vished, hvorpå civilsamfundet kunne blomstre og skabe velstand. En lille del af denne velstand gik så tilbage til staten, som havde brug for midler til - om nødvendigt - at sætte magt bag lovgivningen.
Det var altså statens opgave at sikre de omstændigheder, hvorpå et civilsamfund kunne fungere bedst muligt. Staten sørgede for, at det bedre kunne betale sig at skabe noget selv end at tage andres. Staten sørgede for, at ingen grupper ved magt kunne tiltvinge sig særlige privilegier i civilsamfundet eller frugten af andres arbejde.
Staten sikrede kort sagt, at alle var lige for loven. At alle havde de samme muligheder. Det samme udgangspunkt. Høj som lav. Mand som kvinde.
Under lighed for loven bedrev da mennesker i nogen tid deres daglige forretninger og familieliv. De valgte deres uddannelser og deres erhverv. De prioriterede i overensstemmelse med deres evner og deres behov. De valgte frit. Folk gjorde det, de var bedst til.
Bevingede og begrænsede ikke af køn, men af deres personlige styrker og svagheder.
Markedet var med til at skabe et økonomisk incitament, der sikrede en god udnyttelse af talenter. Alt sammen uden tvang. Den harmoni, der opstod, kalder vi spontan orden.
Men!
Til nogle menneskers store fortrydelse medførte dette ikke et samfund, hvor mænd og kvinder fordelte sig ens. Der var ikke lige så mange kvindelige ledere som mandlige. Der var ikke lige så mange hjemmegående husfædre, som der var hjemmegående husmødre. Der var flere ingeniører og forskere, der var mænd. Der var flere pædagoger og sygeplejersker, der var kvinder.
Frihed og lighed for loven ledte med andre ord ikke til en feministisk utopi, hvor kønnene er ens og fordeler sig symmetrisk i erhvervslivet og i hjemmets pligter. For mænd og kvinder var ikke ens. De interesserede sig ikke for de samme ting i samme grad. De fordelte sig derfor helt asymmetrisk, fuldstændig forskelligt.
Hvad gør man så, når individers frie valg ikke fører til den smukke symmetriske fordeling, man af en eller anden grund ønsker, de to køn skal indfinde sig i?
Når nu civilsamfundets spontane orden ikke kunne levere kønsutopien, så kunne måske statens magt. Staten kunne tvinge orden. Hvis altså man gjorde den til et instrument for politiske idealer i stedet for som hidtil at begrænse dens rolle til udelukkende at sikre fundamentet for den spontane orden i civilsamfundet. Det vil sige, hvis man kraftigt udvidede statens beføjelser på bekostning af civilsamfundets selvorganisering. Det offentlige domæne skulle indover det private, eller - som feministerne selv udtrykte det - det personlige var blevet politisk.
Hvad man ikke kan opnå ad frivillighedens vej, kan man måske opnå gennem tvang.
Se, det var nok en revolution, de færreste nogensinde fik øje på, men ikke desto mindre en revolution i ordets egentlige forstand. Statens tvungne orden blev pludselig legitim, hvor den tidligere kun havde været det, når den forhindrede andre i at tvinge. Nu brugte pludselig en gruppe staten til at tvinge efter sine idealer. Staten havde da allerede mistet sin myndighed, strengt taget.
Resultaterne af den stille revolution er kun langsomt ved at indfinde sig. De paradokser, denne omvæltning medfører, er dog kun alt for tydelige.
Tag kønskvoterne for bestyrelser i Norge som eksempel:
Før sikrede markedskræfterne og individuelle kompetencer en fornuftig sammensætning. Man kunne simpelthen antage de bedste, dem der havde kæmpet mest for det. Det har naturligvis enhver virksomhed den største interesse i. Markedet selv leverer altså en såre simpel, men retfærdig og effektiv mekanisme til at ansætte efter:
Tag den bedste!
Markedet diskriminerer, jo.
Men kun på resultater - ikke på køn.
Måden at komme frem på var altså før at være så dygtig som mulig. Det skulle man da bruge sin tid på. At forbedre sig.
Nu kan man i stedet bruge tiden på at bruge staten som instrument til at tvinge virksomheden til at øremærke et antal pladser til den gruppe, man nu engang tilhører. På den måde kan man komme lettere ind, hvis man tilhører en gruppe, der gives en større kvote, end den reelle talentmasse inden for gruppen ville række til på lige og frie vilkår.
Nu er situationen så den, at man ønsker at sammensætte bestyrelsen efter et politisk ideal. Det er for så vidt ikke statens ideal, staten er blot det værktøj, som feminister har lagt beslag på.
Det er nu på forhånd bestemt, hvordan bestyrelsen skal sammensættes. Er der flere mænd i bestyrelsen end ønsket af feministerne, må en eller flere af dem ud. Selv hvis man ikke kan finde en kvinde, der kan erstatte ham på resultater, ja, så bidrager hun dog til realiseringen af det politiske mål.
Men hvad får vi egentligt ud af dette ideal?
Jo, Norges politikere kan jo fremstå som åh så "progressive" i udenlandske kollegers øjne. Rent æstetisk er der måske også noget tiltrækkende ved symmetri. Helt sikkert mener mange politikere også selv, at de har gjort noget godt og retfærdigt ved at give kvinder "ret" til minimum fyrre procent af pladserne - uanset om 40 procent af interesserede og kvalificerede ikke udgøres af kvinder.
Men er det prisen værd? Hvad er omkostningerne ved at øremærke 40 procent af pladserne til kvinder?
1) Dygtigere mænd bortdiskrimineres på baggrund af køn. Så for at realisere kvinders "ret" til at udgøre minimum 40 procent af en bestyrelse, må vi altså opgive individuelle rettigheder. Virksomheden tvinges med andre ord til at diskriminere mod mænd.
I enhver bestyrelse med under 40 procent kvinder vil individuelle rettigheder potentielt tilsidesættes til fordel for grupperettigheder for hvor eneste nyansættelse, for hvis der er to ansøgere af forskelligt køn, skal kvinden vælges, selvom manden måske er bedre kvalificeret. Det betyder naturligvis, at han bliver diskvalificeret alene på grund af sit køn. (Den slags var feminister imod, da det gik ud over kvinder, men nu hvor mekanismen, på deres foranstaltning, rammer mænd, så er det åbenbart helt i orden. Målet helliger midlet.)
Det er vigtigt at forstå, at den "positive" særbehandling, kvotering medfører, er forsiden af en mønt, hvor bagsiden altid er diskrimination. Hver gang en person tilvælges på grund af køn, fravælges uundgåeligt en anden af modsat køn.
2) Det reelle rekrutteringsgrundlag indskrænkes. I nogle tilfælde i meget høj grad. For eksempel virksomheder der beskæftiger sig med områder, som meget få kvinder har indsigt i.
3) Den private ejendomsret tilsidesættes i praksis.
4) Virksomheder påtvinges reelt tab uden kompensation.
5) Skatteyderne belastes yderligere, da regulering og kontrol er nødvendig for at sikre, at virksomheder sammensætter bestyrelser i overensstemmelse med det politiske ideal.
6) Der åbnes op for en hel syndflod af lovgivning andre steder, hvor staten kan bruges som instrument til at opnå en bestemt politisk orden i civilsamfundet.
7) Hele samfundet skades ved at virksomheder forhindres i at sammensætte optimale bestyrelser, fordi indskrænkningen af deres råderet medfører dårligere konkurrenceevne.
Når først staten på den måde er blevet gjort til mulighedens instrument for diverse ideologiske bevægelser, er der ingen ende på de gruppekonflikter, der vil opstå.
For nu er det så feministerne, der har fat i den lange ende og har fået tøjlet staten som villigt trækdyr for deres politiske og sociale bevægelse. Næste gang er det måske mændene. Eller en helt tredje gruppe.
Løsningen på dette morads af identitetspolitik er selvfølgelig simpel nok: Vi skal have genoptegnet linjen mellem stat og civilsamfund med en så tydelig kridtstreg, at ingen sociale bevægelser måtte kunne få den ide, at staten er et instrument, man bare kan bruge for at gøre sine egne personlige opfattelser af, hvordan verden bør se ud, gældende for alle i civilsamfundet.
For det er jo reelt det, man gør. Man tvinger virksomheder til at drive forretning efter en bestemt ideologi.
Det er helt fint, hvis en gruppe feminister vil oprette egne virksomheder. Så kan de for min skyld lave bestyrelser udelukkende bestående af kvinder. Men det er ikke i orden at tvinge alle andre til at leve og drive forretning efter egne idealer. Det er netop den indsigt, der ligger til grund for sondringen mellem stat og civilsamfund. En sondring der desværre er i opløsning.
Det må aldrig kunne betale sig at bruge tiden på at tvinge sin ret igennem med staten som instrument frem for at bidrage til egen og andres velstand ved i stedet at bruge den tid på at opkvalificere sig som individ. Desværre er vi for længst gået ind på den forkerte kurs, hvor man tænker i staten som instrument for egne og sin gruppes interesser i stedet for at tænke på den som garant for individuelle rettigheder, der gælder ens for alle - uanset gruppekarakteristika.
Hvis staten som nu har til opgave at sikre en bestemt orden - en bestemt fordeling af køn - i civilsamfundet, er der ingen ende på den række af reguleringer, justeringer og kontrolinstanser, der bliver nødvendige for at sikre 1) i første omgang realiseringen af de poltiske motiverede fordelinger og 2) sidenhen vedligeholdelsen af nogle fordelinger, der i høj grad er ude af trit med den måde, vi ville fordele os på, hvis valget var overladt til individet.
Opretholdelsen af sådanne poltiske fordelinger, der strider mod spontane fordelinger, er forbundet med store omkostninger. Både for den enkelte og for samfundet.
Det sker også allerede i Danmark, hvor nu Videnskabsministeriet har givet Københavns Universitet "ret" til at tilsidesætte ligebehandlingsloven for at sikre flere kvindelige professorer. Igen helliger målet åbenbart midlet. Men hvordan kan vi have den stabilitet og sikkerhed, der gør, at folk tør investere tid og penge i at uddanne sig og opkvalificere sig, når vi aldrig ved, hvilke love der gælder hvor og for hvem?
Skal love tilsidesættes, hver gang mænd og kvinder ikke lige fordeler sig efter politikernes idealer? Hvorfor skulle mænd overhovedet bruge tid på at blive dygtige nok til at blive professorer, når man nu ved, at man trækker point fra dem, alene fordi de er mænd?
Tænk dig, at have brugt syv år på at uddanne dig til forsker og så få afslag på en professorstilling med den begrundelse, at du er mand.
Ingen vil længere uddanne sig, hvis det viser sig, at der senere kan indføres arbitrære statsligt sanktionerede stopklodser for ens karriere, blot fordi man har det forkerte mellem benene.
Det er meget billigere og også mere moralsk at overlade den slags til individerne end til utopisterne.
Hele ideen med en stat og et civilsamfund var jo i første omgang at sørge for at udviklende og produktiv adfærd bedre kunne betale sig end at rage til sig af andres ting, men hvis staten bliver et værktøj for at rage noget til sig (stillinger, bestyrelsesposter, etc., etc.) på grund af køn eller noget andet, undergraver staten sin egen eksistensberettigelse.
Norge kan måske slippe fra tosserierne, fordi de har så meget olie, men danske politikere gør klogt i at huske på, at også deres arbejdsgiver, staten, beror på den værdi, der skabes i civilsamfundet, og den skabes kun effektivt, hvis civilsamfundet får lov at fungere frit og ikke konstant forstyrres af en stat, der overskrider sine beføjelser ved at ville sikre forskellige gruppers ret til det ene og det andet på bekostning af individuelle rettigheder.
Lennart Kiil er freelance-videnskabsjournalist og selvstændigt erhvervsdrivende, zensci.dk. Han blogger på forsker.net/blog/lennart-kiil
