Tremmer til flugtbilister

Der skal sættes hårdt ind over for flugtbilister

Slettet Bruger,

23/01/2008

Der skal sættes hårdt ind over for flugtbilister. Det mener justitsminister Lene Espersen (K), der vil have fængselsstraf til bilister, der stikker af fra ulykkesstedet. Det beretter Berlingske Tidende.

Den skarpe udmelding kommer efter en weekend, hvor to unge mænd blev påkørt og dræbt af en flugtbilist på Frederiksberg. Sagen, der har fået stor mediedækning, blotlægger ifølge justitsministeren "et moralsk problem, som det er nødvendigt at gøre noget ved."

"Der er ingen undskyldning for, at man flygter fra et ulykkessted. Det, at man stopper, kan være med til at redde liv eller forhindre varigt handicap," siger Lene Espersen til Berlingske Tidende.

"Signal til retsfølelsen"
Ministeren erkender, at lovforslaget nok ikke forebygger, at bilister flygter. Hun betegner det i stedet som "et signal til den almindelige retsfølelse".

"Det er en kraftig stramning. Fremover slipper flugtbillister ikke med at betale en bøde. De skal også bag tremmer, hvis de flygter fra ulykker med personskader," siger hun.

Forslaget, der ventes at være klar inden slutningen af marts, møder umiddelbart opbakning fra Socialdemokraterne.

"Flugtbilisme er en særdeles alvorlig lovovertrædelse, hvor vedkommende hverken vil vedkende sig juridisk eller moralsk ansvar," siger det socialdemokratiske medlem af Folketingets retsudvalg, Flemming Møller Mortensen, til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: