"Tissende kvinder er helt naturligt i militæret"

Slettet Bruger,

14/09/2007

Anklager om sexchikane og mandehørm fløj gennem luften, da Forsvarets blad Telegrafen bragte et billede af tre kvindelige soldater, der med bukserne nede om hælene sad på hug og tissede. Men reportagen blev lavet af en kvindelig journaliststuderende, og Ricke Robert, der er en af de tissende kvinder, undrer sig over forurettelsen fra ligestillingsordførere på Christiansborg.

"Jeg synes, det er voldsomt at koge suppe på det her billede. Jeg har absolut ikke fået nogen negative kommentarer. Folk har synes, at det har været sjovt, og at det har givet et godt billede af, hvordan det er at være kvinde herinde. Jeg synes, at man skal læse artiklen, før man danner sig et indtryk," siger Ricki Robert til jp.dk.

Fortørnede ordførere
Hos Socialdemokraterne var ligestillingsordfører Anne-Marie Meldgaard oprørt over billedet.

"Det er simpelt hen for meget mandehørm og ydmygende ud over alle grænser. Jeg nægter at tro, at de unge kvinder bryder sig om at blive udstillet på den måde. Forsvaret bør tage ligestillingen mere alvorligt end det her," sagde Anne-Marie Meldgaard til B.T.

Venstres ligestillingsordfører, Anne-Marie Winther, foreslog endda, at billedet var blevet bragt uden kvindernes tilladelse.

"Det er helt naturligt"
"Hvis det var min datter, ville jeg bede hende om at få dem til at trække bladet tilbage. Jeg kan slet ikke se den redaktionelle begrundelse for at bringe sådan et foto. Og har redaktøren ikke personligt sikret sig pigernes tilladelse, ja, så burde han vel stå til en reprimande," sagde Anne-Marie Winther.

Men Ricki Robert forstår slet ikke, hvorfor hun skulle føle sig udnyttet.

"Det her handler om, at vi engang imellem er i nogle situationer, hvor der ikke er tid til at stå og gemme os. Vi er langt væk fra resten af gruppen på det her billede, og jeg synes absolut ikke det er ydmygende. Det er helt naturligt," siger hun.

[email protected]

Kilde: