Af Finn Ziegler
Der tegner sig nu et klart billede af den politik, som præsident Barack Obama vil stå for. I hvert fald frem til midtvejsvalget i november 2010, hvor vælgerne næste gang kan stemme. Der er, som jeg forudsagde i en klumme efter valget, tale om socialdemokratisk politik. Obama vil således øge de offentlige udgifter markant, styrke fagforeningerne, øge overførselsindkomsterne, øge statsstøtten til virksomheder og pantsætte et i forvejen gældsat USA til langt op over skorstenen.Ledende demokrater i administrationen og kongressen taler om, at præsident Obama vil gennemføre en politik, der rykker USA på samme måde som Roosevelts New Deal og Johnsons Great Society. Den tiltagende økonomiske krise med faldende efterspørgsel, faldende aktivitet og stigende arbejdsløshed skaber en krisestemning, som Obama og de liberale i Kongressen vil udnytte til at trække USA til venstre.
Lyndon B. Johnsons Great Society-politik i 1960'erne medførte en voldsom ekspansion af forbundsregeringen og vækst i offentlige udgifter til sundhed og sociale ydelser. Johnson havde stor tiltro til, at regeringen kunne løse alverdens problemer ude og hjemme. Johnson sendte socialarbejderne i "krig mod fattigdom" og soldaterne i krig mod kommunisterne i Vietnam. Det var social ingeniørkunst og "Nation Building" for fuld skrue. Projektet var som bekendt ikke nogen succes, men udvidelsen af regeringsmagten var en kendsgerning. Og udgifterne var givetvis medvirkende til den inflationære politik, som mundede ud i krisen i 1970'erne.
Franklin D. Roosevelts "New Deal" politik i 1930'erne medførte ligeledes en massiv ekspansion af forbundsregeringen fra et ret beskedent niveau. Politikken bestod hovedsageligt af offentlige investeringer, understøttelse og tilskyndelser til karteldannelser, hvor virksomheder i forskellige brancher aftalte mindstepriser for varer og serviceydelser. Betingelsen for karteller var, at arbejderne fik del i kagen. En del af monopolgevinsten gik således til højere lønninger. Desuden blev importtarifferne forhøjet, så importerede varer blev dyrere i forhold til amerikanske varer. Det er en myte, at New Deal-politikken virkede og trak USA ud af krisen. Det forholder sig faktisk modsat. Politikken gjorde ondt værre og forlængede krisen. En makroøkonomisk analyse, gennemført af økonomer i den amerikanske centralbank, viser, at krisen blev forlænget med mindst 7 år.
Stimuleringspakken, som præsident Obama har udarbejdet sammen med Demokraterne i Kongressen, vil primært øge de offentlige udgifter. Pakken kommer til at koste forbundsregeringen i Washington omkring 787 mia. US-dollars eller 4.500 mia. kr. Loven, der fylder mere end 1.400 sider, indeholder en endeløs række af ekstrabevillinger til stort set samtlige hjørner af statsapparatet. Der er afsat penge til ekstraordinær vedligeholdelse af bygninger, tilskud til huskøb, tilskud til bilkøb, højere overførselsindkomster (som Obama kalder skattelettelser, dvs. faste beløb som udbetales til familier, uanset om de betaler indkomstskat, svarende til børnechecken i Danmark), flere penge til sociale ydelser, flere penge til sundhed, forhøjet studiestøtte, statsstøtte til bredbåndsnet, hurtigtog, isolering af huse og andre energiprojekter, forhøjede bevillinger til forskningsprogrammer etc.
Nogle udgifter er mere nyttige end andre, der får en til at trække på smilebåndet. Et eksempel er de 650 millioner dollars (eller 3 mia. kr.), som er afsat til at uddanne "udsatte grupper" i samfundet og hjælpe dem med at installere digitalboks til deres analoge TV! Obama vil altså sende folk rundt på regeringens regning og installere digitalbokse for ældre mennesker. Andre skal uddele kondomer og svangerskabsforbyggende midler!
En del af pengene er øremærket eller afsat til projekter, som skal øge populariteten af demokratiske kongrespolitikere i hjemstaterne. Eksempelvis er 10% af de midler, som er afsat til udvikling af højhastighedstog, øremærket til et projekt, som skal forbinde Las Vegas med L.A. Det er tilfældigvis her, lederen af Demokraterne i senatet, Harry Leid, er valgt (Nevada).
Ikke overraskende er Kongressens budgetkontor nået frem til, at stimuleringspakken vil have en negativ virkning på væksten i økonomien på længere sigt. Pakken øger naturligvis efterspørgslen på kort sigt, men den forbedrer ikke incitamenter og strukturer i økonomien - og på sigt er der risiko for, at private virksomheder får sværere ved at skaffe arbejdskraft, når arbejdskraften er beskæftiget med at vedligeholde skoler, isolere huse, installere digitalbokse eller uddele kondomer.
Økonomer stiller spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i at lempe finanspolitikken i den nuværende situation (se Christians Bjørnskovs klumme). I bedste fald er virkningen kortvarig. Der er altid et problem med størrelsen og timingen af lempelsen. Det gælder især, når lempelsen hovedsageligt sker i form af øgede offentlige udgifter. Der er stor risiko for, at den offentlige efterspørgsel kommer, når økonomien er ved at rette sig op, hvilket kan skabe mangel på arbejdskraft. Skattelettelser derimod er generelle og øger ikke efterspørgslen i udvalgte sektorer. Og fornuftige skattelettelser kan forbedre økonomien på længere sigt, f.eks. bidrage til øget opsparing, investeringer eller produktion. Derfor foretrækker mange økonomer, heriblandt John M. Keynes, skattelettelser frem for øgede offentlige udgifter, når og hvis finanspolitikken skal lempes.
Mens der er berettiget tvivl om effekten af Obamas pakke, er ingen i tvivl om, at pakken vil fordoble underskuddet på statsbudgettet og øge statsgælden i USA. Pakken kommer oveni en redningspakke på cirka 650 mia. dollars til bankerne (og bilindustrien) og en stimuleringspakke fra sidste år på 170 mia. dollars. Og finanslovforslaget, som blev fremsat i sidste uge, fortsætter i samme rille. Forslaget vil øge underskuddet til mere end 12% af BNP i 2009 med nye udgifter til renere energi, uddannelse, sundhed og infrastruktur.
Nu er der næppe tvivl om, at den private sektor vil øge opsparingen i de kommende år. Det sker efter et årti uden nettoopsparing, og for at private husholdninger kan kompensere for formuetabet som følge af faldende boligpriser og aktiekurser. Det vil delvist udligne den øgede offentlige gældsætning. Men konsekvensen af budgetunderskuddet og den øgede gældsætning i USA kan meget vel blive højere renter (som fortrænger private investeringer), stigende inflation (Obama vil sikkert bede centralbanken trykke flere penge for at finansiere underskuddet) og stigende skatter. Det minder om 1970'ernes krisepolitik.
Det er ikke meget mere end 1 måned siden præsident Obama under sin tiltrædelse efterlyste mådehold og lovede omhyggelig granskning af alle udgifter på statsbudgettet. Obama lovede også større gennemsigtighed, når politikerne vedtager nye love. Disse løfter er brudt. Den største udgiftspakke nogensinde i USA er gennemført i hast og forhandlet bag lukkede døre. De politikere, som har stemt for loven, kan umuligt have læst den. De har haft mere travlt med at finde ønsker og projekter, der gavner deres genvalgschancer, frem fra skufferne. Offentligheden er reelt blevet holdt ude, mens præsidenten, Demokratere og lobbyisterne strikkede pakken på 1.400 sider sammen.
Præsident Obama havde også lovet samarbejde over midten, men den mest venstreorienterede præsident i De Forenede Staters historie er nu sammen med et snævert flertal af demokrater i Repræsentanternes Hus og Senatet ved at trække USA til venstre.
Republikanerne, der de sidste år har været i vildrede efter årene med George Bush, hvor de socialkonservative gik amok med statsbudgettet og gennemførte den største stigning i de offentlige udgifter siden præsident Johnsons tid, har til gengæld fundet sammen. De beskylder Obama for at ville "europæisere" USA. Republikanerne er i opposition og kan nu vende tilbage til den politik, som forlanger mådehold i de offentlige udgifter og begrænsning af forbundsregeringens magt. Det var den politik, som kendetegnede Republikanerne under Ronald Reagan, og som var ledetråden i amerikansk politik helt frem til 2001.
Da amerikanerne gennemgående (og stadig ifølge meningsmålingerne, Obama til trods) er skeptiske overfor øgede offentlige udgifter, statsstøtte og mere magt til forbundsregeringen, kan Republikanerne se frem til midtvejsvalget i 2010 med stigende optimisme, mens den amerikanske udgave af Anker Jørgensen prøver at "europæisere" USA med sin socialdemokratiske politik.
Finn Ziegler er public affairs-chef
