Thorning bejler til Ny Alliance

Slettet Bruger,

16/05/2007

Hvis Marianne Jelved ligner en forsmået elsker for tiden, så har hun noget af have det i. Efter skilsmissen med Khader er det nu Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt, der giver hende en kurv.

Helle Thorning-Schmidt kritiserer særligt Elsebeth Gerner Nielsens tørklæde-stunt og det, at hendes partileder Marianne Jelved støttede op om hende i sagen. Tørklæde-stuntet og Jelveds opbakning var som bekendt den berømte dråbe, der fik Naser Khader og Anders Samuelsen til at forlade partiet.

"Jeg er meget enig med Naser Khader i, at hun dermed gik de fundamentalistiske muslimers ærinde. Det legitimerede, at tørklædet bare er som en anden hat. Men det har stor symbolsk betydning, fordi der er visse samfund, hvor man bliver straffet, hvis man ikke bærer et tørklæde. Derfor var det en meget stærk aktion, som jeg ikke bryder mig om overhovedet", siger Helle Thorning-Schmidt til Politiken.

Samtidig kaster Thorning ekstra grus i det Radikale maskineri ved at signalere, at hun er parat til at samarbejde med Ny Alliance. Tidligere gik hun efter en SR-regering med sig selv som statsminister og med SF og Enhedslisten som støttepartier, men nu søger hun nye græsgange og taler om at stå i spidsen for en regering, der er bredt funderet i Folketinget, og som ønsker at arbejde hen over midten.

"Der er jo ingen, der vil kalde det hen over midten, hvis jeg siger, at vi vil samarbejde med de Radikale," afslutter hun til Politiken.

Kilde: