Terrorfrygt terroriserer flyselskaber

Slettet Bruger,

09/06/2007

EU er måske gået for vidt i kampen mod terrorisme. Børsen skriver i hvert fald i dag at EU´s sikkerhedsprocedurer, hvor der løbende bliver placeret bombeattrapper i europæiske fly, møder modstand i branchen.

"Der har været forskellige episoder, hvor der er placeret attrapper. Men da besætningen ikke har vidst, at det var attrapper, er det noget, som har skræmt dem. De berørte selskaber har påtalt det temmeligt skarpt," udtaler en kilde med stort kendskab til EU´s sikkerhedsprocedurer.

Cimber Air er blandt de selskaber, der er irriteret over attrapperne. Her lod personalet sig dog ikke skræmme:

"Men det er urimeligt at udsætte vores medarbejdere for den slags barnligheder. Besætningen syntes, det var totalt åndsvagt. De samlede tingesten op og gav den til ham, der havde tabt den i vores fly," beskriver administrerende direktør Jørgen Nielsen en EU-test i Billund Lufthavn.

Også SAS bekræfter at deres fly har været udsat for attrapperne, men ønsker ikke at kommentere deres oplevelse af testen.

Københavns Lufthavns administrende direktør, Niels Boserup, har tidligere udtalt, at lufthavnene er blevet overbebyrdet med regler, der giver masser af forsinkelser, men ikke nødvendigvis mindre terror. En holdning, der møder opbakning hos Cimber Air-direktøren:

"De lobbyister, der arbejder for sikkerhedsindustrien, pumper politikerne med alt mulig nonsens og fortæller dem, hvad de skal være bange for. På den måde har man mistænkt 500-600 mio. europæere for at finde måske fem potentielle terrorister," udtaler Jørgen Nielsen.

mol

Kilde: