Syv ud af ti danskere: Samfundet er klassedelt

En måling foretaget af Interresearch for den venstreorienterede tænketank Cevea viser, at 68 pct

Slettet Bruger,

02/05/2009

En måling foretaget af Interresearch for den venstreorienterede tænketank Cevea viser, at 68 pct. af de danske vælgere mener, at der er betydelige klasseskel i Danmark, og 63 pct. siger samtidig, at politikerne bør gøre mere, for at reducere skellene. Det skriver Information.

Ifølge Ceveas direktør, Jens Jonathan Steen, viser undersøgelsen, at der stadig er behov for en politisk klassekamp, der bekæmper ulighed.

"Ulighed og klasseskel har været noget, politikerne ikke turde tale om. Men undersøgelsen viser, at der er klangbund for at tale om den moderne klassekamp," siger han til Information.

De venstreorienterede partier har endvidere accepteret en borgerlig dagsorden, tilføjer Jens Jonathan Steen:

"De har grundlæggende accepteret en borgerlig retorik om at klassekampen ikke findes, og dermed har man skridt for skridt undermineret den politik, man i virkeligheden gerne vil føre," siger han.

Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen forsvarer dog partiets manglende klassekamp. Han mener, at det simpelthen er ude af trit med virkeligheden at tale om klasseskel:

"Man har ikke svært ved at se store skel mellem en narkoman og en velhavende vekseler, men jeg er lidt i tvivl om, hvad de nærmere mener. For det er jo lykkedes at give folk rimelige vilkår, så forskellene over tid er udlignet. Der er jo ikke tale om et gammeldags klassesamfund, så det er en lidt umoderne betegnelse," siger han til Information.

Danmark er sammen med Sverige i øvrigt det land i verden, hvor indkomstspredningen er lavest og uligheden mindst.

[email protected]

Kilde: