Sygeplejersker er på deltid: 2,43 timer om ugen vil fjerne manglen

Slettet Bruger,

14/12/2007

Danske Regioner har fået foretaget en særkørsel fra det Fælleskommunale Løndatakontor, som viser at landets deltidsansatte sygeplejersker kun skulle arbejde 2,43 timer mere om ugen for at løse Danmarks mangel på sygeplejersker. Det skriver Jyllands-Posten.

"Det er kommet bag på mig, at så mange arbejder på deltid, og set med vores øjne ligger løsningen jo lige for. At arbejde små tre timer mere om ugen kan de fleste vel magte, og så behøver vi ikke at hente sygeplejersker i Indien eller Filippinerne for at dække vores behov," siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, til Jyllands-Posten.

De mange deltidsansatte, der udgør 60 procent af alle landets sygeplejersker, arbejder kun 30,3 timer om ugen i gennemsnit. Men det er der en god grund til, forklarer næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Steenberger.

"Vi er et kvindefag, og kvinder på andre dele af arbejdsmarkedet arbejder også mere på deltid end deres mandlige kolleger. Dertil kommer, at mange sygeplejersker arbejder om aftenen og natten, og det slider. Derfor ønsker hovedparten ikke fuld tid," udtaler Dorthe Steenberger.

En forklaring, som Bent Hansen ikke helt forstår. For sygeplejerskerne må kunne gøre, hvad for eksempel landets politibetjente magter.

"De har da også natarbejde og er ude for barske oplevelser, så den holder ikke helt, at sygeplejerskerne ikke skulle kunne arbejde bare lidt mere," siger Bent Hansen til Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: