Sundhedsvæsen mangler 2.500 sygeplejersker

Det danske sundhedsvæsen mangler sygeplejersker

Slettet Bruger,

11/04/2009

Det danske sundhedsvæsen mangler sygeplejersker. Men selv om der i dag er 2.500 ubesatte stillinger blandt andet på sygehuse og i hjemmeplejen, så er det intet imod, hvordan situationen vil være om seks år. Til den tid vil der mangle 7.000 sygeplejersker, konkluderer en ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd. Det skriver berlingske.dk.

"Vi står i en gedigen klemme. Vi må have skabt et image, så det fremstår som et spændende job at være sygeplejerske, ligesom lønnen må svare til ansvar og kompetencer," siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, til berlingske.dk.

Sammen med Dansk Sygeplejeråd vil regionerne have indført en uddannelse til ekspertsygeplejerske. Disse vil blandt andet kunne ordinere medicin og stille diagnoser på udvalgte områder. Og det vil gøre faget mere attraktivt og samtidig sikre personale til det stigende antal danskere med kroniske sygdomme, lyder vurderingen, der også støttes af et flertal i Folketinget. Kun fra Lægeforeningen lyder advarende ord.

"Men det er den forkerte vej at gå at uddanne ekspertsygeplejersker til at tage sig af de kronisk syge. De har jo ofte flere lidelser og får måske ti præparater eller flere. Det er altså en langt mere kompleks gruppe at behandle end så mange andre, og derfor kan man ikke bare uddelegere behandlingen til sygeplejersker, som stadig vil være ringere uddannet end læger. Det vil få karakter af andenrangssygdomme, og det er urimeligt. Var jeg kronisk syg, ville jeg tilses af en læge," siger Erik Kristensen fra Lægeforeningens bestyrelse til berlingske.dk.

[email protected]

Kilde: