Af Nikolaj Bøgh
Det er sikkert forbigået mange danskeres opmærksomhed, at vi den 7. juni samtidig med valget til Europa-Parlamentet også skal stemme om et forslag til ændring af tronfølgeloven, som vil indføre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder til tronen. Hvorvidt det bliver vedtaget er ganske usikkert. Tronfølgeloven kan kun ændres på samme måde som Grundloven - ved at 40 pct. af de stemmeberettigede stemmer ja. Det er rigtig mange - ikke mindst når man kobler det med et EP-valg, hvor stemmeprocenten sidste gang var under 50. For at gøre det ekstra besværligt for ligestillingsorienterede royalister skal man stille sig op i to køer for at stemme, fordi det er forskellige vælgergrupper, der kan stemme til henholdsvis EP-valget og om tronfølgeloven.Selve substansen i forslaget er det temmelig svært at engagere sig i. For det første virker det helt utrolig uaktuelt i at stemme om en teoretisk problemstilling, som tidligst bliver aktualiseret om omkring 30 år og reelt får indflydelse på tronfølgen om måske 80 år. For det andet virker tanken om at fedte Kongehuset ind i tidens ekstreme optagethed af ligestillingsspørgsmål mærkelig malplaceret. Kongehuset bygger jo netop på, at der ikke er fuld ligestilling i samfundet. Nogen er født til noget, andre er ikke. Og ser man på Kongehusets helt centrale rolle som sikring af den historiske kontinuitet i det danske samfund, ja, så er det vel bedre at have en konge end en dronning, som kun helt undtagelsesvis har siddet på tronen. Vi er et kongerige, ikke et dronningerige. Altså lige undtagen, når Kongen ikke har sønner, sådan som tilfældet var med Frederik IX. Det er sådan set en glimrende ordning.
Der er imidlertid en helt afgørende grund til, at det alligevel er bedst at stemme ja til ændringen af tronfølgeloven den 7. juni - og det er, at det formentlig for tid og evighed vil bevare vores nuværende grundlov og sikre den imod skadelige politiske overgreb og forsøg på ahistorisk "fornyelse".
I 1953 var det som bekendt den betingede ligestilling til tronen, der med nød og næppe bar den nuværende grundlov igennem. 50'erne var et redeligt årti, hvor man var optaget af behovet for historisk kontinuitet og helt bevidst forsøgte at bevare så mange paragraffer og formuleringer som muligt fra de tidligere grundlove. Derfor er en stor del af vores nugældende grundlov identisk med Danmarks første grundlov fra 1849.
Sådan vil det helt sikkert ikke gå i dag. I det ahistoriske 21. århundrede vil man se det som et mål i sig selv at modernisere Grundlovens formuleringer, så de bliver "forståelige" og "tidssvarende". Ud ryger uden al tvivl formuleringerne om, at regeringsformen er indskrænket-monarkisk, at Kongen slår mønt, erklærer krig m.m. Selvom man ikke skal have fået mange sekunders indføring i dansk statsret for at kunne forstå, at Kongen og regeringen er det samme i Grundlovens forstand og at der er den helt centrale pointe med monarkens rolle i Grundloven, at han eller hun er forfatningens vogter. Forstår politikerne for alvor ikke, hvor grænserne for deres beføjelser går, så kan monarken med Grundloven i hånd sikre, at de holder sig inden for de givne rammer.
Ser man på det indholdsmæssige i Grundloven, er der grund til endnu større bekymring for en mulig grundlovsændring. De personer, som først og fremmest har forsøgt at skabe et politisk pres for at ændre Grundloven - folk som Niels Helveg Petersen og Svend Auken - har mere eller mindre utilsløret argumenteret ud fra deres politiske holdninger. Deres interesse i en grundlovsændring er først og fremmest at gøre Grundloven til et redskab for de samfundsforandringer, som de ønsker at skabe.
Så sent som i Kristeligt Dagblad den 22. maj forklarer Niels Helveg Petersen, at meningen er at indføje en række "rettigheder" (menneskerettigheder m.m.) i Grundloven - foruden en række indskrænkninger i monarkens reelle og formelle beføjelser, som han gentagne gange har gjort sig til talsmand for. Det kan der aldrig komme noget godt ud af. De rettigheder, der fremgår af Grundloven, er helt tilstrækkelige og yderligere rettigheder til mennesker, dyr, træer, og hvad man nu kan finde på, vil blot kunne anvendes som et redskab for at kunne gennemføre en række samfundsforandringer, som man fra venstrefløjens side har vanskeligheder ved at komme igennem med af lovgivningens vej.
Det eneste problem med Grundlovens nuværende rettigheder er, at flere af dem gang på gang udhules af lovgivning, som er åbenlyst på kant med Grundlovens ånd og bogstav. Dette gælder ikke mindst spørgsmålet om boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed, som ellers begge er krystalklart formuleret i Grundloven. Alligevel bøjes de jævnligt på en måde, som helt sikkert ikke har været grundlovgivernes hensigt. Men det kan ikke klares ved en grundlovsrevision, kun ved at Folketing, regering og domstole tager de rammer alvorligt, som de er sat til at virke inden for.
Niels Helveg Petersens og andres drøm om at indskrænke monarkens politiske beføjelser vil højst sandsynligt resultere i, at Kongen fremover vil blive reduceret til en rent ceremoniel figur ligesom i det Sverige, som er et politisk forbillede for mange på den danske venstrefløj (hvortil de Radikale i vore dage jo også hører). Adskillelse af kirke og stat - som heller ikke på nogen måde er ønskelig - er et andet spørgsmål, hvor der i vores religionsforskrækkede tid vil komme et hårdt pres på i forbindelse med en grundlovsændring.
Det hævdes også, at Grundloven er utidssvarende, fordi den ikke i tilstrækkelig grad tager højde for behovet for internationalt samarbejde. Det er jo dokumenterbart forkert. Når Danmark har kunnet indgå i et så vidtgående samarbejde som EU-samarbejdet, er der ganske givet rigeligt vide rammer for at engagere sig internationalt. Tværtimod har bestemmelsen i Grundlovens § 20 om, at afgivelse af suverænitet kan afgøres ved folkeafstemning, fungeret som et meget fornuftigt værn imod internationalt samarbejde, som ikke var for vidtgående og ikke i overensstemmelse med befolkningens ønsker. Mange politikere så helt sikkert helst, at de selv kunne træffe den slags beslutninger uden at skulle spørge befolkningen, men det vil være alt for risikabelt på bl.a. EU-området. Her har flertallet af politikerne gentagne gange vist sig aldeles ude af trit med deres vælgere, som klogt har ønsket at være om vores nedarvede ret til at være herrer i eget hus.
Sandheden er jo, at den nuværende grundlov fungerer glimrende og på alle måder har bestået tidens prøve. Der er simpelthen ingen politiske behov eller samfundsmæssige udfordringer, som ikke har kunnet håndteres inden for Grundlovens rammer i nu mere end 55 år. Derfor har tilhængerne af en grundlovsrevision også særdeles svært ved at argumentere overbevisende for behovet for en grundlovsændring - selv i studentikose politiske cirkler. Og de ændringer, som de her forsøger at argumentere for, er alle som en til det værre.
Ved en folkeafstemning vil det heldigvis være helt håbløst for dem at få gennemført en ændring - medmindre altså der kan findes en folkelig sag, som kan bære en grundlovsændring igennem.
Det kan næsten kun være tronfølgespørgsmålet, som kan anvendes her. Derfor er det en yderst fornuftig fremtidssikring af vores grundlov og et værn imod samfundsnedbrydende kræfter, hvis tronfølgespørgsmålet en gang for alle kan fastlægges den 7. juni. Så stem ja - for Grundlovens skyld!
Nikolaj Bøgh er cand. scient. pol. og forfatter til "Brødrene Møller" om de to konservative politikere Poul og Aksel Møller
