Statsstøttet parterapi skal være permanent

Det fire-årige forsøg med statsstøtte til parterapi er netop blevet afsluttet og den entydige konklusion fra Familieministeriet er, at det har være...

Slettet Bruger,

13/06/2009

Det fire-årige forsøg med statsstøtte til parterapi er netop blevet afsluttet og den entydige konklusion fra Familieministeriet er, at det har været en succes. Derfor skal ordningen være permanent, mener Dansk Folkeparti og SF. Det skriver Berlingske Tidende.

"Jeg synes, det er en klar opgave for det offentlige, og jeg ser kommunerne som den oplagte samarbejdspartner, for så signalerer man, at det er en håndsrækning til alle," siger SFs socialordfører, Öslem Cekic, til Berlingske Tidende.

Dansk Folkepartis familie- og forbrugerordfører, René Christensen, mener også, at ordningen, der sænker prisen for parterapi fra op til 15.000 kr. til 300 kr., bør blive permanent.

"Jeg tror faktisk, at alle kan være enige om, at det skal fortsætte, og så er det jo at finde ud af hvordan, i hvilket regi, og så må vi regne på det," udtaler han.

Venstres familieordfører, Louise Schack Elholm, er også positivt indstillet overfor ordningen, men vil endnu ikke melde ud, at den skal gøres permanent.

"Det er utroligt positivt, at nogle familier kan få løst deres problemer, og det skal vi klart tage med i de videre overvejelser. Jeg vil gerne drøfte spørgsmålet med ministeren," siger hun til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: