Af Jesper Lau Hansen
I anledning af 40 året for det "anti-autoritære" oprør i 1968Ved De, hvornår en radikal er i størst risiko for at dø af sult? Når han står ved et tag-selv bord. Den vits er efterhånden gammel og stammer fra dengang, Det Radikale Venstre var kongemageren i dansk politik. Det var dengang, de Radikale så ubesværet evnede at svinge mellem den borgerlige og den socialistiske blok, at mange opfattede det som en karakterbrist. Siden hamrede de radikale ledere deres flag til masten hos Socialdemokraterne og gik ned med dem.
Jeg mindes under tiden den gamle vits, for jeg har en rem af huden selv. Ikke at jeg er radikal, hverken i ordets oprindelige opsigtsvækkende betydning eller den dødtriste det har fået i dansk politik. Men fordi jeg nu og da rammes af samme vægelsind og ikke bare det, jeg føler også en sær tiltrækning af den umyndiggørelse, der følger vægelsindet som en trist skygge.
Det sker især, når jeg konfronteres med valg, der er mig så inderligt ligegyldige. Forleden stak jeg ind til en lille smart frokostshop i latinerkvarteret for at købe en bagel på vej til et frokostmøde. Her blev jeg mødt af den skæbne, som også kan overgå én på de mere hippe kaffesaloner. Kineserne siges at have udviklet den raffinerede torturmetode, de tusind snits død. Det her var værre: de tusind valgmuligheders død. Jeg skulle tage stilling til hver enkelt lille ingrediens, og hver gang var der mindst tre muligheder. Jeg var næsten grædefærdig, da vi kun var halvvejs, og til sidst var jeg tæt på at bede ekspedienten vælge, hvad F..... hun ville, så jeg kunne komme videre. Bagefter var jeg dog stolt over, at jeg ikke gjorde det. Jeg kom for sent til mit frokostmøde, men jeg gjorde det som et selvstændigt individ. Jeg havde modstået paternalismens diskrete charme, i hvert fald for denne gang.
I år fejrer de fleste medier 40 års jubilæet for det såkaldte ungdomsoprør i 1968; vi andre bemærker det bare. Det er lidt svært at vide, hvad man egentlig skal mene om denne begivenhed, for den er blevet blæst op i tidens løb og ud af alle proportioner. Hvor mange var egentlig med, og hvor mange passede blot sig selv, sit arbejde eller studier? Og de der var med, hvad kæmpede de egentlig for? Svaret på det første spørgsmål blafrer i vinden, for nu at formulere det tidstypisk, og afhænger formodentlig af svaret på det sidste spørgsmål, så lad os begynde der.
Det officielle svar er oprør mod autoriteter. Det synes også at være det rigtige svar, men mest af alt fordi det kan betyde flere ting. Den gamle flipper Ole Grünbaum har peget på, at der allerede i årene forud for 1968 var et oprør mod autoriteter og en dyrkelse af individet. Selvom det oprør løb af sporet, da man begyndte at se det som særligt befordrende for den personlige frihed at give sit jordiske gods til fedladne guruer, så de kunne købe sig endnu en limousine, er det et oprør, man som liberal må bifalde. Det enkelte individ ved bedst og kender sig selv bedst, og det behøver man sådan set ikke æde en masse biodynamisk yoghurt eller chante enstavelsesord hele dagen for at indse. Det var da heller ikke alle fra den generation, som lod sig lede på vildspor. Meget af den teknologiske udvikling komplet med personlige computere, www og alt det andet IT-gejl blev skabt af unge fra den periode. Det er meget muligt, at Bill Gates briller og tøjstil den gang trodser enhver beskrivelse, men han og mange andre lige så rædsomt klædte unge var med til at skabe en udvikling, der har betydet kolossalt meget for vores samfund og vores mulighed for at leve og kommunikere mere frit. Det er blevet meget sværere at lave censur og undertrykke det frie ord. Så public service virksomheden DR vil ikke vise billeder fra Fitna? So what, den er på nettet. Vi behøver ikke public service til at redigere vores virkelighed.
Dermed ikke sagt at alt godt blev skabt af unge i denne periode. Der har nok været mindst lige så mange ældre med i denne udvikling, og selvom de ikke nødvendigvis havde den rette tøj- og musikstil, kan de meget vel have haft sans for at udvikle en idé til et produkt. Det er heller ikke pointen, at censur er blevet umuligt, og at den ny teknik kun kan bruges i det godes tjeneste. Det er blot for at pege på, at det at være anti-autoritær kan være en charme i egen ret, hvis det udtrykker individualisme. Kan være.
Det kan også være det modsatte, og måske er pointen fra 1968, at det netop var det, det hele handlede om. For hvis man befinder sig i en demokratisk retsstat, er autoriteterne dennes institutioner: politi, domstole og parlament. Anti-autoritær bliver da blot et andet ord for den, der er imod alt dette. Og det var der beklageligt mange, som var dengang i 1968. Den periode, som 1968 markerer begyndelsen på, blev et opgør med individualisme, selvstændig tænkning og selvoptaget navlepilleri. I stedet kom kommissærstyre, ensretning og uniformering. Det man meget rammende har kaldt munkemarxismen.
I den forstand markerer 1968 en form for skifte. Det var dog næppe et afgørende skifte, for velfærdsstaten var allerede under hastig opbygning og fik langt større blivende betydning for vores samfund. Der var såmænd ikke så stor forskel på den gode bedsteborger og hans rebelske børn, der for første gang i slægtens historie var kommet på universitetet og med pubertær selvfølgelighed straks følte sig som en ny avantgarde og langt bedre end forældrene. Begge så nemlig med sympati på statsmagten og forventede sig store ting af den.
Det nye var de unges ubændige had til det bestående samfund og dets iboende, omend sørgeligt oversete, principper om borgerens integritet og uafhængighed. Et had der aldrig helt forlod dem, selvom det med tiden størknede til en sær fremmedgørelse over for det samfund, de indgik i, og den statsmagt de i vidt omfang var blevet en del af.
Det karakteristiske ved den periode, som 1968 indvarslede, var således et opgør med den demokratiske retsstats autoriteter og eksistensberettigelse, som man ønskede erstattet med kollektivistiske alternativer.
Set på afstand forekommer det ubegribeligt, at frie mennesker frivilligt opsøger og hengiver sig til undertrykkelsen. Men det sker uafladeligt og vil altid gentage sig, for det udtrykker en forudsigelig reaktion på et menneskeligt grundvilkår. I den forstand slutter historien aldrig, som Francis Fukuyama naivt troede.
En af de bøger, der beskriver det bedst, er Karl Poppers bog om det åbne samfund og dets fjender. Mange føler sig stødt over dens konfrontatoriske, næsten maniske stil. Men den er skrevet i en tid, hvor Verden stod i flammer, og demokratiernes overlevelse var truet som ingensinde før. Der var ikke tid til diplomati og føleri. Ingen anden bog forklarer så indforstået, hvorfor mange helt frivilligt vælger diktaturet, både det frygtindgydende totalitære samfund, der sluger individet med hud og hår, og det mere kælne forsorgssamfund, hvor individet langsomt opløses. Ingen anden beskriver så udførligt den smertelige tvivl og usikkerhed, som det giver for mange at leve i et frit samfund, og den befrielse det er ikke længere selv at skulle træffe svære valg. Nogle finder frelsen i bastante udgaver af diverse religioner, helst med så mange og detaljerede leveregler som muligt. Andre søger ly hos Staten. Det kan være i længslen efter den stærke mand, paternalismens inkarnation, men denne trang til umyndiggørelse kan også udspilles i en demokratisk stat. Fortæl os, hvordan vi skal leve, hvad vi skal spise, hvad vi skal se, hvor meget vi skal røre os, og hvad vi skal tænke og mene. Glæden ved at få styret sit liv fra vugge til grav, aldrig alene og rådvild, men altid sammen og overvåget af de der vil dig det godt. Det er Statens diskrete charme, som bestandigt trækker i os, og hvisker os dragende i øret: lad Mig ordne dine problemer.
Generationen fra 1968 var begejstret for Staten i et omfang, som man skal tilbage til mellemkrigstidens mere uheldige typer for at finde magen til. Den umiddelbare fare, som deres oprør indebar, er for så vidt drevet over. Deres foretrukne alternativer i form af mere eller mindre utopiske totalitære regimer, fra den marcherende et-parti stat a la Lenin og Stalin til den minimalistiske landsby idyl a la Mao og Pol Pot, er heldigvis henvist til historiens losseplads i dag, bortset fra små museale enklaver som Cuba der følgelig betragtes med en veneration, som heldigvis aldrig blev den sydafrikanske apartheid til del. Men deres ubehag ved den demokratiske retsstat lever stadig. Ikke bare gennemsyrer denne fremmedgørelse deres holdning til samfundet, som de dybest set ikke bryder sig om og er overbevist om snart må gå sin velfortjente undergang i møde, om ikke i form af massernes revolution, så ved et miljømæssigt ragnarok. Mere alvorligt er det, at de ikke har den fjerneste forståelse for de principper, der i retsstaten skulle beskytte individet mod den charmerende Stats bjørnekram.
Statens uhæmmede vækst er således sket uden respekt for disse retsgarantier. Generationen før 1968 ønskede dem ikke, når blot de fik mere velfærd, og generationen efter 1968 forstod dem ikke.
Det er ikke kun skolelærerne, der dagligt betaler en ubærlig høj pris for denne forkastelse af den retmæssige autoritet, det gør vi alle. For nyligt var der med kort tids mellemrum både en tiltrædelses- og en afskedsforelæsning på Københavns Universitetets juridiske fakultet. Ved den første talte den nye professor i Sundhedsret, Mette Hartlev, ved den anden talte den afgående professor i Strafferet, Vagn Greve. To ganske forskellige områder af juraen, to uafhængige forelæsninger, men med et fælles tema viste det sig. Professor Hartlev talte om den paternalisme, der stadig er et problem i sundhedssektoren, og hvor svært det er at få anerkendelse for patienten som et selvstændigt beslutningsdygtigt individ, der ikke blot er et vedhæng til en sygdom. Professor Greve talte om fraværet af retsgarantier i en stadig ekspanderende lovgivning, hvor man f.eks. gerne vil straffe terrorisme og racisme, men ikke gør sig den ulejlighed at definere, hvad det egentlig er, og dermed ofrer det fundamentale princip om klar lovhjemmel for straf til fordel for overfladisk symbolpolitik. Fra mit eget område, Børsretten, kan jeg berette, at det indtil for nyligt var muligt at "anklage" og "dømme" virksomheder for en lovovertrædelse uden, at de fik lejlighed til at svare for sig eller se den anklage, som "domstolen" lagde til grund for sin afgørelse. Jeg må bruge anførelsestegn, for havde der virkelig været tale om en domstol og en anklage, ville man aldrig have behandlet folk sådan. Men det var der ikke, det var blot en del af den almindelige forvaltning, og så gør man den slags.
Også uden for den snævre akademiske verden bliver man i stigende grad opmærksom på, at den individuelle frihed er truet. De aktuelle eksempler får stadig mere opmærksomhed. Udvidelse af rygeforbudet til også at omfatte de små beværtninger hvor ingen med rimelighed kan føle sig tvungne til at komme. Ekspropriering af en landmands jord fordi han ikke vil sælge den til den private virksomhed, som kommunen foretrækker. Indførelsen af kvoter for kvinder i offentligt handlede selskabers bestyrelser uanset om aktionærerne ønsker det. Listen er længere end dette og vidner om, at det luftige begreb "offentlig" stadig oftere anvendes til at tilsidesætte den private ejendomsret og borgernes ret til at bestemme selv.
Det er fristende at knytte næven og forbande Staten og al dens uvæsen. Men det ville være at overse, at Statens vækst skyldes vores egne krav. Som et uhyre i et eventyr næres den af vores frygt og vokser af vores hjælpeløshed. Vi må hver især bestræbe os på at klare os selv uden Statens hjælp i langt højere grad, end vi gør i dag. Det er svært at modstå Statens diskrete charme og de tusinder af behandleres sirenesang, men det kan lade sig gøre. 40 års reaktion mod friheden må være nok. Måske er det på tide med et nyt anti-autoritært oprør, denne gang baseret på individualisme.
Jesper Lau Hansen er professor og dr. jur.
