Af Robert Spliid
Robert Spliid er chef for IKB Deutsche Industriebank i Luxembourg og finanskommentator i Dagbladet BørsenI Sverige er de borgerlige partier altid kommet til magten på ønsket om forandring. De har altid formået at formulere klare budskaber, vendt mod den omklamrende socialdemokratiske stat, og ønsket om mere frihed til den enkelte. Det er faktisk i forbavsende grad lykkedes de svenske borgerlige partier at overbevise vælgerne om, at der vitterligt er et alternativt til det forstokkede Socialdemokrati.
Sådan er det ikke i Danmark. Valgkampene herhjemme har næsten altid handlet om, hvem der var bedst til at bevare systemet (bortset fra protestvalget i 1973). Hvem der kunne garantere mest "velfærd" til flest mulige. Ved valget i 1998 var der ganske vist optræk til en værdibaseret valgkamp, men selv om de borgerlige partier samlet gik frem, manglede de ét enkelt mandat i at opnå flertal.
Mens de konservative havde nok at gøre med at få ro på bagsmækken, foretog Venstres ny leder og statsministerkandidat Anders Fogh Rasmussen en iskold analyse af valgnederlaget. Han nåede frem til, at det næste valg ikke kunne vindes på holdninger. Historien havde vist, at det altid var lykkedes Socialdemokraterne at karikere de borgerlige holdninger og fremstille dem som dybt asociale i den sidste uge op til valget. Pligt til at påtage sig anvist arbejde blev til "starten på sociale massegrave". Moderate lettelser i topskatten for at øge arbejdsudbuddet blandt mellemindkomsterne blev til "omfordeling fra de svage til strandvejsmillionærerne".
I 2001 turde Anders Fogh Rasmussen ikke risikere, at hele det socialdemokratiske last-minute show gentog sig. Denne gang skulle alle flankerne sikres mod ethvert tænkeligt socialdemokratiske angreb. Ingen velfærdsforringelser, ingen skattelettelser, ingen ting. Valgkampen skulle overbevise vælgerne om én ting: at intet ville blive forandret. Et af de helt centrale elementer var skattestoppet, som blot var en fastfrysning af det socialdemokratiske skattesystem. Og det vandt Fogh valget på. Socialdemokratiske frostvarer anno 2001.
Til at starte med har mange borgerlige vælgere sikkert tænkt: "den mand er genial". Med sin politik demonterer han socialdemokraterne, som har svært ved at kritisere regeringen for at føre netop deres politik (altså deres politik anno 2001). Når først han har vundet vælgernes tillid, vil han sikkert tage stadigt flere borgerlige mærkesager op.
Men de, der tænkte sådan, tog grueligt fejl, for det var ikke Foghs strategi. Langt fra. Ved selv at gøre sig til fortaler for den socialdemokratiske "velfærdsmodel" lykkedes det ham efterhånden at skabe forståelse for socialdemokratiske værdier langt ind i de borgerlige rækker. Det understøttes af de seneste meningsmålinger. Hvor der tidligere var stor tilslutning til skattelettelser, prioriterer tre fjerdedele af vælgerne nu "velfærd" (altså økonomisk omfordeling) højere.
Fogh ved godt, at de fleste borgerlige kernevælgere ikke er og ikke vil konvertere til det nye fælles "liberal"-socialdemokratiske grundlag. Og derfor anvender han det gammelkendte trusselsbillede af Socialdemokraterne. Hvis Helle Thorning kommer til magten, så ...
Det er lykkedes Fogh at gøre de borgerlige kernevælgere til gidsler i det politiske magtspil. De skal overbevises om, at hvis de ikke makker ret og stemmer på den siddende regering eller støttepartiet, så kommer der en rigtig fæl dame til magten.
Men så dukker der pludseligt et helt nyt parti op, som stort set står for de samme holdninger, som de to regeringspartier gik til valg på for ni år siden - altså det sidste valg de tabte sammen. Kan man i den situation forvente, at et nyt parti behandles bedre af den nuværende regering, end Venstre og Konservative blev, da de i 1998 udfordrede Socialdemokraterne?
Næppe. Ny Alliances krav om lavere marginalskat skal ikke diskuteres som princip, og lad os for alt i verden undgå, at de positive effekter kommer alt for meget i fokus. Lad os i stedet afkræve dem punkt for punkt, hvor der skal spares, så vi rigtigt får dem sat på plads. Lad os fortælle vælgerne, at deres program slet ikke er gennemtænkt og gennemarbejdet (for holdninger skal selvfølgelig udtrykkes i finanslovsparagraffer).
Dynamiske effekter? Findes ikke. Det har vi fået fortalt af både socialdemokraterne og af de økonomiske vismænd, som i begyndelsen af 80erne heller ikke mente, at et rentefald kunne have nogen som helst betydning for investeringsniveauet. Skattelettelser kan jo i sidste ende kun finansieres ved at skabe "sociale massegrave", tage fra de fattige og give til de rige.
Men regeringens gidselpolitik har ikke mange chancer for at overleve på sigt. De borgerlige kernevælgere vil næppe i længden acceptere "socialdemokratiske frostvarer anno 2001". Og de vælgere, regeringspartierne har lånt fra socialdemokraterne, er flyvesand. Når konjunkturerne vender, og krisen kradser, er de igen tilbage, hvor de kom fra. Uden at der er blevet ændret en millimeter på den socialdemokratiske model.
