Socialdemokrater der hylder kommunistiske diktatorer

Slettet Bruger,

27/06/2007

Af Peter Christensen

Peter Christensen er finanspolitisk ordfører for Venstre

Ingen ved præcis, hvad der skete i Grøften for nogle måneder siden. Måske heilede Morten Messerschmidt. Mest sandsynligt så heilede han ikke. Men én ting er sikkert: I Danmark er det forkert at heile. Så kommer man direkte i bås med Adolf Hitler og nazisterne - naturligvis.

Ingen ved præcis, hvad der foregår inde i hovedet på Asmaa Abdol-Hamid. Måske er hun rabiat islamist. Måske er hun det ikke. Men én ting er sikkert: I Danmark bliver man stillet til regnskab for sine holdninger, når man uniformerer sig.

Ingen ved præcis, hvad der foregår inde i hovedet på det socialdemokratiske folketingsmedlem Ole Vagn Christensen. Måske er han leninist. Måske er han bare uvidende. Men én ting er sikkert. Ikke en eneste avisredaktion har spurgt hans partiformand, Helle Thorning-Schmidt, om hun er enig i hans vurdering af Lenin. Ole Vagn Christensen fremhæver "Lenins gerning med at få det russiske rige samlet og få gang i en nedslidt industri og landbrugsproduktion og give arbejderne mad på bordet, efter at de var blevet forarmet af krigen og borgerkrigen."

"Få det russiske rige samlet"?

Mener han bestræbelserne på at slå ukrainere, georgiere, tjetjenere og mange andre ned?

"Få gang i en nedslidt industri og landbrugsproduktion"?

Mener han tvangskollektiviseringerne og røvertogterne ud i landet for at stjæle bøndernes korn? Mener han ordrerne om at iværksætte terror mod sine modstandere?

"Efter at de var blevet forarmet af krigen og borgerkrigen?"

Mener han den borgerkrig, som brød ud efter at Lenin tog magten ved et kup? Ole Vagn og co. glemmer tydeligvis, at Lenin tilsidesatte et flertal i den demokratisk valgte lovgivende forsamling.

I Danmark er det åbenbart intet problem, at et folketingsmedlem hylder Lenin.
Danske journalister, politikere og meningsdannere har et blindt øje, når det gælder undertrykkende socialisme. Hvad mener de egentlig? Tør de ikke skrive om Ole Vagn Christensens hyldest til Lenin, fordi de selv har en rem af huden? Fordi de selv mener, at man kan tillade sig hvad som helst for at fremme socialisme?

Sagen handler ikke bare om, hvorvidt Lenin er en guttermand. Den handler ikke bare om hykleri. Den handler også om vores forhold til en række socialistiske diktaturer den dag i dag. Hvad med Venezuela som er ved at udvikle sig til en socialistisk undertrykkers paradis? Eller hvad med Cuba?

Det ærværdige medlem af Folketingets præsidium, socialdemokraten Svend Auken, hører til blandt commandante Fidel Castros mest ihærdige forsvarere. Tag for eksempel hans forsvar for Castro i P1 den 1. juni 2006. På spørgsmålet om i hvilken grad man kan acceptere de undertrykkende forhold, der eksisterer på Cuba nu, svarede Auken:

"Jeg synes, man kan acceptere meget, når man ved, der virkeligt bliver gjort noget i forhold til de fattige. Der bliver gjort noget i forhold til de sociale problemer, at alle mennesker får en uddannelse og har en ordentlig sundhedstilstand og så videre, så synes jeg, at det basale er på plads."

Auken henviste til, at menneskerettighederne på Cuba stort set blev overholdt: "Jeg mener noget af det vigtigste ved menneskerettigheder overhovedet, det er retten til sundhed, og det er retten til uddannelse og så videre, og de menneskerettigheder, blandt andet de sociale menneskerettigheder, er godt sikret i Cuba."

Vær så god. Jeg forstår godt, hvorfor der ikke er en eneste socialdemokrat, som har taget afstand fra Ole Vagn Christensens hyldest til Lenin. De lever i den vildfarelse, at ytringsfrihed og ejendomsret er mindre vigtige end statstilskud. Ja, at statstilskud ligefrem berettiger til at begrænse ytringsfrihed og ejendomsret. De lever i den vildfarelse, at socialisme gør noget godt for de fattige.

Tag lige et "reality-check". Spørg de cubanske fattige, hvor de helst vil bo. I USA eller i Cuba? Svaret giver sig selv. Der er mange tusind gange flere afhoppere til USA fra Cuba end omvendt.

Kilde: