Småborgerlig og stolt af det

Hvis nogen kalder Christopher Arzrouni for småborgerlig, skal de ikke forvente sure miner som svar

Slettet Bruger,

21/02/2008

Hvis nogen kalder Christopher Arzrouni for småborgerlig, skal de ikke forvente sure miner som svar. Venstres chefideolog er nemlig stolt over at være småborgerlig, siger han i et interview med Avisen.dk.

Hans største ønske er en stor bil med plads til børnefamilien, og når det kommer til det besatte hus, der før lå på Jagtvej 69, lyder han som et læserbrev i Jyllands-Posten.

"Jagtvej 69 er eksemplet på alt, hvad der ikke er borgerligt. Det er tag-selv bordet. De tager en bygning, de tager et kvarter, fordi det passer dem. Hvis de havde købt huset og indrettet sig, som de ville, havde det været et eksempel på god borgerlighed. Borgerligheden er, at jeg har arbejdet for det, der et mit. Jeg generer ikke dig, og du generer ikke mig," siger Christopher Arzrouni til Avisen.dk.

"Hurra for ligusterhækken"
Han hører til statsminister Anders Fogh Rasmussens tætteste rådgivere, og skrev udkastet til statsministerens nytårstale i 2004. Men det er ikke abstrakte ideologiske principper, der dominerer samtalen, da han sammen med Avisen.dk's journalist kører mod sit hjem i Smørumnedre.

Med et stort smil beskriver han kvarteret som "småborgerligt, så det driver", og han fortæller stolt om borgerlige dyder og velklippede hække.

"Ligusterhækkene rummer alt det, jeg synes er positivt. Folk har deres lille parcel, deres børn og familieliv. De sørger for, at der kommer ordentlige borgere ud af det, selvom nogle stemmer på andre partier og ender med beslag i ansigtet. Hvis de respekterer andre mennesker, så er meget nået," siger han til Avisen.dk.

[email protected]

Kilde: