Af Kjeld Flarup
Tilhængere af velfærdsstaten kommer ofte med et moraliserende argument, når de kritiserer reformister, der klager over de mange ydelser, som de tvinges til at betale til over skatten. Vi har jo alle nydt godt af statens ydelser og modtaget skolegang, uddannelse, SU, lægehjælp og så meget andet, siger de. Derfor må vi vel også acceptere at betale tilbage til det system, som har givet os så meget.Lad det nu ligge, om det ikke er ågerrenter, systemet tager. Det, som argumentet rent faktisk baserer sig på, er, at vi er bundet af en usynlig kontrakt, der giver staten ejendomsret over os. Men gælder denne ejendomsret også vores børn?
Tænk om jeg, en slave af staten, kunne tilbyde mine børn et frit liv uden slaveri. Hvis jeg nu selv betalte hver en krone af deres uddannelse, deres sundhed og alt, hvad de behøver. Hvilken legitim ret har staten så til at kræve skat af dem, når de bliver voksne - ingen!
Hvorfor gør jeg så ikke dette? Der er jo nok flere grunde. Den første er, at min økonomi ville blive meget trang, når jeg først over skatten skal betale for, at alle naboernes børn kan få gratis uddannelse, og først derefter kan begynde at finde penge til mine egne børns uddannelse sundhed o.s.v. Men hvor der er vilje, er der en vej, og hvad gør man ikke for sine børn. Det er dog heller ikke så let at finde et forsikringsselskab, der tilbyder total sundhedsdækning, for ikke at nævne at alle hospitalerne er offentligt finansierede. Ja, rent faktisk så er der lægelige ydelser, som jeg slet ikke må købe privat. Grundlæggende så tvinger mit slaveri, mine børn til også at blive slaver, fordi jeg ikke har råd til at købe dem fri.
Men det altafgørende argument er jo nok, at jeg ikke forventer, at staten vil respektere at jeg, en slave, har frikøbt mine børn. De skal fortsat betale skat for at dække de omkostninger, som staten ikke har haft på dem. Slavekontrakten, som jeg er bundet af, gælder også dem, og mine anstrengelser er spildte. Derfor holder argumentet om, at vi har fået en gratis uddannelse o.s.v. jo ikke. Vi har reelt ikke haft valget til at kunne vælge disse ydelser fra. Hvis vi kunne købe vores børn fri, så ville der være hold i argumentet.
Selv hvis nogle forældre har udnyttet statens ydelser på det groveste for at forsørge deres børn, så legimiterer det således ikke staten til at brandbeskatte børnene, og børnene er ikke moralsk forpligtigede til at bakke op om velfærdsstaten. For ville staten have respekteret fravalget? Nej! Argumentet er jo kun envejs, tager vi imod statens ydelser, så er vi statens ejendom og forpligtede til at betale skat resten af vores liv. Argumentet går ikke den anden vej, hvis mine børn aldrig kommer til at bruge én eneste offentlig krone, så mener staten stadig, at den har ret til opkræve skatter af dem.
Man skal således ikke skamme sig over, at man har modtage både SU og en gratis uddannelse, og alligevel klager over den høje skat. Der er jo, som det ekstreme udmeldelseseksempel viser, ikke noget alternativ. Og det samme gælder også for alt muligt andet. Selvom man aldrig skulle se en times DR, så er man stadigt forpligtet til at betale, så derfor forsynder man sig ikke mod noget, hvis man er glad for Matador.
Velfærdsstaten arbejder tilsyneladende med en lock in-effekt, hvor man moralsk er statens ejendom, blot man har haft det mindste mikroskopiske brug for dens ydelser - og skulle man alligevel smyge sig udenom, så opfører staten sig alligevel, som var man statens ejendom.
Kjeld Flarup er civilingeniør og deltidslandmand
