"Slack" spiser vores skattekroner

I den private sektor kalder man det bare ressourcespild eller monopoladfærd, men nu har økonomerne opfundet et nyt ord for det, når det foregår i d...

Slettet Bruger,

30/01/2009

I den private sektor kalder man det bare ressourcespild eller monopoladfærd, men nu har økonomerne opfundet et nyt ord for det, når det foregår i den offentlige sektor: "Slack". Og slack kan være en del af forklaringen på, at danskerne ifølge to meningsmålinger ikke mener, at de får bedre service fra det offentlige, selvom der siden 2001 er bevilget 47 mia. kr. til ekstra offentligt forbrug. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge professor Peter Nannestad fra Aarhus Universitet forekommer slack nemlig i stadig stigende udstrækning i den offentlige sektor.

"Flere penge betyder ikke nødvendigvis bedre service. Pengene kan gå til at gøre livet mere behageligt for de parter, der er involveret, f.eks. personalet. Der kan sagtens forsvinde penge til længere pauser og dejlige møbler. Man kan se, om der har været slack i en organisation, hvis man presser den til at være mere effektiv. Så længe det er muligt at forbedre effektiviteten, er det bevis for, at der har været slack," siger Peter Nannestad til Jyllands-Posten.

Problemet i det offentlige er, at det ikke har negative konsekvenser for ledere eller ansatte, hvis de ikke tilrettelægger arbejdet med henblik på at tilfredsstille brugernes behov fremfor egne behov.

"Offentlige institutioner har ikke den tilskyndelse til at minimere omkostninger i slack på samme måde som private firmaer, for de offentlige kontorer kan jo ikke gå konkurs, og de skal heller ikke præstere noget overskud," siger Peter Nannestad.

For nogle år siden undersøgte økonomerne Henrik Christoffersen fra AKF og Martin Paldam fra Aarhus Universitet effektiviteten af rengøringen på mere end 1.000 folkeskoler. Resultatet var, at de private firmaer opnåede den samme rengøringskvalitet som de kommunale rengøringsfolk, men at de gjorde det 30 pct. billigere, fordi de var mere effektive, skriver Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: