Af Steen Leth Jeppesen
Den offentlige sektors rodskud har det næsten ligesom skvalderkål. De er næsten ikke til at udrydde. De kommer igen, breder sig og kvæler andre vækster.Eksemplerne er talrige: Når bogudlånet falder - bl.a. fordi folk selv anskaffer sig flere bøger - så skal folkebibliotekerne have helt nye opgaver, der kan kompensere det svigtende antal lånere. Når territorialforsvaret bliver mindre relevant, skal militæret omlægges til krigsførelse på fjerne strande. Selv om folkekirkens besøgstal efterhånden er meget lavt, er der ikke tale om at beskære antallet af præster og biskopper; i København vil man nok lukke nogle kirker, men ellers giver messefald ud over landet ikke anledning til særlige beskæringer, der tales endog om præstemangel! Ulandsbistanden, der formentlig brødføder et femcifret antal danskere, skal forøges, selv om alle seriøse undersøgelser viser, at den ikke virker. Efterlønnen bliver bevaret, selv om dens oprindelige formål med at få ældre medarbejdere pensioneret til fordel for yngre i dag er helt meningsløst. Energipolitikken skal fortsat - endog i stigende grad - begunstige energiformer (især vindmøller), som ellers ved dagens energipriser burde kunne klare sig selv, hvis de da har nogen økonomisk fornuft. Nationalbanken, som i kraft af valutabindingen har fået en begrænset rolle i dansk økonomisk politik, har skam ikke formindsket sin beskæftigelsesmæssige fylde, men har "produktudviklet". Førtidspensionen må der ikke rokkes ved, fordi ingen af flere hundrede tusinde førtidspensionister angiveligt kan klare et arbejde (det mener i hvert fald førtidspensionisternes organisation). Osv.
Hvis en privat virksomhed går dårligt, giver den på et eller andet tidspunkt sikkert så meget i underskud, at den må lukkes, fusioneres med andre etc. Derigennem fjernes arbejdskraft og kapital og kan i hvert fald på sigt indsættes i en mere produktiv anvendelse. Det er til syvende og sidst grundlaget for velstand og velfærd. Det private marked hviler på en tilpasningsmekanisme, der på den måde sikrer de bedst mulige resultater.
Den tilpasningsmekanisme er sat ud af spillet, når politiske beslutninger truffet af politikere, der primært varetager egne og små politiske, statsfinansierede sekters interesser i et for befolkningen helt uigennemsigtigt samspil, er beslutningsrealiteten.
Derfor vokser og vokser den offentlige sektor. Det tog fart under den borgerlige flertalsregering Baunsgård fra 1968. Siden er det blevet ved, og f. eks. den nuværende regering har mere end fordoblet de oprindelige væksttal for det offentlige. Også den har indgået udgiftsaftaler med de offentlige storforbrugere, kommunerne, som disse aldrig har overholdt. Til gengæld har man så undladt basale ting som f.eks. vedligeholdelse af skolebygninger, veje, jernbaneskinner og kloakker. Måske fordi det ikke umiddelbart gav politiske point. Måske også med den bagtanke, at når alt dette var rigtigt nedslidt og elendigt, havde man et stærkt argument for skatteforhøjelser, fordi borgerne da kan forstå, at den slags skal være i orden?
Al den skvalderkål er ikke nem at have med at gøre. Som nævnt breder den sig umådeholdent. For så vidt er det da også en ganske nydelig plante med søde hvide blomster. Især som ung har den oven i købet en god ernæringsværdi. Men den kender ikke sin egen begrænsning.
Sådan beskæring kan kun ske ved effektiv (dybtgående) udlugning, ved græsbevoksning med hyppig slåning o. lign. Som værn mod den offentlige sektors iboende vokseværk og kvælerkraft er løsningen helt entydigt at indsætte en markedsmekanisme - også via privatisering - hvor dette overhovedet er muligt.
Det kan ikke ske hurtigt nok, og derfor er det bekymrende, at den nuværende regering - og folketingsflertal - mest synes at værne om skvalderkålen. Den kan desværre ellers godt klare sig selv!
Steen Leth Jeppesen er cand. polit., tidligere direktør i Forsikring & Pension og formand for Skatteborgerforeningen
