Skal betale 212.450 kroner i skat af gevinst på 0 kroner

Den 77-årige Lars Werner Schmidt er en af de danskere, der kommer til at betale skat af gevinster, han ikke har haft

Slettet Bruger,

20/06/2009

Den 77-årige Lars Werner Schmidt er en af de danskere, der kommer til at betale skat af gevinster, han ikke har haft. Som følge af ny lov, der med tilbagevirkende kraft fra årsskiftet indfører såkaldt lagerbeskaning, løbende beskatning af investorers gevinster, vil Lars Werner Schmidt skulle beskattes i takt med, at hans aktier stiger fra kurs 80, som de havde ved årsskiftet.

Til gengæld kan han ikke modregne det tab fra kurs 150, som var kursen, da han i 2005 investerede i Formueplejeaktier. Når Lars Werner Schmidts aktier når kursen på 150 igen, vil han dermed have betalt 212.450 kroner i skat en gevinst på 0.

"Jeg har som selvstændig altid betalt moms, skat og alle andre afgifter til tiden, og jeg vil gerne betale skat. Også gerne en stor skat. Men jeg vil ikke betale skat af penge, som jeg ikke har tjent. Jeg bliver klippet i ørene. Og så af en borgerlig regering. Den må have spist søm," siger Lars Werner Schmidt til epn.dk.

Den nye lovgivning rammer kun danskere, der investerer i investeringsselskaber. Direkte investeringer i aktier stod også til at blive omfattet af de nye regler, men det ændrede skatteminister Kristian Jensen.

"Der bliver gjort forskel på folk, og det er ikke rimeligt. Vores politikere har lavet noget juks. Jeg kan ikke frigøre mig fra den tanke, at reglerne blev ændret ved direkte investeringer i aktier, fordi det ramte mange investorer, mens vi nu kun er nogle tusinde tilbage, som bliver ramt," siger Lars Werner Schmidt til epn.dk.

Hos Skat bekræfter man, at Kristian Jensen er bekendt med problemstillingen, men afviser, at loven vil blive ændret.

[email protected]

Kilde: